Fin og filmisk soldaterskildring – Lars Husum JEG ER EN HÆR
Lars Husum beretter om livet før, under og efter Afghanistan. Soldaten Jakobs opløsning portrætteres, og det er der kommet en barsk og vedkommende roman ud af.
Citat
Jeg er 34 år gammel, og jeg har ikke kræft. Jeg er ikke døende. Jeg anede ikke, at der kunne være så mange måder at blive begravet på. Det var hårdere, end jeg troede, det ville være. Hvem skulle bære min kiste? Jeg kunne sige far, Lone og Jesper. Jeg kender andre, men ikke så godt, at jeg har lyst til at bede dem bære min kiste. Jeg kan ikke samle folk nok til at bære en kiste. Ask er for lille. Mor skal bestemme salmerne, for hun synger i kirkekor. Jeg kender ingen salmer, men så længe de ikke synger Alberte, er jeg ligeglad.
Det lyder unægtelig banalt. En ung fyr, med mod på livet, damer og fodbold, drager i krig og vender hjem som en ny person, der grundet voldsomme oplevelser har svært ved at se sig selv og dem derhjemme i øjnene. Lars Husum slipper dog godt fra det og leverer en fængende fortælling.
Husums anden roman strækker sig over mere end 6 år og følger Jakob, som er soldat, men også Liverpoolfan. To gange udsendes Jakob sammen med barndomsvennen Jesper. De oplever tragiske dødsfald både i krig og hjemme, og deres tætte ubekymrede venskab reduceres til tomt samvær. Den kontrol, Jakob føler i krigen, forsvinder på dansk grund og overvindes af kaos. Hans selvbillede ryger, efter at uniformen er røget, og uden den er han ingenting. Han ved i hvert fald ikke hvad.
Husum forfalder ikke på noget tidspunkt til at blive sentimental og råber hverken på medlidenhed eller foragt. Jakobs følelser beskrives neutralt, og de få gange han græder, bliver det ikke til følelsesporno:
– Hendes hænder søger op mod mit ansigt. Hun rører ved mine tårer, så jeg skubber hende af mig og går ud i køkkenet. Hun følger efter mig.
Jakob krakelerer, mens Krøniken kører hver søndag, og folk omkring ham får børn. Hverdagsbanaliteter sker, og krigen i Afghanistan udvikler sig. En krig, der skildres fra dens brændpunkt, men også gennem mediernes dækning. Den til tider dokumentariske skildring af begivenheder blandet med fakta gør fortællingen skræmmende virkelig og svær ikke at leve sig ind i. Der er dog humoristiske udslag til at afvæbne en alt for tung stemning. De giver en både sjov og sørgelig effekt – som når man griner for ikke at begynde at græde:
– Særlige ønsker til min påklædning i kisten: Jeg vil gerne have min dødningehoved-T-shirt på, hvis Lone ikke har smidt den ud.
Romanens svage punkt er klichéerne. Soldaten, der tænker i lister og kun er noget i kraft af sit erhverv sat over for humanistfaren, der med tårer i øjnene står uforstående over for sønnens valg. Desuden er der lige lovlig meget snak om Liverpool – åbenbart verdens bedste fodboldhold.
Det ville være oplagt hvis Nimbus sikrede sig filmrettighederne til romanen, ligesom de gjorde med Husums debutroman MIT VENSKAB MED JESUS KRISTUS. Den sceniske fremstilling er til stede i gennem hele romanen, og det mærkes, at Lars Husum er uddannet dramaturg. Han har god sans for vendepunkter og overraskelseseffekter, og det giver konstant liv til romanen.
Til trods for de mareridt og virkelighedsforstyrrelser, soldaten Jakob gennemlever, er det befriende at læse JEG ER EN HÆR. Det er på tide med en roman, der omhandler en dansk soldats vilkår, og at Husum netop formår at skildre soldaten frem for krigen, gør JEG ER EN HÆR til en relevant og læseværdig roman.
