For meget af det gode? – Ole Thyssen og Henrik Dahl KRIGEREN, BORGEREN OG TABEREN
Professoren og sociologen har fået nok af velfærdssamfundets hyldest til taberen (en sociologisk stereotyp) og opfordrer til, at samfundet ikke anerkender mere, end godt er.
Citat
Inkompetence er en vigtig ressource i moderne samfund, fordi den skaber behov, efterspørgsel og beskæftigelse. Mens landbrugssamfundet havde hakkejernet og kosten til at holde de overflødige beskæftiget, og mens industrisamfundet havde det monotone arbejde ved samlebåndet, har informationssamfundet den menneskelige svaghed – de inkompetente, som skal have deres sår behandlet offentligt, så omsorgen for de svage, de ensomme og dem som snart skal dø skaber beskæftigelse og dysser potentiel uro ned.
Man behøver ikke være synderligt opmærksom for at lægge mærke til, at velfærd og forsvaret for de svage er blevet et politisk emne, der er magt i. De fleste politiske partier taler for mere velfærd og forsvarer de svage, og vi har tilsyneladende som vælgere valget mellem velfærd og velfærd. Diverse dårligdomme og trange kår fremhæves i medierne, og politikerne handler for at tilfredsstille borgernes anerkendelse af de svage og pleje deres vælgere.
Dahl og Thyssen går ind for anerkendelse af de svage og velfærdsstaten, men de mener også at anerkendelsen af de svage kan tage overhånd, så vi får ender med en taberkultur med en art slavemoral, der anerkender svage dyder og underkender dyder, der truer de svages magt.
Bogen er i sit idehistoriske spor en revitalisering og modificering af Nietzsches analyse af moralens genealogi. Dvs. velfærdssamfundet fremstår som udtryk for, at de svage har opnået anseelig magt ved at legitimere det at tabe eller være taber. Ligeså gennemgående er Nietzsches omvurdering af årsag-virkningsproblematikken. Dvs. velfærdssamfundet er ikke opstået (virkning), fordi der findes svage eller tabere i samfundet (årsag). Nej, velfærdssamfundet er i ligeså høj grad grunden til (årsag), at taberne vokser i antal (virkning).
KRIGEREN, BORGEREN OG TABEREN er titlen på bogen, men også titlen på de tre sociologiske idealtyper, der ligger til grund for analysen. Forfatterne gør et stort nummer ud af at understrege, at det ikke er hverken meningen eller muligt at udpege den ene og anden som enten kriger, borger eller taber, men at de tre figurer er tænkte størrelser med moralske dispositioner.
Idealtyperne bruges som en art paradigme på de forskellige problemstillinger, der behandles. Dette er med til at give bogen den humoristiske tone, man er vandt til fra Dahls bøger. For de sociologiske idealtyper kommer til at fungere som overdimensionerede stereotyper eller tegneseriefigurer. Dette er formidabelt for formidlingen, fordi det overdriver og fremmer forståelsen og gør læsningen underholdende. Læs f.eks. her hvordan de tre stereotyper kan betegne forskellig adfærd i Honneths privatssfære:
– (…) parforholdets krigere går efter den store, ideelle gevinst – kærligheden – mens parforholdets borgere i stedet hæfter sig ved det opnåelige mål: trygheden. Endelig er der tabertilgangen til det intime forhold: De er bagscenen, hvor man på ingen måde behøver at gøre sig umage. Et hyggeligt sted, hvor man kan bøvse, slå prutter og gå med morgenhår hele dagen.
Krigeren, borgeren og taberen kan godt anskues som en negativ tretrinsraket. For det er hverken krigeren eller borgeren, der er problemet i Dahl og Thyssens øjne, men taberen. Taberen er antihelten, der har sejret uden at røre en finger. Både politikere og velfærdssystemets dynamik hylder taberen og hans krav til mere omsorg og anerkendelse af inkompetence, som de så uelegant kalder det.
Jeg er ret overbevist om, at KRIGEREN, BORGEREN OG TABEREN skal læses som provokatorisk karikatur på et velfærdssamfund, der er gået amok i almisser. På den måde kan bogen læses som et underholdende og/men liberalt indslag i velfærdsdebatten.