For eksperimentets skyld – Henrik Rehr HYLDEST
HYLDEST er et modigt forsøg på at skabe en eksperimenterende dansk tegneserie. Men som en anden Ikaros flyver Henrik Rehr højere end vingerne kan bære – og resultatet bliver mere prætentiøst end vellykket.
Digt
Og digteren skal stige ud af vinduet.
Og folde vingerne ud.
Og styrte ned.
Henrik Rehr har været med på den danske tegneseriescene i snart tyve år. Sidst man hørte fra ham var i samarbejdet med Cav Bøgelund om den lidt stive BLODBRYLLUP. Nu er Rehr aktuel med eget værk i en helt anden boldgade. Med HYLDEST har tegneren kastet sig ud i en eksperimenterende form, der forsøger at løsne grebet mellem ord og billeder i mediet. Inspirationen ligger i de mange gode og nyskabende tegneserier, der i det sidste årti har sat sig spor og afstukket nye retninger.
HYLDEST er en dyster sag, både fordi den er i sort/hvid, men også fordi den er fyldt til bristepunktet, og lidt over, med motiver som stimer af døde fisk, knogler, fostre, rådden mad og middelalderlige pestlæger. Gud har også fået en gæsteoptræden udstyret med et smiley-badge, og i nogle af stregerne er anerkendende nik til mesteren Moebius.
Måske er det også en hyldest til det ubevidstes kreative potentiale, for i hvert fald er der ikke nogen historie eller traditionel narrativ opbygning. I stedet præsenteres man for billeder i en glidende strøm, der udfolder sig som et vildtvoksende og psykedelisk trip. Nogle gange sat op i triptykoner og andre gange i mere montageagtig sekvensering af billede på billede. Rehr er en meget kompetent tegner, og HYLDEST viser den imponerende vidde af hans tekniske kunnen. Men samtidig anvender han også en lidt bastant og fortærsket symbolik, og man kan godt blive lidt træt af paraden af forvredne ansigter. Han er bedst i sit legende hjørne, som når han skaber et brusende ocean af æbler (!).
Det største problem ved værket er dog tekstsiden. Hvor Rehr er en dygtig tegner, er hans skriverier af en noget mere tvivlsom karakter. HYLDEST skøjter frem og tilbage mellem de pjattede rablerier om elektriske rullepølser og svulstige eksistentielle postulater. Sidstnævnte er det værste. Når Rehr sætter den lyriske kurs ud i de patetiske excesser bliver resultatet nogle gange tåkrummende banalt – om (ak ja) verdens forgængelighed:
‘Og unge mænd skal tro sig udødelige. Og frygte døden.
Og gamle mænd skal meget vel vide, at de snart er støv.’
Den profetiske stemme virker ufrivilligt komisk og Rehrs klichefulde åbenbaringer ligger ham for fødderne som bananskræller, han ikke kan undgå at glide rundt i. Mest af alt får denne anmelder lyst til helt at ignorere teksten og bare kigge på billederne.
HYLDEST fremstår som et fortænkt eksperiment, der aldrig bliver vedkommende eller rigtig interessant. Eksperimentet lykkes i den forstand at tekst og billede bliver frigjort fra hinanden, men dermed også ligegyldigt for læseren. Det er lidt synd, for man kan i sidste ende kun beundre Rehr hans kunstneriske vovemod.
