Fars dreng – Jens Vilstrup OPLAND
I Jens Vilstrups roman søsættes der på kraftfuld og medrivende vis et stærkt faderopgør til en sygt kolerisk far. Desværre følges det ikke helt til dørs.
Citat
Hjemme står far og venter. Han råber, at nu skal vi sgu ikke komme for godt i gang, at vi skal stille vores sko og skoletasker i vindfanget, og at der værsgo er én sodavand til hver. Inde i stuen er alt pakket ind i afdækningsplastik. Det ligger hen over gulvtæppet, spisebordet, stolene, skabet. Som blege lig går vi hen over plastikken, der knitrer koldt under vores strømpefødder. Vi sætter os og spiser boller med margarine. Ingen tør sige noget af angst for at spilde. Bagefter er der kiksekage.
Kan Niller ude fra oplandet stikke af og leve lykkeligt som overlæge i København til sine dages ende? Det er den gode gamle traver om arv og miljø. Ikke at Jens Vilstrup maler bredt med den litteraturhistoriske pensel i OPLAND, men hovedpersonen Niels viser sig nu en gang ikke at kunne flyve væk, selvom han har prøvet. Henrik Pontoppidan har ikke levet forgæves.
Niels’ far falder ned fra en stige og slår sig ihjel, og Niels må tage turen fra København til barndomsegnen i Midtjylland for at forberede og deltage i begravelsen. Han forlod egnen for år tilbage, uddannede sig til læge og har ikke set sig tilbage siden. Og det er tydeligt, at ingen har savnet ham. Hverken barndomskammeraterne eller brødrene, Thorbjørn og Polle, der stadig bor ude i det midtjyske opland. Niels er ikke velkommen længere og skal ikke stikke næsen frem. Det gør han så alligevel, da en fest løber løbsk, og teenagedrengen Jonas bliver skudt og efterfølgende forsvinder. Ingen vil ud med, hvor drengen er, og om han er okay, så Niels begynder at lede på egen hånd. Skudepisoden er dog bare et led i et opgør mellem to grupperinger af rødder på egnen, og deres bekrigelse af hinanden strækker sig helt tilbage til tiden, før Niels stak af og blev læge i storbyen.
Det gik ellers meget godt for Niller. Han fandt tidligt ud af, at han havde talenter, han kunne bruge til at komme væk fra de dårlige kammerater og fra sin sygeligt koleriske far, der slog og skældte ud for et godt ord. Et lægestudie var det, der kunne bringe ham længst væk, så det blev det, han valgte. Men hvad hjælper det at stikke af, når man kan arve sin fars temperament? Da vi møder Niels lige efter faderens død er han suspenderet som overlæge efter at have taget kvælertag på en kollega i et anfald af raseri.
Desværre fylder dette slægtskab mellem Niels og faderen meget lidt i romanen. Givetvis fordi fortællingen er leveret af Niels selv, dels via flashbacks fra barndommen, dels via optegnelser over de begivenheder, der finder sted på barndomsegnen i ugen op til faderens begravelse. Niels fornægter arven fra faderen nu som før. Opgøret med barndomsegnen må finde sted på anden vis. Og det gør det så: på en mark sammen med en flok forvoksede teenagere med skydevåben i bagagerummet og narko i lommerne.
Stærkest er de flashbacks til barndommen, der udgør cirka halvdelen af romanens sider. De er fortalt af den observerende, undrende, skræmte og – til sidst – vrede Niels, der hele tiden må passe på ikke at bringe far ud af flippen. Her er faderens tyranni beskrevet både i konfrontationerne mellem ham og sønnen. F.eks. når Niels må se sig om efter, hvad han nu kan anklages for, når faderen braser ind på hans værelse. Og i de små kommentarer, der beskriver hjemmets indretning, moderens adfærd, som når Niels f. eks. undrer sig over, at moderen laver 11 slags småkager til jul, når ingen alligevel kommer på besøg og spiser dem.
Netop fordi faderens tyranni og hans og Niels’ opgør er så stærkt beskrevet i disse afsnit, savner jeg den voksne Niels’ refleksion over den arv fra faderen, der tilsyneladende er ved at forplumre hans flugtforsøg nu. Ikke at mødet med barndomskammeraterne er uinteressant. De er endt der, hvor Niels ikke ville ende, og på den vis, er hans flugtforsøg jo lykkedes ganske godt.
De gamle rødder på egnen er stadig, ja, de gamle rødder på egnen, men overlæge Niels er sin fars dreng, og det ved han udmærket godt. Den historie er mindst lige så interessant som den om de forvoksede teenagebøller hjemme i andegården.
