Fis med avantgarden – Thomas Hvid Kromann SAKSEHÅND
Thomas Hvid Kromann og hans nye roman SAKSEHÅND hylder og håner i én og samme bevægelse den VIRKELIGT smalle litteraturs pionerer.
Citat
Men lad os nu ikke glemme, brølede præsidenten pludselig, den, for hvem skriften i al sin udvendige papmache-æstetik kaldte, ja regulært skreg efter, en filmatisering, hvilket ikke kunne undre, eftersom der her jo ikke var tale om litteratur, men om filmmanuskriptromaner fyldt med adstadigt dårekistepræk og aktuelt verdenspolitisk fyld sammensat af afdankede journalister på afveje: romansimili!, strandvaskere!, luftmadrasser!, der lod sig læse gesvindt grundet deres magnaprint og deres letfordøjelige folkeskoleprosa.
Sammen med digteren Rasmus Nikolajsen har Thomas Hvid Kromann med sin nye bog SAKSEHÅND forladt det eftertrykkeligt grundstødte forlag Borgen og noget overraskende reddet sig i land på det kommercielt strømlinede forlag People’s Press. Det er der en selvstændig, intrikat pointe i, idet titlen og omdrejningspunktet for SAKSEHÅND er en let omskrivning af kunstner, forfatter og entreprenør Henrik Haves mikroforlag After Hand, som Kromanns roman giver et spiddende satirisk men også kælent masserende portræt af. At bogen om forlaget Saksehånd, der sætter en revolutionær ære i ikke at sælge bøger og i ikke at tjene penge, udkommer på forlaget People’s Press, der sætter en kapitalistisk ære i netop at sælge bøger og netop tjene penge, er på en gang paradoksalt, ironisk, helt tilfældigt og fikst.
I 11 kapitler, hver med sin setting i og omkring de rodede forlagslokaler i Nansensgade, møder vi en ung litteraturstuderende, der får et ulønnet stik-i-rend-dreng-job hos Saksehånd. Gennem volontørens (sådan kaldes han) lige dele naivt benovede og spidst gennemskuende briller, oplever læseren således den litterære undergrund i København.
Det overrumplende trick, Kromann lykkes rigtig fint og frapperende med, er ved navns nævnelse at gennemgå den indspiste og kugleskøre inderkreds i dansk finlitteratur, plus/minus det pure opspind og den faktuelle virkelighed: På den måde køber Gyldendaldirektør Johannes Riis for 300 kr. tidsskrifter, hvilket gør at omsætningen og bogcirkulationen på den alternative bogmesse eksploderer, ligesom Jeppe Brixvold, ’var kommet vandrende fra Fanø på bare tæer og havde måttet krydse Storebæltsbroen om natten iklædt sort tøj, mens han holdt humøret oppe ved skiftevis at citere brudstykker af Henri Bergsons filosofiske skrifter’, og den mildt uvelkomne århusianer Stefan Kjerkegaard taler om ’striben af Niels Franker, som den virkelige Niels Frank lod performe i sin bog, eller hvad man nu skulle kalde det, uden at de nødvendigvis hed Niels Frank, but let’s be frank…’.
Kromann holder grænsen mellem fakta og fantasi pivåben for derved at give satiren frit løb. Man skal blot tænke på den angiveligt virkelige episode for nyligt, hvor digteren Janus Kodal hældte en kande vand i hovedet på kritikeren Lars Bukdahl foran en fyldt sal, for at forvisse sig om, at Kromanns karikatur er glasklar realisme. Effektivt og appellerende indfanger SAKSEHÅND den udtrykte forfængelighed og de opstablede luftkasteller i det litterære miljø. Det gælder ikke mindst Præsidenten (Henrik Have) for slet ikke at tale om Das Beckwerk, ’denne multinationale virksomhed med hovedsæde i en toværelses lejlighed på Østerbro’.
Men Kromann har tydeligvis selv en rem af huden, for lige under satirens overflade gemmer sig en lysende hyldest til kredsen af mere eller meget mere excentriske personligheder, der nægter at indordne sig under borgerlighedens snærende kapitallogik og skaber underlige, uformelige, utraditionelle, umulige, usmagelige undervandsudgivelser for deres blå øjnes skyld.
SAKSEHÅND er en god bog, fordi den på sin egen uprætentiøse men originale måde beviser, at bøger, der handler om bøger, ikke behøver at være tørre og kedelige. Og ikke mindst er den serveret i en gejlet hypersyntaks med et voluminøst ordforråd – begge dele vil man kunne genkende fra Kromanns forrige bog HR TOKSVIG.
