Af | 4. december 2009

Filosofisk søvnbesvær – Denis Diderot D’ALEMBERTS DRØM

Litteratur og filosofi smelter sammen i oplysningsfilosofisk klassiker, der nu foreligger på dansk.

Citat

BORDEU: (…) En skabnings oprindelige væsen degenererer eller perfektioneres i kraft af hyppig og vanebestemt funktionsudøvelse. Vi spadserer så lidt og arbejder så lidt, men tænker så meget, at jeg ikke vil anse det for udelukket, at mennesket til sidst ikke er andet end hoved.

MADEMOISELLE DE L’ESPINASSE: Ikke andet end et hoved! Et hoved! Det kan ikke bruges til ret meget. Jeg så hellere, at vi ved løssluppenhed og galanteri … Men hør, hvad er det dog for ideer, De fylder mit hoved med!

Forestil dig, at mennesket engang frembringer en race, der er en blanding af ged og menneske; talende, intelligente og samtidig fysisk utrættelige væsner, vi kan benytte som rapfodede tjenere. Må man da ikke frygte, at disse gede-mennesker vil overtage kloden og gøre sig til herskere over menneskene?

Ovenstående lyder nok mest som et oplæg til en noget tvivlsom science fiction-roman, men det drejer sig faktisk om en idé, der optræder i den franske oplysningsfilosof Denis Diderots snurrige filosofiske fiktion D’ALEMBERTS DRØM fra 1769. Karaktererne i værkets tre dialoger har Diderot taget fra sin bekendtskabskreds. Ligesom hovedpersonen Jean d’Alembert, der var matematiker og Diderots medredaktør på Encyklopædien, var de medvirkende dog ikke begejstrede for at optræde i dialogerne – både af filosofiske og mere intime årsager.

Første dialog er en samtale mellem d’Alembert og Diderot. Diderot udfolder en ateistisk og materialistisk verdensanskuelse over for den mere forsigtige d’Alembert, der til sidst bliver træt og går hjem for at sove med en erklæring om, at han agter både at falde i søvn og vågne op igen som en skeptiker! I søvnen sker der imidlertid noget. De tankefrø, som Diderot har plantet i den vågne d’Alemberts bevidsthed, spirer og blomstrer på frugtbar vis i den uroligt sovende matematiker; i drømmetilstanden falder d’Alemberts filosofiske parader, og han indoptager Diderots idéer, mens Diderot selv forsvinder ud af dialogerne.

D’Alemberts samleverske, Mademoiselle de L’Espinasse, bliver skræmt af alt det nonsens han rabler af sig i søvne og tilkalder derfor doktor Bordeu. Hun har – heldigvis – nedskrevet rablerierne og læser dem højt for medicineren, der forsikrer hende om, at der intet er galt med d’Alembert. Tværtimod giver Bordeu sig til at arbejde videre på den drømmendes fragmentariske filosoferen, og temaer som identitet, bevidsthed, sansning, drømme(!), tænkning, vilje og moral bliver nu drøftet i et kækt tempo, og (den fiktive) Diderots tanker bliver på den måde radikaliseret af Bordeu og den sovende d’Alembert i fællesskab.

D’ALEMBERTS DRØM præsenterer ikke en systematisk filosofi, men er en filosofisk dialog, der rummer både komik og erotiske undertoner og som vedvarende forgrener sig, fortaber sig og afbrydes af kuriøse indfald – både fra vågne og sovende. Diderot bruger den litterære form og drømmetilstanden til at bevæge sig fra samtidens naturvidenskab og empirismen og videre ud i det fantasifuldt spekulative, hvor tanken vakler imellem det burleske og det geniale. Det kommer eksempelvis helt derud, hvor han tilsyneladende foregriber evolutionsteoriens grundtanke.

D’ALEMBERTS DRØM er oversat til et smukt dansk af Claus Bratt Østergaard, der også har forsynet bogen med noter og en præsentation. Der er alt i alt tale om en lækker lille udgivelse af en filosof, der tør, hvor andre tier.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Filosofi,

Læs også