At filosofere er at lære at dø – Simon Critchley DE DØDE FILOSOFFERS BOG
Filosof skriver filosofisk bog om filosoffer og filosoferer over filosofien som en vej til at acceptere døden. Desværre præsenteres filosofien overfladisk, og bogen får derfor mere karakter af et opslagsværk end af egentligt meningsgivende tankestof.
Citat
[A]t filosofere [er] at tillære sig den vane altid at have døden på læberne. På denne måde kan vi begynde at konfrontere den angst for tilintetgørelse, der trælbinder os og fører til enten flugt eller undvigelse. Ved at tale om døden og endda le ad sin skrøbelighed og dødelighed accepterer man at være en begrænset skabning, og accepten af denne begrænsning er netop forudsætningen for menneskelig frihed.
DE DØDE FILOSOFFERS BOG er den engelske filosof Simon Critchleys forsøg på at vise, hvordan filosofi – og selve handlingen at filosofere – kan hjælpe mennesket med at overkomme sin dødsangst og opnå mere lykke. Fra første side bliver vi introduceret til Montaignes sætning ‘at filosofere er at lære at dø’ – et centralt citat, der vendes tilbage til gennem hele bogen.
I introduktionen fortæller Critchley, at han vil forsøge at vise læseren dette ved at introducere en række filosoffers liv og død. Der er især fokus på døden, og mange af filosofferne har fået en plads i bogen på baggrund af hvor ’spændende’ en død, de havde.
Der er gjort plads til 190 filosoffer med hver deres afsnit, som varierer fra en enkelt sætning til et par sider. Mange af dem kunne dog godt have været udeladt. En stor del af filosofferne får vi ikke rigtig noget kendskab til, f.eks. Demetrios, om hvem der blot står: ‘Demetrios blev bidt af en ægyptisk kobra og døde’. Det er måske sjov fakta, hvis man er interesseret i oldgræsk filosofi, eller har en idé om, hvem Demetrios var, men man kan undre sig over, hvordan information som denne skal lære én at tackle sin dødsangst. Om andre filosoffer står der bare en kort, biografisk introduktion, men egentlig ikke noget om, hvad personens filosofi indebar. Som læser føler man sig en kende ekskluderet – hvad er pointen?
Udover at bogens udvalg af filosoffer kan være svært at forstå, skriver Critchley pædagogisk, og det kræver kun et meget overordnet forhåndskendskab til filosofien at kunne følge med. Termer, begreber og perioder får en kort introduktion og giver plads til at, at en læser, der er ubekendt med filosofien, forstår hvad det handler om, samtidig med, at en filosofiinteresseret ikke når at kede sig.
Rækkefølgen af filosoffer er ordnet kronologisk, hvilket gør det nemmere for læseren at holde overblik over, hvilken periode de forskellige filosoffer tilhørte. På denne måde erfarer vi også, at filosofien omkring døden ikke udvikler sig lineært, men cirkulært. De oldgræske tanker om døden florerer altså den dag i dag, og specifikke tanker om døden synes ikke så meget at relatere sig til bestemte perioder, men nærmere til personlighed og sind. Med andre ord virker vi ikke at være kommet videre i vores tanker omkring døden siden oldtiden.
På trods af Critchleys pointe om at se døden i øjnene for at opnå frihed (se citatet), kan jeg dog ikke lade være at studse over, hvor mange af filosofferne i bogen, der angiveligt alligevel døde med frygt i øjnene. Eller hvorfor døds-filosofien kører i ring og ikke lader til at have ændret sig synderligt igennem 2000 år, hvis det netop er filosofien, der skal hjælpe os med at acceptere vores dødelighed.
På trods af en overbevisende, indbydende, let og til tider sjov tone, synes jeg ikke, at gennemgangen af nogle filosoffers liv og død er et overbevisende argument for Critchleys idé og filosofi. De mange personlige bemærkninger kan også gøre det svært at skelne imellem, hvornår der er tale om fakta og om Critchleys egen holdning. Læseren bliver altså lidt suspekt. Hvad er meningen? Hvad er rigtigt og forkert? Hvad er seriøst, og hvad er en joke? Joh, Critchley fik måske vækket en lille filosof i mig, men skulle jeg dø i morgen, ville bogen så have været en trøst? Næppe.
