Færdighedstryllekunstner debuterer – Sasa Stanisic HVORDAN SOLDATEN REPARERER GRAMMOFONEN
Bosnisk-tysk debutant tryller med sproget og rammer plet med sin lille historie om halvfemsernes krig på Balkan.
Citat
Han slæber en grammofon efter sig, som en gås der skal slagtes, har han taget fat i tragten på den, løfter den over dørtærsklen. I hans lab er pladespilleren på størrelse med et stykke legetøj. Lige straks! Folkens! Cika Seads grammofon til venstre, den blankpolerede kalasjnikov til højre. Straks, straks, straks, gjalder det i trappeopgangen, og de bevæbnede og de bagbundne lytter. Sejrherren med verdens største hoved sætter pickuparmen på pladen, men intet sker straks. Sikke en frækhed! Skriger han og begynder også straks at slå og sparke til kassen. Folkens, jeg har det lige straks! siger han og flår i knapperne, stiller på dem, rusker i pickuparmen, tager pladen i øjesyn, tænker sig om og propper geværløbet ned i tragten. Hvis jeg var færdighedstryllekunstner.
Bortset fra at den serbiske regering for nyligt anholdte og udleverede Radovan Karadzic til krigsforbryderdomstolen i Haag, har halvfemsernes krig på Balkan været ret så meget uden for hørevidde på det seneste her i det flade og fredfyldte Skandinavien. Derfor kommer Sasa Stanisics debutroman HVORDAN SOLDATEN REPARERER GRAMMOFONEN lidt dalende op fra Tyskland, som den udgivelse man ikke anede, at man gik og ventede på.
Kort fortalt er det historien om Aleksanders barndom i Visegrad i Bosnien. Eller kort fortalt er det et pragteksempel på, hvor smukt man kan forsøge at forklare verdens grimhed i fiktion.
Efter 100 sider overvejer jeg at stoppe, fordi romanen er så stilistisk overlegent legende, så sprogligt overraskende og overvældende, og handlingen holder så stramt et tag i mig, at jeg bliver bange for, om de næste 200 nu også kan holde samme standard. Omtrent samtidig indtræffer 1992, 1993 og de ubegribelige krigshændelser, hvorfor fortælleformen ændrer sig, og med den læserytmen. Men det ændrer ikke på, at HVORDAN SOLDATEN REPARERER GRAMMOFONEN fortsat er gribende, grum og grinagtig, morsom og mordsom.
Bogens titel og kapiteloverskrifterne efterligner sprogligt børnelitteraturens kapitelroman, men indeholder alligevel en streng alvor:
– Hallo. Hvem? Aleksander! Det var pokkers, hvor ringer du fra? Ikke dårligt! Elendigt, og hvad med dig?
hedder et.
Det er et effektivt træk at lade den lille Aleksander fortælle historien. Udgangspunktet er, at hans elskede bedstefar Slavko har foræret ham en tryllehat. Med den på kan Aleksander gøre verden smukkere med sin fantasi. Og det kommer der ikke så lidt tragikomik ud af, når den talentfulde bosniske knægt åbner op for sine verdensfortolkninger.
– I vores skolebøger levede Tito længst. Historie, serbokroatisk, ikke engang matematik kunne klare sig uden ham. Afstanden fra Jajce til Bihac er 160 kilometer. En Yugo kører fra Jajce til Bihac med en hastighed på 80 km/t. Samtidig går vores Josip Broz Tito fra Jajce til Bihac med en jævn hastighed på 10 km/t. Ved hvilken kilometer mødes de?
Ved at indlægge andres karakterers anekdoter, lister, ønskesedler m.m. i teksten bliver romanens helhed søndersprængt. Hen mod slutningen virker variationerne dog mindre fortryllende, måske fordi handlingen (uden at røbe noget, som vi ikke allerede ved fra den store historie) bevæger sig frem mod der, hvor Bosnien befinder sig i dag: Arret efter krigen, med lange udsigter til endelig heling.
