Fars plads på amagerhylden – Henrik Jensen DET FADERLØSE SAMFUND
En kulturhistorie om fædre og sønner af lektor i historie ved RUC, Henrik Jensen.
En sen aften i begyndelsen af det 20. århundrede gik far ud for at hente smøger, eller han forsvandt i skyttegravene, eller hans arbejde på fabrikken åd ham. Under alle omstændigheder kom han aldrig hjem. Tilbage var de efterladte sønner, der nu måtte klare sig uden den faderlige autoritet. En katastrofe for den vestlige kultur, mener Henrik Jensen, thi farmand efterlod sig et tomrum, en ledig plads på kulturens amagerhylde, som alskens sekulære religioner nu kæmper om at usurpere.
Engang så amagerhylden således ud, at Gudfader indtog den øverste plads, mens kongefaderen, kirkefaderen og familiefaderen fordelte sig på de følgende hylder. I dag står alle kulturens hylder tomme. De er blevet ribbet for alle normer, værdier og autoriteter af en aggressiv antikultur, en kimære, der i DET FADERLØSE SAMFUND lyder flere navne end det onde selv; faderløshed, ungdomskult, teknologifetischisme. Og på ryggen af dette bæst, som en anden babylonsk skøge, rider Jensens antagonist, ”den evige søn”, psykoanalytikeren og rebellen Otto Gross.
At læse DET FADERLØSE SAMFUND er som at læse Johannes’ åbenbaring på valium: forstyrrende og sært sløvende. Henrik Jensen maler et dystert billede af et anarkistisk samfund fyldt til randen med utilpassede forvoksede børn, men han er for omstændig og formår ikke rigtig at forbinde sin kritik til det 21. århundrede. Læseren holdes i ave gennem store dele af bogen. Især den første tredjedel er sløv. Her serveres en masse biografisk stof om Gross, hans faderkompleks, hans skandaløse liv. Snarere end at teksten glider, hinker og halter den af sted, mens den skubber pointerne frem foran sig.
Jensen burde have skåret i fortællingen om Otto Gross. Den tjener nok til moralsk parabel for, hvor galt det kan gå fortabte sønner, men samtidig er Gross emblematisk for hele den kimære, faderløsheden, som Henrik Jensen er så bibelsk harm på. I stedet for at søge relevante, nutidige eksempler, fortaber han sig i en nærmest ”kompletistisk” iver for at finde alle brikkerne i puslespillet over Otto Gross’ intellektuelle og moralske hærværk.
Henrik Jensen har ikke den store føling med generationerne x og y, udover at de døbes historieløse, og at deres udenomsfaderlige aktiviteter med mobiltelefoner, internet og uforpligtende sex ses som skadelige for sammenhængskraften. Hans billede af det 21. århundrede nærmer sig en stråmand, og når det kommer til stykket kan Jensen ikke selv svare på, om generationskløften er så bred og fortiden så dybt begravet, at en genetablering af den hellige orden, fadermyndigheden, amagerhylden er umuliggjort. I stedet håber han på en postsekulær tid, en afslutning på den faderløse normløshed og en åbenbaring for gamle etiske værktøjer som skyld, pligt og sublimering, der kan afløse modernitetens elektriske normer.
I Henrik Jensens blyindfattede optik er unge mænd slappe, historieløse og til fals for playstation, marxisme og kædeonani. Han har sikkert ret, men om vejen ud af ungdomssløvsindets sump går i gåsegang efter en kolonne af strenge fædre, er mere tvivlsomt. Ingen vil have diktatoren, hans statuer eller portrætter tilbage. Forleden erfarede jeg, at en af mine venner overvejer en amagerhylde til køkkenet. Vi får se.
