Farerne, der lurer overalt, og hvordan vi kommer overens med dem – Lone Hørslev NATURLIGE FJENDER


Viril sprog-tjubang underbygger, men stjæler også scenen fra alt det Lone Hørslevs nye roman faktisk har på hjerte.

Citat

Selvfølgelig, jeg er jo dyrlæge, husker du nok, sagde Inger-Mai og nå ja. Nej, helt ærligt, Inger-Mai interesserer sig ikke særligt meget for fugle, men når han sagde det, når han talte om fugle, interesserede det hende selvfølgeligt, og det sagde hun ikke, men hun vidste det, og Lars sagde, ved du så hvorfor fuglene synger. Næh. Det er for at lokke hunnerne til, og idet Lars sagde det, standsede han og rørte ved hendes arm. Så smilede han og spurgte om de ikke skulle spise noget frokost.

To steder i Lone Hørslevs nye roman dukker det op, det biografiske forfatter-jeg, som man vil kende fra hendes tidligere bøger. Først i et mærkværdigt forord, indeholdende de (åbenbart) vigtige informationer om den ikke-fiktive familien Hørslevs flytning fra KBH til et hus i provinsen, der deler karakteristik med et centralt hus i bogens Vejby. 171 sider senere, med perspektivet forskubbet fra fiktions-maj til forfatter-jegs-oktober, lyder det dernæst:

– I Ankers have, min have, står to gamle, flotte æbletræer. Og jeg skal love for at de kaster af sig, kassevis, SPANDEVIS af æbler, af små søde faste æble, men det tænkte Inger-Mai ikke på her denne søndag i maj.

Her titter forfatter-jeget/fortælleren igen frem i glimt nr. 2 af navlestrengen mellem instruktør og scene. I Hørslevs forfatterskab er det nyt, at (forlaget hedder Athene og at) denne selvbiografiske markering fylder så lidt, som tilfældet er. Hvis man skulle karakterisere skiftet fra mindre selvcentrering til større inklusion, kunne man sige, at det er ikke længere ’lige mig’ men ’bare os’.

Det begynder og slutter i den afdøde gambler Ankers hus. Her møder vi den tidligere popstjerne Lars, der lige skal ind og se. Og her forlader vi dyrlægen med (ondartet?) hudkræft, Inger-Mai, der heller ikke kan dy sig for at entre det bedårende hus.

I den uge, der går imellem de to stilfærdige indbrud, følger vi Lars’ flagrende liv, der følger hans pik: ’Lars er en bi og verden er et blomsterbed’, som det hedder i en karakteristisk fertilitetsbehandlet metafor. Vi følger samtidig Inger-Mai, der dugger sine kræftbekymringer til i alkohol og suges fra sin mand Stig mod den godt kyssende knøs Lars. Rundt om Lars og Inger-Mai blænder fortælleren ugenert ud og ind mellem en sværm af bipersoner fra for- og samtid, så intriger, gammel gæld (og rovmord?) står om ørene på læseren. Fortælleren er ikke bleg for at udnytte muligheden for at falde sine personer i ryggen og afsløre deres halve sandheder.

Spørgsmålet om, hvordan det er muligt at leve med tilværelsens kaos, dens glubske fælder, der kan klappe når som helst, dens ensomhed og det ansvar den pålægger dem, der vil leve, løber stiltiende igennem bogen. Svaret (i hvert fald Vejbyboernes) er druk og hor, der kan udskyde trængsler og beslutninger for en tid.

Dét, der står tilbage efter endt læsning er imidlertid bogens uautoriserede og sine steder vilde misbrug af gængse sætningsregler og interpunktion. Forfatteren indskyder informationer i parenteser, hakker sætninger over med kolon, begynder med en bisætning efter punktum i ét syndigt rod, som samtidig er den faktor, der etablerer NATURLIGE FJENDERS stærke realisme. Tanker har det jo med at bevæge sig sådan, rodet.

Min eneste helt uretfærdige anke er, at viljen til at bryde normer og inddrage tegnsætningen i de betydningsbærendes tegns kreds, fylder uforholdsmæssigt meget i forhold til de tematiske rids bogen også ejer. Jeg siger uretfærdig, fordi jeg er ret sikker på, at det netop er Hørslevs sprogtekniske innovation, der får mig til at voldæde den patetiske indmad som den candyfloss, den er.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *