Fat power – Gina Wynbrandt ER DER IKKE NOGEN DER GIDER BOLLE MIG, PLEASE
Feministen Gina Wynbrandt tegner sig ind i hede debatter om sex, kønsroller og om kvindekroppen. Hendes univers er lidt til en side, lidt for meget og 100 % hendes eget.
Citat
Jeg ved ikke, hvordan man opfører sig normalt. Det er ikke et tegn på, at jeg er fantastisk og unik. Jeg fatter bare bjælde. Bortset fra min psykisk ustabile kæreste i high school har jeg ikke kunnet narre nogen til at være interesseret i mig.
Titlen, som jeg nyder at skrive i versaler, ER DER IKKE NOGEN DER GIDER BOLLE MIG, PLEASE, er navnet på en samling tegnede historier, der i første omgang blev udgivet hver for sig. Samlet indeholder historierne baggårdskatte, beliebere, satansex og teenagetanker. De kredser alle om det samme: Om den unge pige Gina, der er usikker på sin krop, på sin måde at tilnærme sig det modsatte køn på, sine venner og på tilværelsen i al sin overvældende enkelthed. De følelser, Wynbrandt beskriver i sine tegneserier, rammer lige ned, hvor min utilpassede teenager stadig rumsterer.
Ginas tilværelse er nemlig ikke så lyserød, som coveret giver udtryk for. Tegnestilen er uskøn og barnlig og tyk af selvironi, og det understreger den naive tilgang, Gina har til livet. Det er let og humoristisk læsning, men under den underholdende overflade befinder Ginas selvmordstanker og selvhad sig.
‘En ensom pige’ og ‘store fede tøs’ er bare nogle af de tilnavne, Gina giver sig selv. For at fortrænge de tanker drømmer Gina om Justin Bieber, og når drengene til virkelighedens fest ikke ænser hende, går hun i stedet hjem og digter om ham. Og just som Gina skal til at skære sin egen hals over, kommer Kim Kardashian som en skytsengel og stopper hende. ‘Nå, det er lige meget, hvor meget magi der er proppet i din røv, Frk. Kardashian…/ Jeg bliver aldrig hot nok til tidens lækreste og yngste kendisser:/ SÅ HVAD ER POINTEN MED AT LEVE?????’ er Ginas umiddelbare reaktion på besøget. Men Kardashian stadser hende op og tager hende med til Teen Awards. Festen går galt, Channing Tatum dør, og Justin Bieber forsvinder. Gina finder dog Bieber, og de lever lykkeligt til deres dages ende.
Det absurde og selvironiske bliver endnu tydeligere i de næste historier. Efter et langt liv i ufrivillig cølibat bliver Gina bagpulet – af Satan, i helvede. ‘Hurra!!’ siger Gina imens det står på. Og så kommer historien med baggårdskattene pludselig. Hun beder dem om hjælp til at gøre hende ‘sej’, men i stedet mishandler de hende, griner af hende, voldtager hende og smider hende væk som et brugt kondom. I denne historie ender Gina som ‘skandaløs umoden mor’ til en krydsning mellem en kat og et menneske. Det med Satan, det er meget sjovt, men jeg læser helt målløst med, når Gina går til baggårdskattene og beder dem om hjælp. Det er helt underligt, men nuvel, det passer til Wynbrandts uforudsigelighed.
Justin Bieber og Kim Kardashian er nogle af de helt eksplicitte popkulturelle referencer, som ER DER IKKE NOGEN DER GIDER BOLLE MIG, PLEASE er fuld af. Implicit er der mange flere. Wynbrandts selvironi minder om Lena Dunhams, de absurde fortællinger minder mig om en Miranda July-novelle, og dét at de få voksne, der optræder, ikke har et ansigt, er som at se et afsnit af SKAM.
Wynbrandt skriver om kvindens begær som ganske naturlig, og det er et stærkt feministisk budskab. Ellers bliver det politiske ikke formuleret direkte: At Gina skulle føle sig undertrykt, at hun skulle have har færre muligheder, eller at samfundet er imod hende. Hendes projekt er på den vis ikke stærkt politisk. Projektet er mere narcissistisk, men det ændrer ikke på, at hun får belyst et tabubelagt emne. Wynbrandts ønske om at bekæmpe kropshad er nemlig fint i tråd med for eksempel aktivistgruppen Fed Fronts manifest. Det er et tabubelagt emne at være stor og opleve sig selv som et visuelt og underholdende objekt, som bliver kigget på, men som ingen vil røre for meget ved. Jo flere udgivelser som Wynbrandts, desto mere bliver emnet belyst. Og det er godt i sig selv.
