Fem hundrede nætters søvnløshed – TUSIND OG ÉN NAT, BIND 3
Tredje bind af årtiets danske bogbegivenhed er en eklektisk samling af små lystige perversiteter, langstrakte poetry slams og kedelige moralske lignelser.
Citat
[D]u med din fede krop, du æder som en elefant, og intet kan mætte dig, hverken en kæmpeportion eller en lille og elegant. Når du er sammen med en elsker, har han ingen glæde af dig, for til glædesstedet kan han ikke finde vej; din vom er så lasket at den hindrer ham i at ligge hos dig, du fede, og dine lår er så flæskede at de skubber ham bort fra din skede.
Han må efterhånden være godt træt, ham kong Shahriyār. Nu har han i over 500 nætter i træk ladet sig forføre af Sharazāds fortællekunst, og om dagen er der jo riget, som skal styres, undersåtter, der skal regeres, samt dinarer og æresdragter, som skal uddeles. Så det er ikke meget, han får sovet. Han hænger dog stadig på, og det gør vi andre også.
Historierne i tredje bind er generelt kortere, end det hidtil har været tilfældet. Mange af dem sniger sig ikke en gang over en enkelt side og fortæller pixi-agtige røverhistorier om banditter, beduiner og landevejsrøvere eller fromme og retskafne mænd, som belønnes for deres tro. Mange af dem minder om de lignelser, vi kender fra Bibelen, og de kredser ofte om moralske spørgsmål. Svaret på disse spørgsmål er som regel, at man skal knuselske Gud og ære Muhammad, og derfor bliver de også en anelse anstrengende i længden.
Man skal være mere end almindeligt from for ikke at hugge hovedet af Shahrazād efter fortælling nummer 30 om en mand, som ærer Gud og derfor får æsler og juveler i tilgift. Der er ikke særligt stor variation i disse lignelser, og det korte format gør, at fortællingen ikke får tid til at folde sig ud. Derfor står kun moralen tilbage, og den er sandt for dyden ikke specielt forførende.
Når kongen alligevel lader hende leve, må det være fordi han ved, at hun kan gøre det langt bedre, og det får hun heldigvis også lov til. Den tørre gudsfrygtighed opvejes til fulde af en mere lystig fortællekunst i tredje binds længere historier. Især i ’Historien om manden fra Yemen og de seks slaverinder’ får Ellen Wulff lov til at lege med det danske sprogs elasticitet, da en yemenit får sine seks slavinder til at dyste mod hinanden på ord. Han ejer en slank, en fed, en sort, en hvid, en brun og en gul slavinde, og de skal hver især ophøje sig selv over for deres modsætning og derefter nedgøre den anden. Det er råt og vulgært godt, og som altid opstår de bedste perler, når man skal svine sin modstander. Hør blot, hvad den fede siger til den magre:
– Hos slagteren ser man aldrig nogen forlange andet end fedt kød, og vismændene siger: ’Nydelse finder man i tre ting: at spise kød, at ride på kød og at indføre kød i kød.’ Dit lange rær, dine ben er som benene på krager og hvert ben så tyndt som en ildrager; du er flad som et korsformet bræt og et sølle stykke kød til en herreret.
Man får her et indtryk af den særlige rimprosa, som er oversættelsens helt store gevinst. Ofte får poesien en anelse festsangssyntaks, fordi Wulff skal have både metrik og enderim til at passe, men i rimprosaen får hun lov til at boltre sig (se også den slanke slavindes modsvar i tekstboksen til højre). Denne form for rim giver en helt særlig rytme i teksten, som Wulff har fået til at fungere fremragende i den danske udgave.
TUSIND OG ÉN NAT er bedst, når historierne er lystige, perverse eller fyldt med flyvende tæpper, djinner, slangedronninger og mægtige sultaner. Det er de så heldigvis også langt det meste af tiden.
——————————
I ønsket om ikke at affærdige værket blot med en enkelt anmeldelses lovprisning, vil LitteraturNu løbende anmelde alle seks bind (alle 4560 sider!), så vi sikrer at en grundig og seriøs udgivelse også mødes af en tilstræbt grundig og seriøs kritik. Dette er tredje anmeldelse i en serie på seks.
Selv Troels kan køre træt. Rart at han er så nuanceret og ikke bare trykker på automatpiloten og mener at alt er lige godt.