Af | 17. oktober 2012

Fast og løst – Pia Juul AF STED, TIL STEDE

Pia Juul skriver bedre med løs hånd end med fast, men i begge tilfælde bedre end de fleste.

Citat

BRANDFÆLDE

Somme tider kan jeg godt længes efter intet at vide. Eller efter den alder hvor det ikke er ens egen, men nogle andres opgave at vide. Det er i det mindste hvad man tror i en vis alder. Og dog var jeg da en slags snusfornuftig, og de voksne syntes godt om det i det store skrummel af et hus hvor jeg delte værelse med Romana allerøverst oppe, hvor man fandt hen ved at gå op ad en bred trappe, derefter ad en smal trappe og derefter hen ad nogle krogede gange. Vi havde en sengelampe hver men tit virkede de ikke, selvom de var tændt. Så lå vi lidt og skændtes venskabeligt om hvem der skulle kravle ud fra den varme dyne og hoppe på gulvet. Under gulvtæppet lå nemlig de elektriske ledninger, som vi aldrig så. Men når bare vi hoppede lidt, kom lyset igen. Det var nemt. Vi elskede ubekymret den brandfælde vi boede i.

Der er to slags tekster i Pia Juuls nye bog; noveller og episoder. Og lad mig bare sige med det samme, at jeg holder klart mest af episoderne. For selv om jeg godt ved, at man ikke må generalisere, kan jeg ikke lade være med at føle mig enig med fortælleren i Rasmus Nikolajsens DEN ULYKKELIGE BOGHANDLER, når han siger, at novellen som genre er irriterende. Eller i hvert fald ’den der mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst,’ som det hedder. Hvilket selvfølgelig er satire – men som med al god satire indeholder et element af sandhed. Der er sgu noget småirriterende over novellegenren.

Og selv om man ikke kan kalde Pia Juuls noveller for mønsternoveller, og selv om hun bevidst modarbejder læserens idé om, hvad en novelle skal, så kommer man ikke uden om, at de er, ja – noveller.
Dermed ikke sagt, at de ikke er værd at læse. Det er de. Men det er snarere på grund af Pia Juuls lunefuldt cool sprogtone, som jo er på spil, uanset hvad hun skriver, end det er på grund af historierne, plottene, personerne.

Sammenlignet med novellerne er episoderne, som udgør anden halvdel af AF STED, TIL STEDE, skrevet med løsere hånd. Der er ikke på samme måde et forløb, ikke nogen person som gennemgår en udvikling og får en epifani. Det er tekster uden fortid og fremtid; øjebliksbilleder der dirrer i luften. Det lyder for eksempel sådan her i den henslængt geniale ’ARMBÅNDSUR’:

– Hvad skal man med ’et rigtig godt skelet’, når alle bløddelene er i forrådnelse? Hvad skal man med ’et rigtig godt skelet’, når alle bløddelene er i forrådnelse? Hvad skal man med ’et rigtig godt skelet’, når alle bløddelene er i forrådnelse? Måske tror jeg, jeg stadig har det jeg havde. Måske har jeg bare ikke fattet det endnu. En krop. Et lyst sind med momentane dyk. Klokken er mange. Jeg savner min barndoms armbåndsur, som jeg omhyggeligt trak op hver aften før jeg sov. Jeg tog det ikke af om natten.

Der er en fortæller, men der sker ikke noget. Der er ingen handling, ingen dramatik, ingen epifani. Bare en situation; hurtigt ind, hurtigt ud. Som læser forsøger man ikke at få overblik over et forløb og tolke på hvorfor personerne gør som de gør. Det er ikke toppen af isbjerget, men snarere en isflage der driver omkring uden forbindelse med andet end sig selv. På den måde minder episoderne i AF STED, TIL STEDE mest af alt om dagbogsdigtene i HELT I SKOVEN, og det er noget af det, der gør Pia Juuls forfatterskab så interessant. Grænserne er flydende mellem prosa og poesi, kortprosa og digt.

Hvad handler de så om, teksterne? Ja, det ikke sådan at sige. Og hvorfor skulle man også det, når man kan læse dem selv? Hvilket jeg vil anbefale alle at gøre. For nok er AF STED, TIl STEDE ikke Pia Juuls bedste bog, men det siger mere om hendes forfatterskab, end det siger om bogen. For god er den, og langt bedre end en masse anden litteratur som ikke lige er skrevet af Pia Juul.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også