Fisk i livets flod – Henning Mortensen BILLEDER FRA DEN FLYDENDE VERDEN
Jo flere gange man læser Mortensens digte, jo bedre bliver de. Hverken fordi de er specielt dybsindige eller sværttilgængelige – for det er de ikke, men fordi deres kvalitet ligger i en let, ukunstlet sprogtone, som forplanter sig efterhånden.
Henning Mortensen har siden digterdebuten i 1966 forsøgt sig med mangt og meget, både digte, noveller, romaner, hørespil, forlagsvirksomhed – groft sagt alt, som har at gøre med det skrevne ord. Og hans seneste digtsamling, Billeder fra den flydende verden, er langt hen ad vejen en række situationer hentet fra et liv som skriverkarl. Pudsigt nok begynder det med den unge læseres kategoriske afvisning af poesien:
– Jeg gik ind for prosa og hadede digte, La Bateau Ivre og/ min bare røv, (…)
Siden møder vi dog gamlingen, hvis højeste ønske er at forstå den til bunds:
– Jeg vil være lige så tynd/ som det radmagre insekt,/ der farer ind gennem et punktum/ og undersøger den verden,/ sproget elsker med i det skjulte.
Henning Mortensen skriver om livets store og (mest) små tildragelser eftertænksomt omsat i lette prosadigte. Digtene udspringer som oftest af en konkret situation med en lige så konkret historie. Se blot denne lille perle:
– I nat betragter jeg en ny komet femten millioner/ kilometer oppe over mit hoved og lidt til højre./ Mellem Halley og denne blev jeg bedstefar fire gange,/ så jeg forventer mig ikke mere lige nu.
Eller endnu mere lige ud ad landevejen som i digtet ‘Nå, fugl’:
– Nå, fugl,/ godt du kom./ Kan se på dig,/ at du har gået langt/ gennem alle de rør/ og i små sandaler./ Hop ud i solen/ til mig./ Jeg sidder lige her, Café du Vieux Théâtre,/ fortovet.
Digtenes styrke ligger deres ligefremme og ukunstlede sprogtone, som på ingen måde kan forveksles med det banale, men udgør en knivskarp sproglig form, hvori den flydende verden fastholdes i små glimt af indsigt. At digtene samtidig er vennesæle og mildt causerende, gør dem bestemt ikke dårligere. Tværtimod kan man ligefrem komme til at le, navnlig af bizarre digte som f.eks. ‘Kaskelotterne på Rømø’ eller ‘Hvad naturen gav’, hvor Bruno fra Valby er i færd med at skære bøffer af en strandet hval.
Desværre falder snakken lidt for ofte på kunsten, digtningen og digterne. Desværre fordi disse digte i særklasse udgør samlingens dårligste. Ofte skal Mortensen lige skal sende en hilsen til den og den digterkollega, hvilket fører til umådelig meget indforstået og overflødig namedropping, en uskik, som alt for mange digtere, efter min mening, ligger under for. Muligvis begejstrer denne indforståethed en eller to nørder på området, men gode digte kommer der altså ikke ud af det.
Alligevel er billeder fra den flydende verden absolut
anbefalelsesværdig. Den gør sig glimrende til en eftermiddag på sofaen.
