Fantastisk satire – Thomas De Quincey OM MORD
En fantastisk morsom og indsigtsfuld satire, en dramatisk kriminalberetning og en filosofisk diskussion – Thomas De Quinceys OM MORD er det hele. En samling essays med morderen fra 1823-1854 i hovedrollen.
Citat
For det tredje bør det udvalgte offer være ved godt helbred, for det er det rene og skære barbari at myrde et sygt menneske, der i reglen slet ikke kan tåle den slags. Af samme grund bør ingen londoner over femogtyve år nogensinde vælges, for efter den alder har han med sikkerhed fået fordøjelsesbesvær. Og hvis en mand insisterer på at gå på jagt i det bur, så bør han i det mindste myrde et par stykker ad gangen – eller, hvis der er tale om skræddere, så vil han naturligvis – ordsproget i ære – anse det for sin pligt at myrde femten.
Thomas De Quincey (1785-1859) var en romantisk forfatter, der chokerede i sin samtid. Dels ved at skrive eksplicit om sit opiumsforbrug men også ved at nedfælde nærværende essays om mordets aspekter. De Quincey var dybt fascineret af en morder ved navn John Williams, som i 1811 myrdede to familier i London, og det er med ham som udgangspunkt, de fire essays i OM MORD er skrevet.
OM MORD er inddelt i de 4 essays af De Quincey, ‘Når det banker på døren i Macbeth’, ’Om mord betragtet som en af de skønne kunster 1 & 2’ og ‘Efterskrift til om mord…’, og derudover er der et efterskrift ved Hans-Jørgen Birkmose. Det første essay rører kort ved de psykologiske aspekter af et begået mord, mens de to skrifter, ‘Om mord..’, er satiriske fremstillinger af mordets rolle. Disse essays er helt utroligt morsomme og så overdrevet amoralske, at man ikke kan andet end elske det.
Dog er det forvirrende, at det først er i ‘Efterskrift til om mord…’, at vi får at vide, at de to foregående essays er fiktive, satiriske stykker. Indtil da hersker der tvivl om, hvor vidt 1800-tallets englændere virkelig var komplette psykopater. Den idé får han imidlertid aflivet i sit efterskrift, hvor han gennemgår mordene begået af John Williams. Det gøres med stor indlevelse, og man bliver hurtigt opslugt af de dramatiske begivenheder – hvilket hjælpes yderligere på vej af De Quinceys personlige syn på sagen.
OM MORD giver en levende indsigt i De Quinceys forståelse af mordet, både som forbrydelse og kunstværk. Han tager som den første fat i morderen som hovedperson og udtrykker en empati med denne, som ikke var at finde i litteraturen før. De Quincey skriver smukt og har en utrolig beherskelse af ordene, hvilket er overleveret rigtig godt i oversættelsen.
I de satirisk essays er der en del indforståede vittigheder og observationer at finde, så OM MORD kræver et vist kendskab til filosofi for at få alle aspekter med. Desuden bruger De Quincey en del citater på både oldgræsk og latin, og kun få af dem gengives i oversættelse, så alle kan forstå dem. Det gør imidlertid ikke så meget, og helhedsintrykket forbliver det samme.
Jeg fangede mig selv i at grine højlydt flere gange under læsningen af bogen, og sammen med det smukke sprog er OM MORD en ren fornøjelse at læse. Hans-Jørgen Birkmoses efterskrift følger De Quinceys stil og bruger det samme vittige udtryk, når han tager fat i skrifter og baggrund. Derudover hives diskussionen om mordets rolle i vores samfund frem fra teksterne og der stilles nogle gode spørgsmål til vores “behov” for kriminalitet.
Jeg vil anbefale alle at læse OM MORD, da de fleste kan få noget ud af De Quinceys skrifter, om det så er en diskussion af mordets aspekter eller bare utrolig morsom læsning.
