Flamengo er en bydel i Rio de Janeiro – Dy Plambeck TEXAS’ ROSE
Skæbnen er grum, men sjov i anden bog fra forfatterskolens svar på X-Factor-Martin. TEXAS ROSE’ handler om familien Larsen plus det løse, og navnet er Plambeck, Dy Plambeck.
Citat
Der havde ellers været godt gang i min fætter Lennarts business. Arbejde manglede han bestemt ikke. Han var omegnens mest efterspurgte håndværker på grund af sine fortrinlige priser. Garager, huse, badeværelser, han leverede det hele i sorte penge, ikke en eneste klink bogførte han. Kun en enkelt bon fra Silvan på 36,75 havde han tilfældigvis gemt, da hans årsregnskab skulle laves.
Dy Plambeck er født i 1980. Det kan man læse på flappen på hendes nye bog, TEXAS’ ROSE, og dermed kan vi godt kalde hende for en ung forfatterinde. Det er en interessant konstatering, fordi hun slet ikke skriver som en ung forfatterinde, men derimod som en rutineret sømand, solbrændt, tatoveret, med rusten stemme og et langt livs erfaringer bag sig. Når man læser i den sikre diktion i Plambecks nye bog, skulle man tro, hun havde årtiers rutine i at fortælle røverhistorier og pointere brandere. Det har hun ikke, og det er dét, jeg mener, man godt kan sammenholde med purunge X-Factor-Martins selvfølgelige optræden på TV.
TEXAS ROSE’ er fortalt af den med forfatteren jævnaldrende Abby Larsen. To små rideafsnit flankerer to hovedafsnit lokaliseret i hhv. Vietnams hovedstad Hanoi og i Over Dråby to km vest for Frederiksundsbroen. Hovedpersonen i Plambecks fileterede familiekrønike er den excentrisk ubehjælpelige, men alligevel hjertelige faster Lillian, der, viser det sig, formelt set slet ikke er Abbys faster. Lillian inkarnerer det skønt vildtskydende familiestamtræ med hele udtrækket af selvmord, horeunger, svigt og maniske sindslidelser, og hendes figur bliver en slags elevator mellem familiens fire generationer.
Lillian er fra fødsel til død mere end let påvirkelig og er således dedikeret overmedlem af den campede 80’er-cowboyklub Gunslingers og før det 70’er-passioneret medlem af (den virkelige?) Harald Søbyes frimenighed, der forener Marx og Jesus. Læg mærke til præcisionen, det groteske ved Harald Søbye udstilles, det forklares ikke:
– Flere hundrede mennesker mødtes på Blovstrød kro, som lå i det sogn, hvor Harald Søbye var præst, før han blev afskediget. Han fik frataget krave og kjole, fordi han nægtede at bede for kongehuset. Jesus var den første socialist! råbte Harald Søbye, og folk i kroen sal svarede: Jesus er vores socialist!
Alt, hvad Lillian er og gør, er på samme måde vulgært overkørt, hvilket er SÅ fantastisk røvballemorsomt at læse om. Hun æder som et svin, er smældende fed og har i sine mislykkede forsøg på at blive gravid med stodderen Jimmy ’altid benene i vejret eller fødderne oppe på et eller andet møbel for at holde sæden i sig”. Samtidig med sin bramfrie korporlighed er Lillian også godheden selv og vil kun det allerbedste. Dobbeltheden ligger i hendes klichefyldte, men også smukke countrynavn, Texas’ rose.
Som en burlesk jesus-figur forråder alle den enfoldige Lillian til sidst, de har let spil, og det er derfor, hun trækker stikket ud og lever sine sidste år isoleret på den anden side af kloden som børnehjemsarbejder inkl. husbestyrerdværg.
Plambecks fabuleringslyst vækker mindelser om John Irving i sine glans-80’ere, HOTEL NEW HAMPSHIRE f.eks. Men Plambeck er dog først og sidst sin helt egen eminent kvalificerede fortæller, der formår at sige de mest inderlige sandheder om menneskers forrykte opførsel med et sådan glimt i pennen, at den, sandheden, løber ind i læseren som skemad. Således forbindes f.eks. tabets smerte og traumets eksistentielle tomhed helt selvfølgeligt med sammenpressede plastickugler:
– Stilheden lå tæt om Skovly som flamengo om et indpakket stereoanlæg.
At ’flamengo’ rettelig skulle have været ’flamingo’ er en petitesse blandt flere, som en stor læseoplevelse for længst har trumfet.
