Af | 17. januar 2014

For fortællingens skyld – TUSIND OG ÉN NAT, BIND 4

Shahrazād overgår sig selv i det hæsblæsende fjerde bind af TUSIND OG ÉN NAT.

Citat:

Så snart mørket faldt på, begyndte jorden at ryste under os, og den sorte var over os som en rovgrisk hund. Han vendte og drejede os, én efter én, og stak os i siden. Så valgte han en af os og behandlede ham som den forrige. Han åd ham, lagde sig til at sove på stenbænken og snorkede så det tordnede. Så rejste vi os. Vi gik hen og tog to af de jernspid der stod, og lagde dem ind i den brændende ild. Da de var rødglødende som luende kul, tog vi dem i et fast greb og bar dem hen til den sorte mens han sov og snorkede. Vi holdt dem mod hans øjne og pressede os så af al vores magt og med al vores viljestyrke imod dem så de trængte ind i hans øjne mens hans sov, og øjnene blev ødelagt. Han udstødte et mægtigt brøl der fik vores hjerter til at skælve, sprang op fra stenbænken og begyndte ihærdigt at søge efter os.

I TUSIND OG ÉN NATS verden er fortællinger lige så meget værd som guld og ædelsten. Når en kalif sidder i drikkelag med sine vesirer og mamlukker, vil han helst af alt høre forunderlige historier, og hvis de er mærkværdige nok, befaler han, at de skal nedskrives i annalerne og opbevares i skatkammeret.

Efter læsningen af fjerde binds helt ustyrligt underholdende historier giver en sådan tradition god mening. Shahrazād er i hopla og lægger stilsikkert ud med ’Sindbad søfareren’, som vel nok er et af de eneste eventyr, en dansk samtidig læser vil kunne bryste sig af at have hørt om.

Egentlig er det et paradoks, at historien om den underlige købmand, der rejser den arabiske verden tynd, er så medrivende. For i bund og grund er den ret forudsigelig. Sindbad lider af en helt unaturlig udlængsel, og ved hver hjemkomst ligger det i kortene, at han ikke kan holde sig i ro mere end allerhøjst nødvendigt, før han igen må pakke sit habengut og bevæge sig ud i verden på ny. I overensstemmelse med den gennemgående ånd i TUSIND OG ÉN NAT, er det aldrig motiveret af en indre, psykologisk nødvendighed, men udelukkende i den gode histories interesse.

Hvorfor Sindbad bliver ved med at rejse ud, når hver rejse har budt på stadig vildere skibbrud, stadig mere glubske kæmpeørne og stadig mere satanisk frådende hedninge, står langt fra klart, men man er som læser glad for, at han gør det. For om ikke andet giver rejserne stof til de historier, han nu kan fortælle en måbende bærer fra suq’en, og på en eller anden måde (ved Guds hjælp, forstås) formår han altid at komme endnu rigere hjem, end da han drog ud.

Sindbad er en underlig helt, og i modsætning til mange af de gudfrygtige og gudeskønne kongesønner, vi støder på i eventyrene, går Sindbad ikke af vejen for at redde sit eget skind ved at kløve hovedskallen på uskyldige kvinder med en skinnebensknogle, så han kan spise deres mad og dermed undgå døden i en mørk grotte, hvor enfoldige landsbyboere ynder at begrave folk levende. Måske er det netop derfor, han fremstår mere kompleks og levende end mange af sine med-protagonister.

TUSIND OG ÉN NAT er et værk, som man skal træne sig op til at læse, og som først giver helt stor gevinst på den lange bane. Man begynder nu efterhånden at kunne orientere sig nogenlunde hjemmevant i det landskab af arabiske billeder og troper, som er med til at gøre læsningen fremmedartet og hjemmevant på samme tid. Det virker nu helt naturligt, at man selvfølgelig besvimer, når der reciteres kærlighedspoesi, at ildtilbederens hedeste ønske i virkeligheden er at konvertere, og at sultanens magt er evig, retfærdig og Guds vilje. Og i grunden er det hele samtidig sært alment. Mange af historierne vil man kunne genkende fra Odysseen (se citatboks til højre) og andre hjørnesten i den vestlige kanon. Der er tydeligvis en del på spil i disse historier, som hverken er arabisk, asiatisk eller europæisk, men slet og ret menneskeligt.

Efter en vis træghed i tredje binds lidt for moralske lignelser er det en fornøjelse nu at føle, at Shahrazād giver den alt, hvad den kan trække. Der er fart over feltet. Siderne er igen spækket med mægtige krigerkonger, onde troldmænd, kæmpeslanger og andet guf. Kong Shahriyār har stadig ikke en jordisk chance for at gribe til sværdet.

——————————

I ønsket om ikke at affærdige værket blot med en enkelt anmeldelses lovprisning, vil LitteraturNu løbende anmelde alle seks bind (alle 4560 sider!), så vi sikrer at en grundig og seriøs udgivelse også mødes af en tilstræbt grundig og seriøs kritik. Dette er fjerde anmeldelse i en serie på seks.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger, Tusind og én nat,

Læs også