Fladpandet Faustfantasy – Jonathan L. Howard JOHANNES CABAL NEKROMANTIKEREN
Platheder forpurrer Jonathan L. Howards faustianske allegori om en nekromantiker og et lurvet tivoli. ‘Den er bare perfekt’, skriver Fantasy Book Review på bogens omslag. Det er den ikke.
Citat
Tivolier og markeder er ifølge deres natur ikke dybsindige oplevelser. De er til for at underholde og aflede, for at drage borgerne ud af deres grå hverdagsliv og ind i noget, der smager af det usædvanlige. Lysene blænder, gøglernumrene forbløffer, forlystelserne ophidser, boderne frustrerer, men alt sammen på en behagelig måde. Tivoliet er en jovial lommetyv og en karismatisk svindler. Bondeknoldene…fjolserne…kunderne ved meget vel, at deres tegnebøger og portemonnæer langsomt bliver lettere…
Helvede turretur. Stakkevis af skemaer hober sig op foran indgangen til Helvede. Et kafkask limbo af en art, hvor de fordømte skal pines med et urimeligt bureaukrati, før de kan træde ind i Satans uhellige gemakker. Her, i det evige fladland, møder vi første gang den unge, lærde videnskabsmand Johannes Cabal. Han bærer et par røgsværtede brilleglas – der understreger lyset, i hvilket han ser verden – og en arrogant akademisk mine. Stålsat og frygtløs stryger han forbi køen af fortabte ansøgere. Han har business med Satan.
Cabal har et horn i siden på døden. I sin stræben efter dens hellige gral har han solgt sin sjæl til djævelen for at få indsigt i nekromanti, kunsten at vække de døde til live. Eneste problem er, og herfra tager bogen sit afsæt, at nu vil han have den tilbage. Et væddemål med Satan indgås: For at genvinde sin sjæl skal Cabal ved hjælp af et omrejsende tivoli lokke 100 arme sjæle til at underskrive en pagt med Satan. Han har 365 dage.
Howards fantasyudlægning af Faust-motivet i JOHANNES CABAL NEKROMANTIKEREN er overraskende fantasiløs og desværre en temmelig tam oplevelse. Blandingen af Dennis Jürgensens gakkede gys og Stephen Kings groteske virkelighed fungerer ikke og irriterer mere, end det henrykker. Den danske oversættelse gør ondt værre med adskillige småfejl og leverpostejsagtige bandeordsoversættelser.
Man må således læse sig igennem en hel del øgenavne: Flødefjæs. Snotskovl. Hamskifteren Herman. Latex-ladyen Layla. Og så videre i den dur. Det er plat. Tag eksempelvis Cabals hån mod ærkedæmonen Drulmuz:
– ‘Pjagor Drulmuz’, hvad? Sagde Cabal. ‘Du begyndte vel ikke tilfældigvis din karriere som Pjatgøg Drillemås, Mælkens Besudler og Snørrebåndenes Sammenfiltrer? Eller er jeg galt underrettet?’
Howards mange forsøg på at skrive kækt og humoristisk snubler i et kluntet og uelegant sprog. Her brænder fx en af Cabals zombiagtige tivolihåndlangere sig:
– Men han kunne tydeligt mærke lugten af madlavning. Det var sikkert, fordi han havde tænkt så meget på mad. Så bemærkede Denzil, at han stod og lænede sig op ad fyret, og at hans underarm vist var tættere på ‘gennemstegt’, end det var normalt for underarme. Hvis det havde været en bøf ville han have været tilbøjelig til at sende den tilbage til kokken ledsaget af et par hårde kommentarer.
I JOHANNES CABAL NEKROMANTIKEREN er IQ’en i frit fald, og undertiden er det som at læse en grotesk udlægning af tv-serien Dahlgårds tivoli. Cabals hær af udøde, som bemander det rullende tivoli, er ligeså enfoldige som de landsbytosser, der besøger det. Så meget desto højere synes Cabals piedestal at være, og man savner et gedigent modspil til hans intellektuelle overlegenhed. Fortællingen er tilsat obligatoriske benspænd, men kapløbet om sjælene forbliver en ufarlig affære.
Bogens altoverskyggende problem er dens hovedperson Cabal. Han er klogere og bedre end verden omkring ham, og dette slider gevaldigt på læselysten. End ikke Satan skræmmer ham, og hvad er der så tilbage at frygte? Som plottet intensiveres og Cabals samvittighed udfordres, er man hverken med eller mod ham. Man er simpelthen ligeglad.
JOHANNES CABAL NEKROMANTIKEREN fra 2009 er Howards debut på dansk og den første i serien på foreløbigt fire romaner om Cabal.
Jeg er ikke enig.
Jeg jeg oplevede bogen som både underholdende og sprudlende i sit sprog. For mig at se, stod man som læser et godt sted i forhold til den mystiske Cabal – som jeg dog gerne så kendskabet uddybet til i løbet af serien (der bliver løftet et par låg mod slutningen, som i høj grad pirrede min nysgerrighed).
i det hele taget kunne jeg godt lide at “protagonisten” Cabal var så usympatisk som Howard gjorde ham (jeg mener, til at begynde med vil han jo sådan set bare have de sjæle på plads, koste hvad det vil), og så kunne jeg ikke lade være med at le højt af en så herlig fornærmelse som “snotskovl” – come on, det er da nærmest Kaptajn Haddock om igen.
At han tager sådan på vej over for selve djævelen var sådan set også bare med til at øge min fornøjelse, lidt på samme måde som når det sker i South Park eller i Nick Caves live-fremføringer af Stagger Lee fra Murder Ballads.
Cabal frygter rigtigt nok ikke Satan, men han frygter fortabelsen, og det er med til at gøre ham meget menneskelig, i min optik.
Bevares, Howard er ingen Goethe, men som det romanen her er (en humoristisk, gotisk, steam-punk-agtig roman for børn og unge), synes jeg den har en hel del at byde på.
Enig. Stor er min overraskelse over, at nogen har ment det værd at oversætte dette fjolleri, som jeg forvildede mig til at læse for et par år siden. Den er ikke bedre på originalsproget, kan jeg afsløre: http://bognoter.dk/2013/02/10/jonathan-l-howard-johannes-cabal-the-necromancer/