Af | 17. oktober 2006

Flødefrø vs. Thunderbird – Morten Sabroe EVIG TROSKAB

Morten Sabroes nye roman er et roterende bolche fyldt med de to mest ufejlbarlige publikumsfavoritter: vold og sex.

Citat

Bag øjenlågene bar jeg hende ind i soveværelset og tog tøjet af hende og gav mig til at gnave i hende mens bombeflyene fløj over vores hoveder og bølgerne skyllede over vores ben.

Der er ingen tvivl om, at Morten Sabroe bemestrer sin på en gang kyniske og smilende facon. Den har han opdrættet gennem en lang karriere, og i EVIG TROSKAB lyder biografens kysserække da også som en ”minkfarm i fodretiden”, mens Christoffer, vores 15-årige førstepersonsfortæller, kan sige: ”En mand der forlader alt siger ikke noget til nogen, de vil bare med.”

Således hårdkogt føres vi tilbage til 1956, hvor liebhaverfamilien Gullachsen (rigtigt, der er noget grufuldt forlorent ved det navn) residerer på den nyrige side af jernbanebroen. På den anden side ligger det sociale boligbyggeri, og over denne gryende samfundskløft springer både blod og sæd, som var det gnister.

Hr. og fru Gullachsen er mere optaget af deres penge end deres familie, og i denne frihed er Christoffer ikke sen til at veksle forældrenes kedelige franske referencer, Roland Barthes og Marcel Proust, ud med den dugfriske ungdomskulturs ikonografi: Elvis Presley, Marlon Brando og Marilyn Monroe. Som en ordveksling lyder mellem Christoffers skeptiske far og den nye dreng på villavejen, just ankommet fra Californien i anderumpe og stiveste Elvis-outfit: ”Men nu er du i Danmark. / Nej, hr. Jeg er stadig i USA.”

Christoffers far har købt en flødefarvet Citröen DS21, mens Paul Yes, som vejens nye dreng hedder, kan berette om sin far, der havde en Ford Thunderbird i USA. Med de navne tager det jo ikke mange splitsekunder for en 15-årig dreng at vælge: trille i en latterlig ”flødefrø” eller flyve i tordenbragenes midte? Scenen viser ganske fint Sabroes faste greb i et Europa, der i 1956 lå på knæ for den amerikanske kulturimperialisme. Og drengene, they love it!

Mellem linierne kan man desværre høre Gyldendalredaktørens glatte bestilling: ”Du skal lave Krøniken, Morten, i den rå udgave.” Når Sabroe systematisk skifter mellem springknive og umådeholden drenget seksualitet, skinner kalkulen igennem, og slutningen, der i en håndevending tilføjer dybde i form af arvesynd og Kærlighed, gør ikke tingene bedre. Derfor anbefaler jeg Sabroes illustrerede roman, ”Manden der kaldte sig mor” (1999), hvori forfatteren turde stå ved sin karikerede kynisme.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også