Flyvsk og poepatetisk fantacy – Christian Haun JOR
Christian Hauns nye fantacysyn er velskrevet men lader den poetiske nerve og den forfløjne magi tage pusten fra fortællingen. Læseren sidder både skuffet og forvirret tilbage med en lunken smag af sammenbrudte patetiske luftkasteller.
På Litteratursiden.dk kan man læse følgende biografi af forfatteren Christian Haun, skrevet af forfatteren Christian Haun:
Er vokset op i og omkring Århus.
Har rejst.
Har læst på universitetet.
Har tjent penge til mad ved ufaglært arbejde i industrien og servicefagene.
Har rejst i tiden.
Har fået børn.
Har haft knallertkørekort siden 1989, men cykler eller spadserer hellere.
Christian Haun defineres altså ikke mindst ved det han har gjort, og det er da dybt interessant, at manden ud over at have fået et knallertkørekort også har rejst i tiden. Spørgsmålet er bare, om han har taget kørekortet under en af sine tidsrejser. Dette kunne hans nye roman JOR i hvert fald tyde på.
JOR er nemlig en fortælling, der udspiller sig i en verden, Novavon, der som navnet antyder er en ny verden, opstået efter vores er gået under. Tidsregningen er ved romanens begyndelse nået til år 488, og jeg-fortælleren Jor beretter her, i første del, om sin barndom med barndomskæresten Camille og hans venner i Eventyrenes Selskab. Jor er dog ikke en helt almindelig dreng, han er en slags halvdyr, eller halvkiest, som det her benævnes. Novavon, den nye verden, er tilsyneladende opdelt i to eller flere befolkningsgrupper, eller dyre eller blandings-grupper, hvoraf menneskene ikke er de mest dominerende.
Når jeg skriver tilsyneladende er det fordi, romanen ikke gør synderligt meget ud af de forskellige befolkningsgruppers særlige art, samt den særlige mytologi og religiøse kult, der knytter sig til de ofte omtalte ‘forældre’ og ‘mindesten’. Den nye verden beskrives i det hele taget noget uklart, gennem antydninger, indskudte gådefyldte vers eller fragmenterede anekdoter. Der er naturligvis en pointe i, at dette eventyrunivers ikke ekspliciteres, men i stedet vil komme til syne ved en langsom enigmatisk indkredsning. Problemet er blot, at efter man i romanens første del har fornemmet dette mystiske og magiske univers, gerne vil have nogle flere konkrete myter, eller fakta om dette univers, på bordet, for at stemningen ikke siver ud af ballonen. Men det sker desværre ikke. Anden og tredje del af romanen bliver blot mere flyvsk, poetisk svævende og flere steder bliver det direkte uforståeligt, hvad det faktisk er, der finder sted.
Man læser pludselig om magikere, der flyver rundt på himlen og sætter ild til ting, og man har aldrig fået nogen forklaring på, hvem disse magikere er, og hvad de i grunden er ude på. Vi ved blot at de drikker af lilla blomster, og derefter bliver fuldstændigt utilregnelige. Problemet er, for denne anmelder at se, at eventyruniverset simpelthen ikke bliver afgrænset og udtrykt godt nok.
Hvis man vender blikket mod de store fantacy favoritter i øjeblikket som Tolkiens RINGENES HERRE og Rawlings HARRY POTTER, er der ingen tvivl om, at det netop er det, de kan. Tolkien er jo nærmest autistisk i sin udarbejdelse af hele sit univers med bl.a. et orignalt alfabet, særlige udtaleregler og en omfattende mytologisk opdigtet baggrundshistorie. Tolkien skriver ikke bare fantastiske fortællinger, men beskriver en verden med en sådan nøjagtighed og fyldighed, at det nærmest bliver umuligt for læseren ikke at lade sig indfange. HARRY POTTER bøgerne formår på samme måde at etablere et præcist og didaktisk-magisk univers, forstået på den måde, at den undren læseren møder ved nye og besynderlige fænomener, bliver forklaret uden dog at fjerne den æggende mystik. Endvidere bliver HARRY POTTER universet skarpt afgrænset fra vores virkelige univers, der jo indgår som en stor del af romanerne.
Summa summarum: Christian Haun formår ikke at skabe en troværdig eller gribende uvirkelighed, idet strukturene i og omkring fantacy-verdenen aldrig bliver etableret klart nok. Læseren begriber simplethen aldrig, hvad det er for en verden, hun har med at gøre.
Årsagen er ikke mindst den flyvske og poetiske diskurs, der alt for ofte gør sig gældende. Og som ikke sjældent kammer over i en patetisk eksistentiel tone, der på ingen måde klæder en fantacy-fortælling: ‘Jeg er her. Jeg er intet. Jeg kan røre mig’.
Så alt i alt er det nok bedre at vente på næste HARRY POTTER, der på trods af teenageperioden aldrig har været poepatetisk. Og håbe på at Christian Haun får sit knallertkørekort pudset lidt af til næste gang.
