For ført roman – Mara Lee FUTURE PERFECT
Mara Lees roman river mig med, den river også en hel del staffage og overprydet floskelsprog med. FUTURE PERFECT er for meget og for styret og for ført. Men den er også en intrikat og forførende roman, der fortæller vigtigt om magtstrukturer og sprog
Citat
Hun sad stadig med spredte ben og gravede i jorden, da hun pludselig mærkede det svide igen, denne gang over nakken. Ord, og flere ord. Inden i hende rystede det, brændte og rev. Chandra havde håbet, at det slidte billede ”som piskeslag” ville blive glemt, nu hvor hun var flyttet fra Bråklinge. Hun havde troet, at tingene ville blive anderledes, og at ordene her i Kvitorp ville kunne bruges på andre, mindre smertelige måder. Men nej, selv her faldt ordene netop på den måde, hvinende gennem luften. Hvem var det, der påstod, at gamle klichéer ikke er virkningsfulde? Det må have været et menneske, der aldrig havde haft en krop, i hvert fald ikke en krop som Chandras. For det gjorde ondt. Som piskeslag.
FUTURE PERFECT er en roman om de skikkelser, der befinder sig ude af synk med normer og samfund. Den fortæller om skønheden Dora, der er syerske og om hendes to sønner, den tunge, melankolske og talentfulde tegner Lex og den indtagende, lyse Trip. Og den fortæller om pigen Chandra, en vild og forførende pige, der muligvis er forbyttet. Den tager sin begyndelse i det lidt forstokkede, rygtesmedende Skåne og ender i byernes by Paris. Undervejs bruger den løs af ikoner, stereotyper og gammelkendte troper.
Hvad skal en kjole kunne, kan man spørge. Den skal fremhæve kroppens skønhed. Den skal fremvise de smukkeste kropsdele ved hjælp af en velplaceret slids, en tilstrækkelig dyb udskæring. Men den skal også hele tiden lade noget være overlagt til fantasien. Den skal skjule, og den skal blotte for at lokke. Det kunne være normsættet for den forførende kjole.
Mara Lee har gjort kjolen til et af de bærende motiver i sin roman FUTURE PERFECT. Kjolen symboliserer det feminine og seksualiteten, de kjoler Dora skaber i sit projekt Atelier Anderledes er grænseoverskridende og flamboyante klædningsstykker skabt til afvigende kroppe, luciadragter til folk med klumpfod, for eksempel. Mara Lee overdriver og forvrænger stærke kønssymboler, til de bliver mættede og modsætningsfyldte.
Hvad angår form og opbygning synes romanen også at benytte sig af kjolens forfører-tricks. Den lader gerne dele af handlingen henligge i skygge, den tilbageholder viden, og den forleder sin læser til at tro, at hændelser og begivenheder er særligt spektakulære og fordækte. Hele tiden understreger og overspiller den pointer og vigtige passager. Det er en strategi, der ligner spændingsromanens, og FUTURE PERFECT lader også mange af sine kapitler slutte i cliffhangers. Muligvis er det en interessant og stærk strategi for en roman, der bevidst vil være for meget, som ønsker at afprøve potentialet i køns- og genrekonventioner, snarere end at forkaste dem. Strategien udtrykkes måske klarest i Doras replik til pigen Chandra:
– Med ondt skal ondt fordrives (…) Hvad enten du maler dem eller ej, vil dine læber være ildrøde i deres øjne. Så du kan lige så godt male dem. Folk som du og jeg er født med læbestift.
Alligevel kan det forekomme en smule søgt, når romanen tilbageholder eller slører sit stof. Læseren skal med Lex narres til at tro, at Trip og Chandra dyrker sex i naboværelset:
– Han kan høre, at de er derinde, optaget af et eller andet, noget, der forandrer deres ansigter, som bliver højrøde og blussende, noget, der får tårerne til at springe frem i deres øjne og gør dem bløde i bolden. En koncentreret, ladet stilhed har belejret huset. Nøglehullet er stoppet til med køkkenrulle.
