Fantasien i frigear – E.T.A. Hoffmann FORTÆLLINGER I + II
Hoffmanns fortællinger er stemningsfyldte og originale mesterværker. Disse to bind med Hoffmanns bedste giver bevis for, hvor vigtig en rolle han spiller i litteraturhistorien.
Citat
Har du, min gode! mon nogensinde oplevet noget, der aldeles fyldte dit bryst, sind og tanker og fortrængte alt andet derfra? Det gærede og kogte i dig, blodet løb som knitrende flammer i dine årer og fik dine kinder til at blusse varmere. Dit blik var så ejendommeligt, som prøvede det at skelne former, der var usynlige for alle andre, i den tomme luft, og din tale svandt bort i dunkle suk. Så spurgte dine venner dig: ”Hvad er der med Dem, højstærede? – Hvad fejler Dem, dyrebareste?” Og nu ville du så fremmane det indre billede i alle dets strålende farver og beskrive dets skygger og lys, og du anstrengte dig for at finde ordene bare for at komme i gang.
Den tyske forfatter m.m. Ernst Theodor Amadeus Hoffmann (1776-1822) havde ikke just et ukompliceret forhold til omverdenen. Først sent i livet fik han reel anerkendelse for sine værker, og som person var han absolut ikke alles kop te. Efter sigende skulle mange have fundet ham irriterende, hvis ikke direkte uudholdelig at være i nærheden af. Ikke desto mindre var Hoffmann en stor kreativ begavelse, og hans omdømme har da også sidenhen bevæget sig i en mere positiv retning. Med sine fantasifulde eventyr og gotiske fortællinger har han inspireret utallige af eftertidens toneangivende forfattere. Poe, Dostojevskij, Kafka og H.C. Andersen har eksempelvis alle trukket veksler på Hoffmanns værker.
Derfor er det da også helt på sin plads, at forlaget Klim nu har begivet sig ud i en fyldig samling på dansk af nogle af Hoffmanns litterære bedrifter, og med de næsten 900 tætpakkede sider, som de to bind tilsammen udgør, kan man ikke beskylde forlaget for at fedte med det. Genremæssigt viser de 16 udvalgte fortællinger fint bredden i Hoffmanns forfatterskab og tæller bl.a. den uomgængelige ’Nøddeknækker og musekonge’, detektivfortællingen ’Frøken Scudéry’og eventyrperler som ’Den gyldne skål’.
Men der er også blevet plads til en del af Hoffmanns mere uhyggeprægede mesterværker, og det er i disse, Hoffmann viser sig fra sin allermest interessante side. I ’Det tomme hus’ drages Theodor af et mystisk forladt hus med en grum historie, og Hoffmann demonstrerer her på forbilledlig vis, hvordan man slår en gruvækkende grundtone an, der giver genlyd igennem hele fortællingen. Det samme gælder med den fantastiske ’Majoratet’, der begynder som en spøgelseshistorie, men måske viser sig mere at være en kærlighedshistorie, som senere så i øvrigt forvandler sig til en historie om en nok så kompliceret arveretssag. Men den uhyggelige stemning, der har inficeret fortællingen i dens begyndelse, fortager sig ikke så let og bliver hængende i luften som en ildevarslende tåge.
Hoffmann er desuden en mester i på tvetydig vis at kæde det overnaturlige sammen med karakterernes sjæleliv. Deres underbevidste ønsker og begær synes ofte at være det, der afstedkommer de overnaturlige hændelser, og fortællingerne svæver i den klassiske gråzone mellem drøm og fantasi og virkelighed. Det er ikke nogen tilfældighed, at Freud tog fortællingerne til sig og bl.a. brugte ’Sandmanden’ som udgangspunkt for sin definition af begrebet <i>das Unheimliche</i>. ’Sandmanden’ er naturligvis også at finde i samlingen, og den er og bliver det bedste blandt meget godt, som Hoffmann har begået.
Det ville have været rart med et forord eller et efterskrift, der præsenterede forfatteren og forfatterskabet, som for mange sikkert vil være nyt og ukendt territorium. Men lad det ikke afskrække nogen fra at gå i krig med Hoffmanns fortællinger, som i øvrigt på umærket vis formår at præsentere sig selv. Det er meget muligt, at Hoffmann var et anstrengende bekendtskab i sit civile liv, men med hans fortællinger er man i umådeligt behageligt selskab.
