Falke og duer – Roberto Bolaño NOCTURNE FRA CHILE


Så er der endnu et stilistisk lækkert og uhyggeligt mesterværk at gå om bord i fra den chilenske storforfatter Roberto Bolaño.

Citat

Jeg var i Asturien og Baskerlandet. Jeg tog et tog til Italien. Jeg var i Rom. Jeg knælede foran Den Hellige Fader. Jeg græd. Jeg drømte foruroligende drømme. Jeg så kvinder, der flåede tøjet af sig. Jeg så pater Antonio, præsten i Burgos, der slog det ene øje op, før han døde, og sagde: Det her er rigtig skidt, min ven. Jeg så en flok falke, tusindvis af falke, der fløj i stor højde over Atlanterhavet mod Amerika. Sommetider blev solen sort i mine drømme.

Forlaget Gyldendal har de seneste år beriget det danske boglandskab med to maksimalt gigantiske udgivelser af den afdøde, chilenske forfatter Roberto Bolaño, nemlig hans gennembrudsroman DE VILDE DETEKTIVER fra 1998 (da. 2010) og det groteske, uafsluttede pragtværk 2666, som blev udgivet posthumt i 2004 (da. 2012). Nu er turen så kommet til NOCTURNE FRA CHILE, som på originalsproget udkom i 2000 og dermed ligger lige mellem de to andre.

I forhold til især 2666 er bogen lille, ja, nærmest novelleagtig med sine sølle 178 sider, men det skal man ikke gå fejl af. Der er stadig meget på spil hos Bolaño, her er det blot kogt ind til en hidsig lille knaldperle, der knitrer i alle de retninger, som hans omfattende forfatterskab har ført og forført et stadigt stigende antal læsere verden over: politik, kunst, litteratur, poesi, digtere, forfattere, krig, vold, ondskab og Latinamerikas historie.

NOCTURNE FRA CHILE starter på den katolske præst Sebastián Urrutia Lacroix’ dødsleje. Hans liv og minder passerer revy. Han er en mislykket digter, men en vellykket kritiker og en højstemt elsker af de gamle grækere. I sin ungdom bliver han hyret af en katolsk organisation til at tage på studietur til Europa, hvor man har fundet en meget effektiv metode til at holde de ivrigt skidende duer væk fra kirkernes klokketårne. Præsterne er simpelthen blevet falkonerer og har alle en jagtfalk, der på deres signal sætter i luften og kværner de ødelæggende duer i en blodrus. Det virker perfekt, kirkerne er renere end nogensinde, og kun få af de europæiske præster har set det paradoksale i at lade rovfugle massakrere selve symbolet på fred og helligånd.

Bolaño er ofte meget konkret i sin metaforik, og det er også tilfældet her, hvor falkenes duejagt spejles tydeligt i begivenhederne efter Urrutia Lacroix’ tilbagekomst til Chile. Superfalken general Pinochet træder ind på scenen, myrder præsident Allende med sine kampvogne og indstifter et terrorregime med hemmeligt politi, politiske fængslinger og udbredt brug af tortur.

Bolaño blev som ung venstreorienteret selv fængslet i de indledende faser af magtovertagelsen, men hans bekendtskab med en fængselsfunktionær reddede ham fra en uvis skæbne i regimets torturkældre. Fængslingen og det efterfølgende eksil er urscener i hans forfatterskab, og volden løber som en kraftig strømning igennem alle hans bøger. Det er en cyklisk og nærmest metafysisk ondskab, der igennem tiden har manifesteret sig talrige steder og i Bolaños optik nu findes i sin reneste form i Syd- og Mellemamerika, hvor mennesker dræbes, voldtages, tortureres, udbyttes og pines i en orgiastisk vanvidsvals med døden.

Selvfølgelig er han langt fra den eneste forfatter, som har måttet igennem fængsel og eksil for sine holdninger, men hos Bolaño er der alligevel et foruroligende særpræg, nemlig at vold og ondskab altid kædes sammen med litteratur, poesi og kunst.

Et af de stærkeste billeder på denne sammensmeltning findes i bogens afsluttende scener. Her frekventerer Urrutia Lacroix Santiagos litterære overklasse i en villa, hvor værtindens mand har et CIA-støttet torturlaboratorium i kælderen. Kælderen under litteraturen er altid fyldt med gru hos Bolaño, men over rædselskabinettet svæver omvendt også skønheden og poesien. De to går hånd i hånd, og det er på samme tid smukt og skræmmende.

Fader Urrutia er i den forbindelse også en fantastisk hovedperson. Han har sine fødder solidt plantet i litteraturen og frekventerer som sagt et utal af chilenske forfattere og kritikere. Han er helt igennem litteraturens mand, han elsker at læse og skrive digte. Men han er også bærer af en katolsk konservatisme og støtter regimet, der driver klapjagt på mange af de skønånder, han holder af. Denne grundlæggende tvetydighed bliver kun forstærket, da Urrutia bliver bedt om at undervise Pinochet og et par andre højtstående generaler i kommunismens idéer og historie, så de kan få et bedre indblik i deres modstanderes tankegang.

Mens generalens følge konstant pjækker fra undervisningen og falder i søvn, når de er der, er Pinochet selv meget engageret og lærenem, og de samtaler, han og fader Urrutia har i pauserne, er ret underholdende. Det viser sig, at Pinochet i virkeligheden er en belæst mand, som også selv har udgivet bøger, og det, han i virkeligheden har mest imod Allende, er, at han aldrig læste andet end tidsskrifter. En mand, der ikke læser romaner og lyrik, kan ingen respektere. Man bliver konstant i tvivl om generalens visdom tegner et formildende billede, eller om det hele blot bliver mere skræmmende, og den følelse fastholder Bolaño virtuost hos sin læser.

Romanen er holdt i en stil, som veksler mellem små, korte sætninger og længere, nærmest monologisk messende stykker. Bolaño skriver så ubesværet godt, at man er nødt til at stoppe op og betragte teksten for at lægge mærke til, at der faktisk også foregår et fremragende stilistisk arbejde. Han er en mester i at skifte umærkeligt mellem stemninger og sprogbilleder, så hans sprog er kunstnerisk og æstetisk vellykket, samtidig med at de gode historier og sidehistorier får læseren til at suse igennem.

Bolaño er først og fremmest en mageløs billedskaber, som her, hvor litteraturkritikeren Farewell karakteriseres som ‘den flodmunding, hvor alle landets litterære skibe søgte ly i kortere eller længere perioder, alt lige fra skrøbelige lystyachter til store fragtskibe, fra duftende fiskerbåde til vældige panserskibe.’ Det har Iben Hasselbalch selvfølgelig også en stor del af æren for. Oversættelsen flyder godt, og man fornemmer tydeligt Bolaños stemme under fordanskningen.

Bolaño døde i 2003, men han efterlod et forfatterskab på tærsklen til det nye århundrede, som må siges at være et af vor tids betragteligste. At alle hans bøger skal oversættes til dansk, er i min optik en selvfølgelighed, men intet sker, hvis ingen gør det, så jeg håber meget, at Gyldendal vil fortsætte denne stime og give os meget mere Bolaño i fremtiden.

Skrevet af Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels

1 kommentar

  1. Nå, nu er der atter en spændende bog fra ham chileneren, og jeg er ikke engang færdig med 2666, som jo er mærkeligt dragende, så den nye må jeg også have læst. Sikken en cadeau Troels giver oversætteren, at man kan mærke forfatteren bag den danske oversættelse.

Skriv et svar til Hans Erik Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *