Finurlige hovedspring – Trine Andersen DET VED VI IKKE ENDNU
Trine Andersens noveller er fulde af personer, der står på ti-metervippen og tøver med at springe. Karaktererne vækker undren, sympati og trang til at vide mere.
Citat
Pointen er, at vi kun ses denne ene gang om året. Pointen er, at vi ikke kender hinandens partnere, medmindre de har været medbragt her, at vi ingenting ved om hinandens børn, for børn har fra begyndelsen været bandlyst i huset, og der var da også nogle år, mens de var små, hvor det ikke lykkedes os at mødes, pointen er, at det kan ske, at vi løber ind i hinanden til receptioner eller fester eller koncerter hen over året, men vi græder ikke ved hinandens skuldre, og vi er lykkeligt uvidende om, hvilke sofarædsler og samtalekøkkener vi hver især har valgt at indrette os med.
Fra JUBILÆUM
I Trine Andersens novellesamling DET VED VI IKKE ENDNU er der mennesker, som forsøger at lade være med at kæmpe imod og i stedet overgive sig til deres lyster – hvis de altså tør. Deres tøven efter at turde er ikke irriterende, men derimod menneskelig og fængende.
De otte noveller har hver deres fortæller, men kredser om de samme spørgsmål. I Afrika, Tyrkiet, Sverige og Danmark oplever fortællerne angst for ikke at slå til og møder grænser, der skal brydes. Aldersspredningen er stor blandt karaktererne: i TØJTE kæmper en ung kvinde med sin usikkerhed og seksualitet, mens den pensionerede mand, der netop er blevet forladt af sin kone i TORVELIV, forsøger at finde mening med tilværelsen.
Hvad end det er ungdoms-usikkerhed eller den ældres nostalgi, søger personerne afklaring. Hvor er de på vej hen, og tør de træde ud af de vante vaner? I ØNSKEBARN køber et par en barnevogn til deres alt andet end ønskebarn, mens kvinden forsøger at forlige sig med den kvælende villa, volvo og vovse-angst, hun føler. I EN EFTERMIDDAG overskrides en mands grænser, og kvalmen indtræffer, da han konfronteres med sin afrikanske tjenestekvindes ydmyge og usle liv. En kvalme der først aftager, da han køber en ny mac-computer. I TØJTE inviteres fortælleren til leg under dynen af et frigjort par, og hun må sande, at det er tid til at være med i livet og ikke bare se på.
I flere af novellerne leger Andersen gemmeleg med fortællerens køn. Sløringen af kønnet understreger de almengyldige overvejelser – uafhængigt af køn og alder. Trods fare for at blive klichéfyldt, behandles de store spørgsmål fint med karakterernes refleksioner og handlinger. Andersen kommer ikke med en løftet pegefinger, men lader sine fortællere gøre egne opdagelser.
Novellesamlingens højdepunkt er JUBILÆUM, hvor en vennegruppe årligt dyrker deres fællesskab i de svenske skove. Fortælleren Astrid introducerer sin nye kæreste for gruppen, der har 20 års jubilæum, og som endnu engang skal hygge, feste og dyrke sex. Det frirum, weekenden plejer at være, brydes imidlertid, da et medlem af gruppen afslører sin kræftsygdom.
Andersen skriver legende i et let og tilgængeligt sprog, men sprogrefleksionen tager overhånd i KAHVE I ISTANBUL. Novellen er én lang tankestrøm, hvor en kvinde reflekterer over egne tanker og antagelser – det bliver trægt og detaljen udpensles. Andersen hiver sig her op på et metaniveau, og det bør hun lade være med. De resterende syv noveller er jordnære og fungerer meget bedre sådan.
Et hovedtema i novellesamlingen pointeres af fortælleren i KAHVE I ISTANBUL:
– At være turist rimer på at være statist.
Rejsende eller ej, er mange af karaktererne statister i eget liv, og de betragter i stedet for at handle. Deres betragtninger vækker interesse og nysgerrighed, og trods oftest manglende handling er jeg fanget.
