Final countdown – Jan Sonnergaard OM ATOMKRIGENS BETYDNING FOR VILHELM FUNKS UNGDOM
Efter tre fyrstelige novellesamlinger debuterer Jan Sonnergaard som romanforfatter med en både mislykket og velfungerende undergangsfortælling.
Citat:
Yuppien brændte alle gamle normer og begreber om anstændighed og moral ned til grunden, han brugte alt her og nu, og hvis der ikke var nok, lånte han eller svindlede eller noget helt femte. Alt var ligegyldigt, bomben kan falde i morgen, hvem ved om vi er her på tirsdag? Det var nøjagtigt den samme ideologi, punken abonnerede på når han sked på enhver form for politivedtægt eller arbejdsmarked eller uddannelsesinstitution: Der var ingen grund overhovedet til at investere i fremtiden.
Det mest karakteristiske ved Sonnergaards debutroman er, at det ikke er en roman. Ikke i gængs forstand, i hvert fald. Der er ikke noget egentligt plot og ingen reelle hovedpersoner, og jegfortælleren dør på side 56. Snarere end at fabrikere et sammenhængende narrativt forløb, ønsker Sonnergaard at tegne et generationsportræt og levere et tidsbillede af 1980’erne. Tiåret med yuppier, punkere, bz’ere, koldkrigsklima, virkelighedsflugt, sprut og stoffer.
Det mest karakteristiske ved Sonnergaards 80’er-portræt er angsten for bomben. Store A-slagsen, vel at mærke. Ifølge forfatteren levede man i en konstant stemning af nærtforestående ragnarok. Derfor herskede der en uhæmmet dyrkelse af nuet og en afvisning af enhver form for fremtidsplanlægning, og denne livsstil og -holdning var et fællestræk for de ellers så væsensforskellige yuppier og punkere. Bomben kunne lige så vel falde i dag som i morgen, så man skulle bare feste løs, mens tid var. ‘Den der gemmer til natten, gemmer til katten, og efter os kommer syndfloden. Why bother?’, som fortælleren udtrykker det. Pointen cementeres ved, at kapitlerne forløber baglæns fra 20 til 1 som en nervepirrende nedtælling mod den totale udslettelse.
Om denne lidt grovkornede gengivelse af tidsånden er sand eller ej, er for så vidt ligegyldigt. Det er en spændende tese, uanset at den ikke er ny, og den sætter 80’ernes glittede tøjstil og lalleglade popmusik i et tankevækkende perspektiv. Som kultursociologisk studie er det derfor en interessant bog, men som roman er den temmelig mislykket. Man er ligeglad med personernes skæbne, fordi de er skildret endimensionelt. Heri ligger måske en pointe fra forfatterens side: At man ikke kan lære personerne at kende, fordi de lever uden hverken fortid eller fremtid. Som det hedder et sted: ‘Lige så vigtigt som det var ikke at være en nar, der for alvor tænkte langsigtet om sit liv, lige så vigtigt var det at fornægte at man på nogen måde havde en fortid.’ Måske af samme grund får hverken personerne eller handlingen lov til at udvikle sig nævneværdigt. Alt står i stampe og kører i tomgang. Pointe eller ej – resultatet er en ligegyldig fortælling med ligegyldige aktører og derved en ligegyldig læseoplevelse.
På den mere positive side skal nævnes, at Sonnergaard har forsøgt at eksperimentere med fortællerrollen. Som nævnt har vi at gøre med en jegfortæller (som i øvrigt deler navn med forfatteren), der dør tidligt i romanen, men ufortrødent taler videre fra det hinsides og endda beskriver, hvordan klassekammeraterne ‘lægger en enkelt rose ved min grav’. Det er også en fortæller, der adræt springer mellem de forskellige personers tanker og fra et højere perspektiv giver psykologiserende forklaringer på deres adfærd og fra et endnu højere perspektiv sætter det hele ind i en kultursociologisk sammenhæng. Hold da op. Al magt til Jan. En mere alvidende og almægtig jegfortæller er vist sjældent set i litteraturhistorien. Jovist er det endnu en fremmedgørende konstruktion, der forhindrer læseren i at leve sig ind i fortællingen, og jovist er resultatet et stilistisk miskmask, men det er også en original og humoristisk leg med fortællerpositionen, der matcher emnet perfekt.
Sonnergaards debutroman kan altså anbefales, hvis man ønsker et tankevækkende gensyn med 80’erne, og hvis man tænder på litterære superkonstruktioner, men overordnet har ønsket om at skrive en generationsroman på makroplan spændt ben for bogens fortælling på mikroplan. Må novellegenrens übermester få bedre held med romangenren næste gang.
