Før MTV – ROLLING STONE INTERVIEWENE
Det legendarisk musikmagasin Rolling Stone er berømt for sine forsider og interviews. De bedste forsider er allerede blevet udgivet i flere opsamlinger, og med nærværende bog har interviewene nu også fået en fortjent plads på hylden.
Citat
Har der været stoffer, som du har prøvet og ikke brudt dig om?
Masser. Jeg var meget selektiv. Speed – nah. Ren farmaceutisk kokain – det er fedt, men det findes ikke mere. Heroin – det bedste er det bedste. Men når det kommer til mexicanske skoafskrabninger, øv. God tjald er god tjald. [Interview med Keith Richards]
Bogen samler 40 af de bedste interviews i bladets snart 42 år lange historie. Fra det første interview med Peter Townshend fra The Who i september 1968, om hvorfor han til koncerten den aften ikke havde smadret sin guitar under ”My Generation” som normalt, til et interview i 2005 med Bono fra U2 om religion og hans forhold til sin far. Begge interviews er af Jann S. Wenner, medgrundlægger af bladet i 1967 og endnu i dag redaktør.
Den interviewform, Wenner startede i 1968, var mere dybdegående og personlig end de sædvanlige musikerinterviews på den tid. Interviewerens rolle var tilbagetrukket, men velinformeret, og man var ikke bange for at bruge 10-15 sider på et interview. Dette gjorde, at Rolling Stone hurtigt fik prestige blandt musikere og sikrede sig aftaler med folk, som ellers var skeptiske og sky over for pressen. Dette gælder blandt andet Neil Young, som gav sit første interview i 5 år til en ung Cameron Crowe i 1975.
Bogen kommer rundt om mange store personligheder, og især for dem med interesse i rockhistorie, er den det ultimative backstagepas. Der er for eksempel interviewet med John Lennon fra 1971, hvor han bittert taler om Paul McCartneys dominans i The Beatles, udråber sig selv til geni og fortæller om bandets orgier med groupier, ludere og LSD. Eller Brian Wilson fra The Beach Boys som i 1976 fortæller om, hvordan han er blevet afvænnet af piller kun for til slut at tigge journalisten om stoffer.
Der er også interviews med andre kulturpersonligheder end musikere fx Andy Warhols interview med Truman Capote fra 1973. Capote blev sendt af sted af bladet for at dække The Rolling Stones’ nordamerikanske turné. Han afleverede dog aldrig noget, da han, som han siger, ikke kunne finde noget sympatisk ved bandet. Til gengæld leverer han her skarpe og kritiske analyser af bandet og dets medlemmer, mens han underholder med anekdoter om eskapaderne ud i stoffer og omgang med mindreårige drenge og piger.
En anden forfatter, der kommer til orde, er Gonzojournalisten Hunter S. Thompson, som snakker om tilblivelsen af bogen FEAR AND LOATHING IN LAS VEGAS, som i sin tid blev trykt i magasinets sider. Instruktøren, Francis Ford Coppola, snakker om, hvor opslidende et projekt vietnamfilmen, Apocalypse Now var, og skuespilleren, Bill Murray, snakker om, hvordan han startede karrieren med at være danser!
De bedste interviews er dem fra 60’erne og 70’erne, som også er bladets glansperiode. Dette er nok en konsekvens af magasinets generelle favorisering af denne periode, og når det gælder mytologiske rockguder og generationsstemmer, er der da også absolut mest at komme efter her. Man hverken kan eller bør sammenligne en Eminem med en Jim Morrison eller Bob Dylan. Nirvana-forsangeren Kurt Cobain, som bliver interviewet få måneder før sin død, er dog en nævneværdig undtagelse i den forbindelse.
Desværre er ROLLING STONE INTERVIEWENE, hvad omslag og layout angår, dilletantarbejde, og i det hele taget føles bogen lettere skrabet, hvilket delvist skæmmer læseoplevelsen. Det til trods kan indholdet absolut anbefales til interesserede.
