Farver og striber! – KULTURO #22/TEGNESERIER
Tegneserier er blevet hippe, og KULTURO har lavet et temanummer, hvor der vanen tro skydes med spredehagl.
Citat
Tegneserien er, med andre ord, og med et lille århundredes forsinkelse i forhold til sin yngre slægtning filmen, for alvor ved at træde i karakter som alsidigt medie og kunstform og – ikke mindst – finkulturelt medie.
Denne udgave af KULTURO indledes med en lidet heldig gang ”bla-bla” om Jyllandspostens karikaturtegninger i et underligt og umotiveret forord, der intet har at gøre med bladets ellers overvejende fine bidrag. Der er ingen grund til, at tegneserier ikke i sig selv kunne have fortjent et temanummer uden at blive trukket ind i den ballade, og det viser på ærgerlig vis redaktionens egen uforståenhed overfor mediet.
Men bortset fra det indeholder KULTURO noget for enhver smag. Både til nørder og til de uindviede. For sidstnævnte er Lene Rasmussen og Troels Malte Boch ”Et århundrede med tegneserier” et velskrevet og informationsmættet overblik, der naturligvis kommer omkring mediets vigtigste navne og som sammenholdt med kildeangivelserne inspirerer til videre læsning. Nørderne kan så diskutere, om skabelsesberetningen er den kanoniserede.
Mathias Wivel gør med artiklen ”Modernitetens gøgeunge banker på” status over tegneseriens placering i det kulturelle smagshierarki. Hvorfor var det, at tegneserien ringeagtedes i den grad, når filmen, der opstod nogenlunde samtidig og ligeledes i massekulturen, forholdsvis hurtigt blev kanoniseret af finkulturen? Artiklen stiller gode spørgsmål, selvom Wivel, der utvivlsomt er en af landets mest kompetente tegneserieskribenter, ender med at snobbe lidt underligt baglæns, når han afslutningsvis konkluderer, at tegneserien nu endelig har fået sin bekomst, hvor ”de traditionelt konsoliderede kunstneriske udtryksformer som finlitteraturen og billedkunsten i stigende grad lider af iltmangel”. At der findes fremragende tegneserier er vel ikke nødvendigvis på bekostning af hverken litteraturen eller billedkunsten?
Det er derimod et helt andet sted, Morten Lykkegaard går hen med et lille bekendelsesskrift om den skamfulde kærlighed til tegneserier. Her må de for guds skyld aldrig kaldes kunst, da de er ”en ublu hyldest til den barnlige fantasi, der stadig lever videre i os”. Måske virker den logik rimelig for Lykkegaard, men det står som et ensomt og noget useriøst postulat blandt de øvrige artikler.
Ellers gør det ikke noget, at pointer og ikke mindst tilgange stritter lidt i alle retninger. Dermed illustreres tegneseriemediets forskelligartethed jo på bedste vis. Der bliver fx plads til en undersøgelse af superhelten som nationalfigur, feministisk kritik af tegneserien W.I.T.C.H og et par kortere artikler om tegneseriens rolle i samtidskunsten. Nogle gange i en knastør akademisk tone og andre gange i en mere essayistisk, men bestemt læseværdigt. I et magasin, der har tegneserier som tema, behøvede man måske ikke at have været helt så nærig med illustrationerne, men der er da nogle stykker, og det farvestrålende omslag er lavet af HuskMitNavn. KULTURO temanummer om tegneserier kan anbefales alle, der interesserer sig for mediet.
