Fakta frem for visioner – Jan Maintz Hansen KAN DU VÆRE MERE KONKRET – OM SAMTALENS DØD I DANSK POLITIK
Skader det den danske debatkultur, når vi kræver, at politikere skal være konkrete? Ny debatbog argumenterer for, at kravet om fakta og fastlagte køreplaner spærrer for politiske fremtidsvisioner.
Man skal i disse dage ikke lede længe blandt avisernes debatindlæg eller i nyhedsudsendelsernes indslag for at finde tegn på en voksende politikerlede blandt danskerne. Brudte løfter, velbetalte spindoktorer og DJØF’iserede ’karrierepolitikere’ får ofte skylden for, at danskerne i mindre og mindre grad kan kende forskel på partierne, og at deres tillid til politikernes gode intentioner er dalende.
Men måske ligger problemet et andet sted. Eller også skal det i hvert fald anskues fra en anden vinkel. I bogen ’Kan du være mere konkret – Om samtalens død i dansk politik’ adresserer Jan Maintz Hansen problemet på en måde, der, selvom den kan synes åbenlys, må siges at være ny.
Citat
Når konkretionstænkningen så ensidigt fokuserer på handling og resultater og ikke forstår ords og samtalens væsentlighed, glippes den enorme betydning af samtalens demokratiske værdi og af, at hvad der bliver sagt, styrer de politiske handlinger.
Fra ‘Kan du være mere konkret? Om satalens død i dansk politik’
Han problematiserer nemlig, at vi konstant stiller krav til politikere om, at de skal være konkrete.
Ifølge forfatteren lider den danske debatkultur under, at vi konstant kræver, at politikere skal kunne fremlægge konkrete planer og visioner. Og hvem kan ikke nikke genkendende til ofte at have hørt spørgsmål som ‘Hvad vil I helt konkret’, ‘Kan du give et konkret eksempel?’, eller ‘Hvad betyder det helt konkret?’. I medierne får politikere ikke lov at fremlægge ideologiske fremtidsvisioner – nej, vi vil have konkrete fakta og planer.
Men det konstante krav om konkretisering kan ifølge Maintz Hansen være skadeligt for vigtige værdimæssige og visionære debatter. Han argumenterer for, at der sker en forfladigelse af den politiske debat, idet vigtige diskussioner om retfærdighed, sociale konsekvenser og fremtidige visioner for velfærdsstaten uddør, fordi vi ikke giver plads til den politiske samtale. Den politiske debat kommer i stedet til at handle om konkrete planer og økonomiske regnestykker.
Selvom om bogens udgangspunkt er nyt, så er en del af argumenterne hørt før. For eksempel synes diskussionen om den såkaldte ‘djøfisering’ blandt magthaverne allerede at fylde meget i debatten, hvor kritikere ofte fremhæver, at en sådan udvikling medfører et for tungt fokus på den økonomiske bundlinje, og at den kan have sociale konsekvenser. Tænk bare på debatten i forbindelse med den nye folkeskolereform. Dette gør muligvis ikke argumenterne mindre relevante, men det kan medvirke til, at læsningen til tider kan synes en smule triviel.
Bogens formål er at problematisere konkretionstænkningen, og selvom det lykkes Maintz Hansen at gøre dette på velunderbygget vis, så kan fremstillingen til tider virke ensidig. Som læser bliver man nemlig ikke præsenteret for positive sider ved konkretionstænkningen. Og selvom det naturligvis er muligt at være konkret i adresseringen af et problem og abstrakt, når det gælder politiske visioner, så er Maintz Hansen til tider så konkret, at man som læser kan savne en større diskussion af problemstillingen. Kunne det ikke tænkes, at det til tider er på sin plads at bede magthaverne om at være konkrete? At dette nogen gange vil kunne sikre den almindelige danskers forståelse af, hvad der sker bag spindoktorernes slør? Eller at de ideologiske forskelle ikke længere er så store, at de i sig selv skaber grobund for store politiske diskussioner?
Bogen leverer dog samlet set et godt bidrag til debatten om den politiske samtale. Den er velskrevet, velargumenterende og overskueligt opbygget. Maintz Hansen leverer stof til eftertanke og et nyt udgangspunkt debatten om den politiske samtale. En debat der måske ikke er ny, men som bestemt er relevant.
