Far er død – Pia Tafdrup TARKOVSKIJS HESTE
Pia Tafdrup registrerer sin fars forfald og langsomme gliden mod glemsel og død. Resultatet er en smuk og enkel digtsamling om smerten ved at miste og blive mistet, men også med håb om løsningen på regnestykker i ’Tabets tabel’, der ikke vil gå op.
Det er et farligt ærinde, Pia Tafdrup har sendt sig selv på i sin nyeste digtsamling TARKOVSKIJS HESTE. At beskrive en nær slægtnings død igennem en hel digtsamling kan meget let blive for sentimentalt og rørstrømsk og for privat til at fungere som kunst. Og når slægtningen i dette tilfælde er Tafdrups egen alzheimerlidende far, kan man som læser godt frygte, at det er stykke inderligt bekendelseslitteratur, man skal i kast med.
Men den frygt gør Pia Tafdrup grundigt til skamme. TARKOVSKIJS HESTE balancerer perfekt mellem patos og nøgtern registrering, og det er ikke en ringe præstation. Digtsamlingen strækker sig i tid over godt et år. Årstiderne registreres i digtene som baggrund for faderens langsomme gliden ind i glemslen og deres vekslen står således helt centralt i både vores og Tafdrups fars oplevelse af verden: har man glemt ansigter, mennesker og betydninger er det eneste der kan fortælle én, hvor og hvornår man befinder sig, træernes skiftende udseende med årets gang. Men, som der spørges i digtet ’Træer læses’:
– hvad sker, / når træerne rykkes op med rod – / når de svæver langsomt ud, / hvor stjerner asfalteres?
Hvad sker der når vores elskede glemmer? Det er den proces Tafdrup beskriver i disse digte. Faderen der til at starte med ikke kan huske ansigter, antager sin kone for sin mor og til sidst må køres til et plejehjem, da Tafdrups mor ikke længere kan klare at passe sin mand:
– vinen min far har drukket / var bedøvende god / men den kvinde / han elskede / har forvandlet sig til hans mor / og han selv til søn for sin elskede – / det er tid / til at leve adskilt sammen.
Dernæst forfaldet, det psykiske som det fysiske, indtil der til sidst kun er døden, ligbrændingen og begravelsen tilbage.
Grunden til, at disse digte fungerer så fremragende som de gør, er dels at Tafdrup i vid udstrækning gør faderens synsvinkel til sin egen. ‘Verden er / hvor min fars øjne er’ skriver hun og fanger således glimrende smerten og fortabtheden ved langsomt at miste grebet om sin verden, og dels at Tafdrups sprog er så afdæmpet og nærmest nøgternt registrerende, hvilket afliver ethvert tilløb til oversentimental patos i digtene. Som i digtet ’Opmærksomhedens centrum’ hvor faderen glemmer moderen det øjeblik hun er ude af døren, og i stedet kaster opmærksomheden på en ny kvinde, som han forveksler med sin kone. Det må have gjort ondt på Tafdrup, men digtene røber det ikke.
‘Der findes ingen cifre, der dækker savn’ skriver Tafdrup, og det har hun ret i. Til gengæld har hun nu selv skrevet et nærmest udtømmende katalog over det at miste. ‘Selvom han lever / leder jeg efter min far i min far’, hedder det i ’Tabets Tabel’ og så enkelt og smukt kan det for så vidt siges. Selvom Tafdrup og hendes far ikke lykkes som Eurydike og Orfeus at vende tilbage fra dødsriget, så opnås der dog til sidst en vis klarhed, hvor faderen træder frem i erindringen og forbliver evigt tilstede hos Tafdrup ‘som en ny autoritet’.
Det er moderne elegi på et højt, højt plan, det er rørende smukt og aldeles vidunderligt. Fremragende.
