Før leen, t-shirten, landbruget og den globaliserede kapitalisme findes håbet
Det er nu 14 år siden, at Lars Skinnebach proklamerede, at litteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Nu hvor det nye årtusind ikke længere er nyt, må vi konstatere at den programerklæring er blevet efterfulgt noget så eftertrykkeligt af både forfattere og litterater. Ja, man er vel nærmest lidt træt af at høre begrebet ‘økopoesi’ og gentage spørgsmålet “Hvad skal vi med litteraturen i klimakrisens tidsalder?”, fordi det virker så klart, at vi selvfølgelig heller ikke i dette henseende kan undvære kunstens perspektiver.
I Victor Boy Lindholms digtsamling isblåt som det blå blå isbjerg får spørgsmålet alligevel endnu en tur i manegen. Det har resulteret i et værk, der indeholder blændende digte, som med stor poetisk autoritet og omsorg gør opmærksom på håbet, på ørreden og på isen, men som også indeholder passager, der forfalder til den tvivl på egne evner, som er økopoesiens evige akilleshæl: “er det en / tanke eller / sansning / en trøst / eller sorg / at digtet aldrig kan nå / virkeligheden”.
Jeg kan forstå på bagsideteksten og pressemeddelelsen, at digtsamlingen skal handle om håb og om det håbløse som et privilegieblindt standpunkt. Et perspektiv som jeg bl.a. var begejstret for i Lindholms seneste litterære udgivelse En del af hjertet går ud af kroppen (Turbine, 2022). isblåt som det blå blå isbjerg beskæftiger sig også som lovet med håb. Særligt centralt er børnenes håb om fremtiden og håbet som et pligtskyldigt omsorgsarbejde. Samtidig figurerer der andre steder et næsten misantropisk håb om, at nogle andre end “os” (mennesket? de voksne? forurenerne?) må overtage denne verden: “eller hvem / vil da krybe frem / gøre verden til deres // et håb kunne være / nogle andre end / os”
Det står i hvert fald klart, at det “os” der henvises til, er dem, der repræsenterer en forkert adfærd i nutiden og dem, der er nostalgiske efter den forkerte fortid. Et eksempel på dette forkerte “os” møder vi på side 16, hvor en ven får dette rap over nallerne: “en ven til fest / der siger / at vi skal tilbage til leen igen / det siger han / meget seriøst / som et ekko af et internetforum”. Som modbillede til denne forkerte fortidslængsel opstiller værket ikke futuristiske fremtidsvisioner, men derimod en nostalgi efter noget, der ligger meget længere tilbage end leen. Vi skal tilbage til det, digtsamlingen kalder “den gamle verden”, en verden der ikke beskrives nærmere, men som i hvert fald er før leen, før t-shirten, før landbruget og før den globaliserede kapitalisme.
I denne nostalgiske utopi gør Lindholm børnene til svaret, til de forløsende frelsere. Det er børnene, der er “(…) beholdere / for drømme og håb”. Det er børnene, der “(…) håber på fremtiden / mens vi håber på planternes genkomst / på stabile og forudsigelige sæsoner”. Denne håbets politik er sympatisk (og nødvendig), men alligevel må jeg sætte spørgsmålstegn ved analysen. For er det ikke netop voksne, der er i stand til at forestille sig fremtiden, at forestille sig fremtidige konsekvenser af nutidige handlinger og derfor ændre adfærd derefter? Er det ikke netop børn, der har behov for det stabile og forudsigelige, mens voksne godt kan håndtere (og skabe?) forandring? Helt galt går det for mig, når Lindholm skriver: “sådan må det være / at blive født i dag // aldrig kunne / få verden / igen / som den var”. Selvom nostalgiske digtere har sukket efter denne statiske verden i århundreder, har den så nogensinde eksisteret? Jeg tvivler i øvrigt stærkt på, at Lindholm selv skulle tro på, at verden var bedre i de ‘gode gamle dage’ – det findes der en alt for stærk historisk bevidsthed til i resten af forfatterskabet – så derfor undrer det mig, at det er i denne ubestemmelige fortid, at værket henter sit håb.
