Feminisme er intet køn! – Naja Marie Aidt, Line Knutzon & Mette Moestrup FRIT FLET
I en indpakning, der ligner et glitrende modemagasin, diskuterer de tre forfatterinder køn, frihed og feminisme. Det er godt! Og det er noget, også mændene bør være med til.
Citat
Vi kom alle tre til verden ved komplekse fødsler
Vi er alle tre vores forældres førstefødte
Vi har alle tre søstre
Vi har alle tre været i elevråd
Vi har alle tre født børn, da vi var i 20’erne
Vi har alle tre sønner
Vi har alle tre en eller flere skilsmisser bag os
Vi har alle tre delebørn
Vi har alle tre boet alene i lange perioder/bor alene
Vi har alle tre haft problemer med klæbeånd
Vi er alle tre over 40
Vi skriver
FRIT FLET er en metabog. Den er en metabog om feminisme og frihed, hvilket var udgangspunktet for samarbejdet, som de tre forfatterinder skriver i forordet til det flot sammenflettede bogværk. Men det er også en metabog om det at skrive i almindelighed og om at skrive nærværende værk i særdeleshed.
Og det er en bog om at være nogens forældre og nogens barn. Og om at være blevet født, modnes og siden skulle ældes og dø. Og om at drikke vin. Og ryge cigaretter. Og om at være forkølet og måske forelsket eller forladt. Og om at være hvid i Vesten og politisk (u)korrekt. Og om at flette hår, i bogstavelig forstand.
Det er en nysgerrig kærlighedserklæring til livet og verden. Også når det er grotesk, feberhedt og giver sår på knæene. Og det bedste er, at Aidt, Knutzon og Moestrup har formået at give et bidrag til ’debatten om køn og feminisme i Danmark’, som ikke er ’forstenet og kedsommelig’, som de i forordet erklærer var formålet med bogen.
Såvel det svage som det stærke køn er ikke eksisterende, i stedet beskæftiger de sig med verden, som den subjektivt opleves af dem selv og dem, de har inviteret til at deltage i værket. Uanset om det er den unge søn, ensomme ældre mor, en forsker eller forfatterkollega. De prøver ikke at give et bud på, hvad køn og feminisme er eller burde være. De lader de mange betragtninger tale for sig selv og lader det frit være op til læseren at flette en helhed sammen.
Også i sin fysiske form er bogen et metaværk. På en baggrund af vildt flettet hår træder titlen frem med blåskinnende bogstaver. Bogen skriger på at blive placeret på sofabordet. Formatet et forvokset dameblad eller modemagasin, og det vedbliver det at være, når man bladrer i det. De første ti sider er billeder af perfekt anrettet overskårne citroner, smukke ansigtsforvredne teenagespiger og idylliske strandhuse samt overskrifter, der røber bogens indhold. Denne æstetik placerer værket i stakken af kvindemagasiner, samtidig med at det diskuterer spørgsmålet om, hvorvidt der findes ’kvindelitteratur’.
Bogens indhold strækker sig fra interviews med børn og forældre til dagbogsnotater fra barndommen og skriveprocessen. Og interviews med elleve nordiske forfatterkollegaer – fra Sara Stridsberg og Vita Andersen til Olga Ravn og Lars Frost – der alle bliver stillet de samme elleve spørgsmål – hvad alt fra kærlighed og køn til vold og penge betyder for deres skrift. Og 20 spørgsmål til en kønsforsker, antropolog og racismeforsker. Blandet med digte, dramatik, essays og private fotos. Og logbøger fra når de tre forfatterinder er samlet i New York eller Skagen, og over rødvin, cigaretter, kaffe og tapas taler om deres yndlingsdigtere, eller planlægger hvordan værket skal samles.
Det utrolige ved FRIT FLET er, at det på samme tid er vanvittigt personligt og en fuldkommen elementær optegnelse af livets gang, tanker og snakke. Måske blandt andet fordi de tre forfatterinder med 100 procent entusiasme er gået ind på at skrive et fællesværk. Via google-dokumenter har de i fællesskab skrevet og rettet i hinandens tekststykker, indtil deres vante identiteter er opløst til bogstaverne A, B og C. Uden at man rigtig ved, hvem der er hvem. Og måske er spørgsmålet, om de selv ved det. Det overraskende er, at det fungerer.
Bogen er dog ikke lutter knitrende lykke. For nogle steder bliver det lidt for ligemeget med brudstykker, der er så underlige, at de mister deres betydning. Det sker særligt i de mere lyriske passager. Men på den anden side er der andre af deres digte, der formår at binde værket sammen.
Desuden kan det være en anke, at værket måske ikke henvender sig til den mandlige læser. Og det er en skam. For mon ikke de fleste mænd gerne ville vide, hvad kvinder tænker og taler om, når de er samlet om vin, gin og hemmelige cigaretter? Det ville jeg i hvert fald gerne, hvis jeg var en mand.
Og jeg mener, at FRIT FLET i sit universelle nærvær er for alle dem, der er født af en mor og en dag skal dø.
