Af | 4. august 2011

Far forstår ingenting – Einar Øverenget SOKRATES OG FAR – EN FILOSOFIBOG FOR BØRN

Hvad er en filosofibog for børn? Er det en introduktion til filosofien, som Jostein Garders SOFIES VERDEN, er det en sammensmeltning af børnefortællingens og filosofiens verden, som de mange bøger om Peter Plys’ taoistiske og filosofiske referencer, eller er målet at skabe dialog mellem børn og med deres højtlæsende forældre? Det sidste er tilfældet med SOKRATES OG FAR.

Citat

»Det er lidt trist,« siger Sokrates til sin far. »Ja, det er lidt trist,« siger far. »Nu er det ikke jul mere, og vi skal rejse hjem.« Sokrates bliver stille. Far forstår det ikke, tænker han. »Nej, det var ikke det, jeg mente,« siger han så. »Det er trist, at vi skal rejse nu.« »Ja, jeg ved, at du godt kan lide at være ude på landet. Det kan jeg også, men vi er nødt til at taget af sted nu. Jeg skal på arbejde i morgen.« Sokrates bliver igen lidt stille. Far forstår virkelig ikke, hvad han mener.

Fra SNEMANDEN SNEHVIDE

SOKRATES OG FAR er en filosofibog for børn – fra fem år – skrevet af den norske filosof Einar Øverenget og fint illustreret af ditto nordmand, Øyvind Torseter. Torseters tegnede og klippede collageillustrationer er simpelt indadvendte og luftige i kompositionen, og de udgør egentlig fine pendanter til den ofte noget tunge tekst.

Bogen er opbygget omkring syv små situationer mellem barnet, den evigt spørgende Sokrates, og hans uvidende og forvirrede Far. Før hver situation er der på en introside en række spørgsmål eller tematiske betragtninger, formentlig henvendt til de voksne, så de ved, hvor situationen bevæger sig hen, og hvad man kan diskutere med sin egen undrende unge.

Situationerne har overordnet det til fælles, at de handler om alt det, man ikke kan se, og om forbindelsen mellem det sansbare og det, man ikke kan sanse med det blotte øje. Det være sig forgængeligheden, uendeligheden eller kausalitet, og erkendelsen af disse abstrakte former tager for Sokrates og hans far udgangspunkt i det, der allerede er erkendeligt for de to – nemlig den fysiske verden. Der er imidlertid så meget, man ikke kan se, tænker lille Sokrates.

Som i den nok så berømte hulelignelse, hvor de fikserede slaver kun kan se skyggerne på væggen (og dermed erkende, at den verden, de kan se, kun er en skygge af en oprindelig) ved hjælp af solen og den fysiske verden, er den fysiske verden katalysator for Sokrates og hans tålmodige far.

Samtidig spiller den sokratiske dialektik en vis rolle i børnebogen, om end den ikke er nær så skematisk, ironisk eller udfordrende som i Platons dialoger. Dog udgør samtalen mellem barnet og den voksne en fælles forståelse, men jeg har personligt svært ved ikke at føle, at rammen for børnebogen er overambitiøs og ikke helt vellykket. Måske fordi bogen allerede fra starten af er så udtalt med, hvad den vil: Nemlig genere filosofisk samtale mellem et barn og en voksen, og dette ofte ud fra siderne med de tematiske betragtninger som:

– Om at se noget fra en anden side. Om at forestille sig en anden side. Nogle gange kan det være vigtigt at prøve at se sig selv udefra eller bare tænke sig til, at noget kan være anderledes, end det ser ud til.

Jeg kan som sådan sagtens se adskillige væsentlige dialoger opstå ud fra SOKRATES OG FAR, men personligt ville jeg kunne have slugt det bedre, hvis ikke læsningen havde været så styret. Et andet forbehold er selve karakteren Sokrates. Han er fortæller og filosofiens iværksætter, mens hans far som oftest er uforstående og temmelig langsom i optrækket. Dette eksempelvis i bogens første fortælling, SNEMANDEN SNEHVIDE (se citatboks), der i mine øjne kræver en særdeles tålmodig læser. Personligt mister jeg gejsten ved en så langsomt opfattende samtalepartner og en så bedrevidende spørger.

Så fat det dog, far.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Børnebog,

Læs også