Flerfaderlighed – Li Kunwu & P. Ôtié ET KINESISK LIV 1: FADERENS TID: 1950-1976
Den tidligere propagandategner Li Kunwu har sammen med den franske diplomat P. Ôtié forsøgt at fremmane et stykke betændt og potent kinesisk historie. Resultatet er en smuk og vedkommende graphic novel om kinesernes liv under formand Mao.
Citat
Kinesisk grundskolesang:
Rød. Ren.
Selv den store himmel og den
Store jord er ikke så stor
Som partiets godhed.Moderkærlighed og faderkærlighed
Er ikke så stærk
Som formand Maos kærlighedTusind eller ti tusind gode
Ting er ikke så gode som
SocialismenMao Zedongs tanker
Er revolutionens juvelDen der går imod ham
Er vores fjende
Om man vil det eller ej, fylder Kina efterhånden meget også i den europæiske virkelighed. Med et frygtindgydende militær og en vækstrate, som verdens tidligere stormagter kun kan sukke over og drømme om, er den kinesiske tronstigning på den globale scene for længst en realitet, når det handler om politik og økonomi.
Udbredelsen af kinesisk kultur og historie følger dog ikke i særlig høj grad med i den kommunistiske krydsers slipstrøm, og bortset fra en vag idé om Maos forbrydelser mod sit eget folk, står den kinesiske fortid og mentalitet nok stadig som lidt af en gåde for de fleste. Netop derfor er udgivelser som ET KINESISK LIV uhyre vigtige. De giver os et vindue til en anden del af verden og tilbyder os muligheden for en øget forståelse af en kultur, som er så gådefuldt anderledes end vores egen.
Den første del af de tre bind, som udgør den mere eller mindre selvbiografiske fremstilling af kinesisk historie, bærer titlen FADERENS TID. Faderen refererer både til den unge Lis biologiske far, men i lige så høj grad til faderen for alle kinesere, nemlig den store rorgænger formand Mao. Historien fortælles fra et barns synsvinkel, for hvem formand Mao op igennem barndommen indtager en lige så vigtig og strålende plads som hans egne forældre.
Formanden er allestedsnærværende. Om ikke fysisk, så på skrift eller som indoptagne tankesystemer. Det er en af bogens store fortjenester, at den rammer den helt specielle og revolutionære tone, som udgår fra Maos digte og paroler. FADERENS TID beskriver, hvordan hele samfundet er gennemsyret af en særlig måde at tale på, og hvordan virkeligheden på skræmmende vis støbes i sprogets forme.
Børnene lærer hurtigt at navigere inden for de givne rammer, og de er ikke sene til at udnytte den magt, det giver dem at kunne Maos lille røde udenad, så de konstant har et potent arsenal af uimodsigelig argumentation. Som sådan går elementer igen fra den europæiske totalitarisme, hvor det var et gennemgående træk under Hitler, Stalin og i DDR, at det ikke så meget var systemet som borgerne selv, der udøvede den egentlige magt. Nettet af stikkere er tykt, og den unge Li må sande, at den, som har ret i dag, ikke nødvendigvis har det i morgen.
Li Kunwus tegnestil er umiskendeligt kinesisk og folder sig ud i smukke blæktegninger, som leder tankerne hen på den kalligrafiske kunst, kineserne sætter så højt. Det er en meget ekspressiv stil, men den er samtidig præcis og holdes på plads af et stringent rammeværk, som sørger for at indkapsle tegningernes liv, så det alligevel føles som om, de bryder rammerne ustandselig. Det er samtidig en udtryksmåde, som er meget velegnet til at fange det kollektive vanvid under Kulturrevolutionen og den helt forfejlede landbrugstankegang under Det Store Spring Fremad, hvor tusinder af bønder vadede mod smelteovne med deres gryder og nøgler for at forbedre Kinas stålproduktion.
Første del af trebindsværket er intet mindre end fremragende, og jeg kan slet ikke vente med at læse de resterende to bind, som vil tage fat på kommunistpartiets dominans i tiden efter Mao og den kapitalistiske udvikling i Kina op mod det nye årtusinde.
