Feberdrømme på linje – Kamilla Hega Holst RUD


Kamilla Hega Holst har endnu engang begået en roman, der gør ondt at læse. Ondt, på den gode måde – et stilistisk mesterværk af ar og vold og illusioner. 

Jeg trækker ned i pikken. Den stritter ud fra kroppen. Det er ikke en rigtig krop; et egentligt menneske, der er afbildet, men det er noget, der ligner. Det er blodårer eller tarme, det er blåt og en rygsøjle, en elektronisk klo, et elektronisk øje og en stiv, sort pik som et vedhæng. Pikken klæber kun fast til kroppen ved pungen. Jeg tjekker, om der står noget bag på den.

Den mørke farve gør det svært at se.

Kamilla Hega Holst har gjort det igen. Hun fik først kløerne i mig med hendes roman PÅ TRÆK, selvom jeg normalt ikke indlader mig på så socialrealistisk læsning. Vold, abort, utroskab på den ucharmerende måde. Stilen fortsætter i RUD, hvor den minimalistiske form er blevet finpudset, og det samlede foruroligende indtryk klæber sig endnu bedre fast til læseren.

RUD handler om Kaisa, hvis teenagesøn forsvinder fra et sommerhusområde. Men RUD handler om meget mere. Mellem linjerne og i mellemrummet mellem hvert ord i RUD fortælles andre historier. Historien om Kaisa, der finder sin eks-mand Simon. Simon, der er læge og har et psykopatisk Guds-kompleks. Simon, der bestemmer alt. Kaisa, der er underlagt ham, halvt i en form for Stockholm-syndrom, halvt i et kærlighedsforhold til volden.

Børnene Mira og Malte bor hos Simon nu. Kaisa er ikke ansvarlig – eller er hun? Som læser bliver det klart, at Simon sandsynligvis står bag alle Kaisas lidelser, hver en skramme og hver en indlæggelse. Men nu er Mira og Malte på besøg hos Kaisa i sommerhuset, efter at Simon har fundet en ny kone. Kaisa kan nu endelig vise, at hun er en god mor. Men en dag forsvinder Malte. Han efterlader sig æsker med afklippede fingernegle og totter af hår, samt stykker af tekst, som Kaisa er overbevist om udgør en gåde, der peger hen imod, hvor han befinder sig.

Simon kommer, og sammen prøver de at løse gåden om Maltes forsvinden. Følge kort og løse gåder i sommerhuslandskabet for at finde ham, det er en leg, en leg som Simon selv har leget med dem begge tidligere. Og en leg, der oftest havde seriøse konsekvenser, hvis Kaisa misforstod en ledetråd eller overså et hint. Men denne gang er legen på Maltes præmisser, en forstyrret og stille teenager, der har set sin mor lide under farens overgreb hele sit liv og som selv har mærket Simons psykopati på egen krop. Men Maltes handlinger, hans opgør med faren, gør det kun tydeligt, hvor meget han selv minder om ham.

RUD er et minimalistisk mesterværk. Holst skriver i en form for kortprosa, som vil tiltale læsere, der ellers ikke er hyppige læsere af genren (som undertegnede). Hvert et ord er valgt med omhu, og det kan mærkes. Udover de korte tekststykker er der indsat billeder af de kort, Malte bruger, og nogle af de mærkelige collager, han har efterladt sig. Disse hjælper læseren til at forstå og blive endnu dybere opslugt i det surrealistiske univers, som Holst spinder omkring én. Det hele føles som en feberdrøm, men billederne holder læseren fast i siderne.

Hele historien i RUD er en langsom opdagelse, en leg med fortiden, nutiden og fremtiden for karaktererne. Sandt og falskt bliver sekundære begreber til fordel for oplevelsen af situationerne, og som læser er man håbløst fanget i denne opdagelse. Når man læser Holst, føles det som når man piller i et sår eller klør på et myggestik – det gør ondt, på den gode måde. Det er pirrende og saftigt og råddent og kradsende. Og man kan ikke holde op.

I det hele taget føles RUD som noget brækket. Noget, der er i stykker med vilje. Det er et smukt indblik i det grimme og uperfekte. Det er beyond socialrealisme, det er realistisk surrealisme, hvis noget sådant kan findes. Og det er begået så gennemført fra Holsts side, at historien og måden man læser den på går op i en højere enhed.

Den dragende og forbudte følelse, man får, når man læser RUD, minder mig om Marquis de Sades værk om Justine. Måske med en del færre voldtægter per kapitel, men alligevel. RUD er en leg med det værste i menneskets natur, og selvom det ikke er en oplagt bog til hængekøjen, så er den et must-read. Måske til en lænestol i stikkende uld med en lidt for tør vin til.

Skrevet af Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *