Af | 8. december 2007

Feminint nænsom – Adda Djørup HVIS MAN BEGYNDTE AT SPØRGE SIG SELV

Adda Djørup gør det fortrinligt, nu som novellist.

Citat

Først når man erfarer noget som man ikke mener at have gode grunde til at tro eksisterer, og derfor ved almindelige standarder umuligt kan acceptere som viden, men ikke desto mindre erfarer det med al den pålidelighed som erfaring nu engang tilskrives, sander man, at der findes visse ting man simpelthen må erfare for at kunne erkende at de er, netop: utrolige!

Adda Djørups debutbog ”Monsieurs monologer” fra 2005 var en digtbog sammensat af snaksagligt fortællende digte i en fortløbende sammenhæng. Som en klar omvending af den formel er forfatterens nye bog en prosabog med lyrisk stemte noveller og prosastykker. Djørup rækker altså endnu engang ind i genrekonventionernes grænseland, nu blot fra den anden bred så at sige.

Skiftet fra lyrik til prosa giver meget mere tekst og meget mindre hvid udenomsplads på bogsiden, hvilket har den glædelige konsekvens: Meget mere Djørup. I novellernes vold suges læseren ind i sætninger, der til tider er messende og retningsløse, men altid prægnante og vedholdende. Gennem sin helt særegne diktion formår Djørup at fastholde en stemningsmættet sansenærhed, der måske kun kan realiseres i et så kvalificeret skriftsprog som hendes?

I novellesamlingens omtrentlige første halvdel tematiserer Djørup en vifte af de helt store eksistentialer: Død, tro, utro, demens, livsløgn; spøgelser og kærlighedens opgylpede fugleunger. Forfatteren behøver imidlertid slet ikke disse adressater, og dén kendsgerning kommer for en dag i den omtrentlige sidste (og for mig at se bedste) halvdel, som sigende nok rummer novellen ”En inderligt ligegyldig historie”. Lige nøjagtig inderligt folder Djørup sig her ud uden at støtte sig nagelfast til et dramatikforvaltende emne. Med stort mod lader Djørup en positivt ladet ligegyldighed per se styre, og dermed står hendes feminint nænsomme sprogføring tydeligt frem. Nok desorienteres man og tvinges til at genlæse, men er man villig til at investere tiden, så får man sprogkunst fra allerøverste skuffe, boblende og sødmefyldt.

Med novellisten Adda Djørup har dansk samtidslitteratur fået en ny stjerne lokaliseret lidt til venstre for solen Charlotte Weitze. De to kvindelige kvinder er begge eksponenter for den sirligt spundne undren, der er helt uomgængelig for litteraturen nu og her.

Anmeldelsen er bragt i BogMagasinet nr. 5 (november/december 2007).

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også