Folletts flyvende fuser – Ken Follett LONDON KALDER
LONDON KALDER byder på nostalgisk drengebogsromantik: Forudsigeligt, glat og poleret, men med et fortællemæssigt spændingselement, der dog holder læseren fanget.
Bestseller-forfatteren Ken Folletts 10. roman på dansk, London Kalder, bygger på en virkelig begivenhed fra besættelsestidens Danmark. I sommeren 1941 flyver flyverløjnant Thomas Christian Sneum og vennen Kjeld Petersen et lille sportsfly fra Odense til England for at aflevere film, som er optaget af tyskernes hemmelige militære anlæg på Fanø. I Folletts historie hedder helten Harald, en høj, lys, 17-årig gymnasieelev, som foretager den farefulde flyvetur mod England og selveste Churchills modtagelse sammen med den kønne, jødiske balletdanserelev Karen i et todækkerfly af typen Hornet Moth.
Det er den forhindringsfyldte historie op til flyveturen, som skrives frem på romanens 377 sider. Der bliver ikke lagt skjul på, at dette er kampen mellem de gode og de onde. Den kækt-optimistiske Harald Olufsen: ”en viking i skoleuniform”, hans bror, den mørke og umiddelbart charmerende Arne, og dennes engelske kæreste Hermione, kæmper mod tiden og den arrogante, danske politimand Peter Flemming, som udover at være tyskervenlig, også har et personligt horn i siden på Olufsenfamilien og derfor vil gøre alt for at stoppe deres forehavende.
Det er mildt sagt ikke de store nuancer, der præger personskildringen i London Kalder, og det er svært på noget tidspunkt at føle med disse stereotyper, hvis følelsesregistre beskrives pinagtigt overfladisk. Selv da denne læser trods alt drog et fortrydelsens suk, da Arne lider en heroisk opofrende død, modtager hans kæreste nyheden således med et knusende snusfornuftigt overblik: ‘På trods af det chok, hun befandt sig i, skulle hun nok komme videre i sit eget liv, men alligevel havde hun det, som om hun aldrig ville blive hel igen’. Da hun lidt senere begynder at græde, undrer hun sig blot over, hvordan der dog kan være så meget vand i hende. Det er tydeligt, at Follett har svært ved at beskrive mere komplekse personforhold, og bedre bliver det ikke, når han synes, han skal bevæge sig ind på erotikkens område.
Det skildres så banalt, at det nærmest bliver morsom læsning: ‘hun kærtegnede hans nakke og nød duften af ham – en blanding af militærsæbe, brillantine og flybrændstof’. Ikke ligefrem pirrende læsning. Langt bedre går det, når Follett forholder sig til den ydre verden. Den kølige begejstring, som præger hans detaljerede beskrivelser af fortællingens flyvemaskiner, viser en særdeles grundig research og klæder hans fortællestil langt bedre.
Det er Folletts sans for at skrue en plotstærk fortælling sammen, den elementære spænding, der får én til at læse videre. Leder man derimod efter litterære kvaliteter i Ken Folletts drengebogsromantik, bliver man dybt skuffet.