Det viser sig, at de sminker sig med øjenskygge, mascara og kunstig skønhedsplet. Og hvorfor er det ikke tilstrækkeligt spændende, kunne man spørge.
Dunkelhed som greb bliver anstrengende, fordi det gentages til et punkt, hvor det bliver maskinelt. Læseren må ikke vide, hvad der overgår Chandra en skæbnesvanger nat i Doras hus. Læseren må ikke kende forhistorien til Inka på Borgmestervillaens pigehjem. Læseren må ikke vide, hvordan det ender med Trip i Paris. Og så videre. Det er ikke alt en læser behøver at vide, men det bliver for effektsøgende, når teksten uafladeligt sværmer for det dunkle, og når det hemmelighedsfulde stilles an.
Det er min fornemmelse, at det kan være en strategi at anrette hemmelighederne lækkert, så den glubske rygtestemning, der hersker i den Skånske by, forplanter sig videre til romanens læser. Læseren skal meddelagtiggøres. Hvis det er sådan, det hænger sammen, er det fermt udført, men måske ikke helt rimeligt.
Et andet vigtigt tema i romanen er sproget, og det sproget kan gøre os. Chandra er bevidst om sprogets betydning. Hun sparer på ordene, og i stedet for at tale lister hun ordene op i forskellige kategorier. En af kategorierne drejer sig om de ord, der ikke i sig selv er grimme, men bliver det, når de rettes mod hende: ’Hun vidste ikke, hvordan de blev det, kun at de blev det. Som om visse almindelige ord blev forvandlet, når de blev brugt om hende.’ Ordet ’stram’ havner i denne kategori.
Romanen indeholder flere passager om, hvordan ord kan gøre fysisk ondt på kroppen, når de rammer, citatet i boksen er eksempel på en sådan beskrivelse. Når FUTURE PERFECT har sat sig for at vise sprogets virkning og betydning, kan det undre, at den ikke selv sparer lidt på fyldordene, at den ikke vægrer sig ved at gentage og opretholde effektfulde klichéer. Mara Lee broderer løs med ordene, de kan ikke nøjes med at ’ryste’, de må også ’brænde’ og ’rive’. De må simpelthen ’hvine gennem luften’. Det kan være en kritisk pointe at gøre brug af de klichéer, der åbenbart virker, men det forfladiger romanens sprog.
Pigen Chandra er ingen uinteressant karakter, hun er måske den stærkeste og mest vedkommende af dem, man finder i romanens persongalleri. Et sted begiver hun sig på vej til første dag i den ny skole, iført en alt for stor og alligevel for kort kjole, passagen giver mindelser om den smukke og skæbnesvangre scene i Marguerite Duras’ ELSKEREN (1984), hvor pigen går om bord på færgen iført en herrehat og guldlamé-sko. Alligevel bliver Chandra-karakteren aldrig så stærk, som jeg tror, hun kunne have været. Hun er ikke nær så kraftfuld og hel som 14-årige Elsa Mo, hovedpersonen i Mara Lees roman SALOME (2011). Måske er det fordi Elsa Mo får lov at tale i første person, mens Chandra føres af FUTURE PERFECTS tredjepersonsfortæller.
Og det er nok problemet med FUTURE PERFECT, at den virker en anelse for ført. Den er et sammensurium af ord, karakterer og plotspor, alligevel virker den styret og strategisk. Mara Lee behandler væsentlige og smertelige temaer, som magtstrukturer, sprogets virkninger og ubehaget ved det definerende blik, men den stiller sine spørgsmål for ført og for retorisk: ’Hvad mente han? Var det hendes skyld, at folk ikke kunne lade være med at stirre? Hvorfor tilfaldt straffen hende og ikke dem, der stirrede?’