Bedst er digtsamlingen, når den snarere end at udlægge lidt firkantede analyser giver plads til et mere spørgende og tvivlende register:
“et sted at høre til / er det det det er / denne underlige / tvivlende og / stammende sætning / et det det det er / bare udmattelsen og udholdenheden // (…) er det det allermest menneskelige / at fortsætte forbi udmattelsen / for at se hvad der findes / på den anden side”
Det stammende, udholdende og gentagende bliver en poetik, der fremhæver håb som en følelser og en praksis, som indebærer mere tvivl end sikkerhed, mere arbejde end hvile. Gentagelsen fremskrives på den måde som et “omsorgsarbejde”, der kan:
“(…) forvandle / det banale til det radikale // som at skrive om isbjergenes isblå isfarve / at stå ved en tavle / gentage ordene / igen og igen / isbjergenes isblå isfarve / det er sådan / det er / at gøre tingene virkelige // gentagelsen som figur / som børnenes indtræden / i livet”.
Det betyder ikke, at gentagelsesfiguren er ufejlbarlig i digtsamlingen. Gentagelser er ifølge værket også det, som har sløret de forbindelser, vi ikke kan lide at tænke på, det som fx har gjort online-køb af en t-shirt til en “kontekstløs transaktion”. En transaktion, hvor vi kan glemme de hænder, der har syet den, de lunger, der har indåndet de kemikalier, som har farvet den. Sproget, det vi vælger at give videre, ritualerne, gentagelserne, har magten i isblåt som det blå blå isbjerg.
Derfor løfter digtene sig også, når denne poetik ikke bare beskrives, men også udføres i praksis. Som i digtet på side 53, der ved at gentage navneordene, insisterer på at gøre åsen, ørreden, kristtjørnen virkelige for os, at bringe dem med ind i vores livsverden:
“en frisk forårsdag / hvor kristtjørnen blomstrer / langs harrestrup ås betonbelagte brinker / mågerne og skarven i frit svæv / over øen ved kystagerparken / mens de dykker efter ørredynglen / der er på vej ud i køge bugt // måske er det en af dem / der stikker hovedet op af havnens vand / først det mørke hoved / sidenhen sidernes sølv / al bugens hvidhed”
Ved at bruge gentagelsen og derigennem insistere på et mere økologisk verdenssyn skaber digtet albuerum til nye erkendelser ved at synliggøre ellers usynlige forbindelser, fænomener, arter og landskaber. Også rytmisk går gentagelsesfiguren igen, ved at ordene forbindes på lydniveau gennem allitterationer og assonanser: Hør F-lydene i “en frisk forårsdag” og s- og i-lydene i “sidenhen sidernes sølv / al bugens hvidhed”!
Det er i denne poetiske praksis, at digtsamlingen lykkes med det økokritiske projekt. Her opbygger værket en Le Guinsk bærepose-narratologi, der indsamler og forbinder uden at indsætte Mennesket som den øverste og centrale instans. Således skaber digtsamlingen en modsætning til den type (kolonialistiske, kapitalistiske og patriarkalske) fortælleform, som Ursula K. Le Guin har kaldt den Tekno-Heroiske fortælling, og som af både Le Guin og Lindholm udpeges som den økopoetiske synder: “pligten der kalder / hvordan slider vi ikke billederne op / så vi kan bruge dem til andet / end at tro vi er heltene”.
Værket bærer således selv på et svar på det økopoetiske spørgsmål i anmeldelsens indledning: Hvad skal vi med poesien i klimakrisens tidsalder? Poesien i isblåt som det blå blå isbjerg kan, når den er bedst, netop gøre os opmærksomme på det blå blå isbjerg. Den kan skabe økologisk bevidsthed, og vel at mærke en økologisk bevidsthed der ikke behøver være misantropisk. Økologisk bevidsthed kan også være en kærlighed til og opmærksomhed på mennesker og den verden, vi deler med andre arter. Det kan være en kærlighed til voksne, der prøver og famler, som skriver og håber:
“jeg tænker ofte / på trøstende ord / på at elske os / som vi også er // mennesker der skriver linjer i dagbøger / mennesker der vil gøre isbjergene / levende / og evige // (…) jeg vil vise hvordan det hele forvandler sig / som en laks der skifter dragt / det gule / det brune / det røde / til sidst næsten sorte / døende på bunden af en å // kan det udtømmes /”.
