Fagre nære fremtid – Chan Koonchung DE FEDE ÅR
Verdensøkonomien er ude i den største krise nogensinde og Kinas nye guldalder er begyndt. DE FEDE ÅR er knap nok fiktion.
Citat
Kun de bøger der er i direkte modstrid med Det Kinesiske Kommunistpartis ortodokse historiske diskurs, er totalt forbudte. Så overvejede Gamle Chen et nyt begreb: ’90 procent frihed’. Vi har allerede nu en høj grad af frihed. 90 procent – eller måske flere – af alle emner kan frit diskuteres, og 90 procent – eller måske flere – af alle aktiviteter er ikke længere underlagt regeringskontrol. Er det ikke nok?
Der må være tale om en forpint selvbiografisk fortælling. Chan Koonchungs navnebror Gamle Chen er en kendt journalist og forfatter, som har boet det meste af sit liv i Hong Kong og Taiwan, og som for nyligt har bosat sig i Fastlandskina. Her er han i en konstant lykkerus ligesom alle andre omkring ham. Kina har nemlig som det eneste land klaret sig igennem krisen i verdensøkonomien og giver nu resten af verden baghjul.
Han støder ind i en gammel flamme, Lille Xi, som ikke er tosseglad hele tiden, og det undrer Chen sig over. Hans undren leder til opdagelsen af flere utilpassede sjæle, som hævder, at en hel måned er fjernet fra den kollektive hukommelse. Sammen bortfører de en højtstående embedsmand, som beretter om de uhyggelige metoder, som det kinesiske kommunistparti har benyttet sig af for at skabe den fagre nære fremtid.
Og det er handlingen. Der er ikke mere. Den eneste begivenhed i handlingen – bortførelsen af embedsmanden – er endda placeret i en epilog. Ingen spænding, ingen udvikling i karaktererne. Fortælleren forklarer, hvordan de enkelte statister stiller sig og betragter scenen, og giver derefter en beskrivelse af, hvad de kan se. Og i epilogen er det, som om personerne afslører sig som todimensionelle papskiver ligesom dem, der står ved siden af billetlugen i biffen, og det eneste publikum ser, er selve scenen, som nu er fuldt belyst og brænder sig fast på nethinden.
Der er (tror jeg) en pointe med de flade karakterer og den manglende spændingskurve. Det er ikke meningen, at bogen skal leve op til nyhedskriterierne om sensation, konflikt, aktualitet, væsentlighed og identifikation. Hele Koonchungs verden er befolket med mennesker, som er lige [pause] glade alle sammen. Så hvorfor skulle læseren ikke være det?
Det er muligt, at jeg overfortolker her. Måske har karaktererne mere personlighed på originalsproget. Eller måske endda i første oversættelse. I Gyldendals oversættelse fra engelsk har de det ikke.
Som nærfremtidssciencefiction er DE FEDE ÅR ganske effektiv. Koonchung tager nogle problemstillinger fra den moderne politisk-økonomiske diskurs og går ganske detaljeret til værks i beskrivelsen af, hvordan man med diktatorisk formynderi kan tvinge kineserne til at være lykkelige og glemme alt det dårlige. Sceneriet stiller nogle skægge spørgsmål til læseren om valget mellem frihed og lykke, der ikke er så firkantede, som de umiddelbart virker.
Og så er det selvfølgelig oplagt at sammenligne Koonchungs dystopi med dagens Kina. Det kan kineserne ikke selv gøre, da bogen er forbudt i Fastlandskina. Og på den måde bliver DE FEDE ÅR elegant situeret som et potentielt artefakt i dystopien selv. Men den er sgu lidt hård at komme igennem.
