Falsk varebetegnelse – Hans Koppel KOM ALDRIG MERE TILBAGE
KOM ALDRIG MERE TILBAGE ligner forlæggerens forsøg på at presse en rund klods ned i et firkantet hul. Koppels klods er firkantet, men desværre også et par størrelser for lille.
Citat
Mike Zetterberg og hans kone Ylva bor med deres datter i et lille parcelhuskvarter uden for Helsingborg. Det er fredag aften, Ylva er gået fra arbejde, men kommer ikke hjem. Mike går ud fra, at konen har taget et glas vin med kollegaerne, men da solen står op næste morgen, har han endnu ikke hørt en lyd fra hende. […]
Han anmelder hendes forsvinden til politiet, men mistanken rettes mod ham selv. Har den forsmåede ægtemand en finger med i spillet? Dækker hans pludselige desperation blot over et hengemt skuespiltalent, han folder ud for at snøre politiet?
Mike Zetterberg og hans kone Ylva bor med deres datter i et lille parcelhuskvarter uden for Helsingborg. Det er fredag aften, Ylva er gået fra arbejde, men kommer ikke hjem, fordi hun på vejen er blevet samlet op af to gamle bekendte. De bortfører hende og spærrer hende inde i deres kælder.
Det viser sig tidligt i bogen, at Ylvas bortførere er psykiateren Gösta Lundin og dennes kone, og at Ylvas mand intet har med sagen at gøre – andet end at han senere begynder at gå i behandling hos psykiateren, for at forene sig med sin kones forsvinden.
Gösta Lundins er specialiseret inden for kriminalpsykologi, og han omsætter sin viden inden for dette felt til et sindrigt tortursystem, der langsomt skal knække Ylva. For eksempel live-streamer han på en skærm i kælderen Ylvas hus. Her kan hun følge med, som livet for hendes mand og datter langsomt vender tilbage til sin vante gænge.
Hvorfor gør han det? Den nøjagtige grund serveres først sidst i romanen, men det står hurtigt klart, at Ylva engang har gjort noget forfærdeligt mod Lundins datter, som sidenhen er død.
Hvis du efter dette resume undrer dig en smule over, hvor dårligt handlingsresumeet stemmer overens med citatet ved siden af anmeldelsen, som er taget fra bogens bagside, er du ikke alene. Omslaget på bogen er slet og ret vildledende.
KOM ALDRIG MERE TILBAGE er ikke en typisk whodunnit-krimi. Der er heller ikke en nævneværdig grad af suspense. Der ligger selvfølgelig et vist moment af spænding i at finde ud af, om Ylva nogensinde slipper ud af sit fangenskab, men ellers er der ikke meget at komme efter. Rigtigt nok tror romanens politibetjente, at det er ægtemanden, der har begået forbrydelsen, men læseren sidder allerede fra starten med hovedparten af brikkerne i dramaet.
Sagen lugter lidt af, at forlæggeren har forsøgt at klemme romanen ind i krimibølgen. At det simpelthen er nemmere at brande bøger, hvis man påstår, at de er ‘neglebidende’. Det er en skam, for bogen kan faktisk mere end det.
Men hvad er KOM ALDRIG MERE TILBAGE så for en roman? Det er en roman om det menneskelige sind i krise, om retfærdighed og om hævn. Ylva og resten af figurerne giver anledning til at stille spørgsmål som: Hvordan bærer man vidne til, at ens familie kommer over én? Hvad hvis en anden tager ens plads? Hvor langt vil man gå for at hævne sin datter? Og det er på dét grundlag, man skal evaluere bogen.
Det er imidlertid også det grundlag, romanen både vinder og taber på. Potentialet i romanen er ganske klart. Plottet er sådan set ret godt og anderledes end meget andet for krimigenren. Desuden udfordrer Koppel sin læser ved at kræse om stilen og indlægge et væld af litterære referencer. Problemet er imidlertid, at han ikke følger romanen ordentligt til dørs. Det hele synes at forblive på skitseniveau. Han lader for eksempel Ylva degenerere til en slags muselkvinde, der er ude af stand til at reflektere over andet, end at hun er fanget.
Men uanset at Koppel ikke formår at folde potentialet helt ud, skal bogen have kredit for de ambitiøse spørgsmål, den stiller. Og skavankerne til trods samler jeg nok også de planlagte to efterfølgere op, når de engang bliver udgivet.
