Forbandelser, selvgranskelse og techno – FORFATTERSKABET på Roskilde
Mens festerne tager til, og musikken så småt fylder mere og mere, forsætter Forfatterskabet med at indbyde til fordybelse og eftertænksomhed, men også højtlydte grin i et landskab af larm og eufori.
På andendagen af Roskildefestival blev der igen budt indenfor til litterære indslag i det lille Dreamcatcher-telt midt i Rising-området i vest. I læ for henholdsvis en stiv blæst viste mandagens oplæsningsseance og samtale, at litteraturen også sagtens kan folde sig ud på en festivalplads.
Da jeg, med tungt hoved og halvt åbne øjne, ankommer ti minutter før oplæsningsseancen, står formiddagens tre forfattere udenfor litteraturtipien, hvor de – til lyden af et dårligt Nirvanacover fra en af de mange højtalere, der omgiver teltet – griner, snakker og ryger cigaretter. I dag er det to debutanter, Sophia Handler og Niels-Henning Falk Jensby, der sammen med den mere garvede Anders Abildgård skal læse op for et publikum, der for gengangernes vedkommende ser mere klatøjede og trætte ud end i går.
Jeg sætter mig ind bagerst i teltet. Her er igen fyldt godt op. Efter få minutter bliver nytilkomne af de orangeklædte sikkerhedsfolk pænt bedt om at stille eller sætte sig udenfor for ikke at overskride brandmyndighedernes maksimum på tredive tilladte lyttere. I dag skal stemningen være mere intim, så forfatterne sidder ned og læser op fra deres seneste værker.
Eufori og forbandelser
Mens det lille litterære meetup i går blev modereret af en repræsentant for et af de to kuraterende forlag, Gyldendal og Rosinante & co, er det i dag en anden forfatter, Sigurd Hartkorn Plaetner, der byder indenfor til litterær tømmermændsterapi. Efter kort at have præsenteret de tre forfattere giver Plætner ordet til Sophia Handler, der, efter et hurtigt og kækt ’Hvad så Roskilde?’, kort præsenterer sin debutdigtsamling, FEBERFRIHED, hvorfra hun læser højt i cirka ti minutter.
Det korte udvalg, vi præsenteres for, er en opremsning af ungdommelig tøven og usikkerhed, oftest udsagt med et generaliserende man. Handler læser indfølt, men lidt stille op af den tyste poesi, og selvom hendes oplæsning får et fint greb om det koncentrerede publikum, er det svært ikke (igen) at blive lidt for opmærksom på vinden, der brager forstyrrende ind i teltet.
Efter Handler overlades mikrofonen til Niels-Henning Falk Jensby, der præsenterer sin debutantprisvindende roman, TECHNO, og selvsikkert placerer dens indledning, som han vil læse op fra, i den festivalkontekst, oplæsningen jo udfolder sig midt i; passagen handler om eufori og ekstase.
Mens ’Summer of 69’ dundrer derudaf i baggrunden og tilbyder en anden form for poesi, læser Jensby sikkert og med høj volumen fra sin rytmiske, let lyriske prosa om et stoffyldt, technofestligt møde mellem et du og et jeg, der virker velplaceret i festivallandskabet, og som også høster bifald fra publikum. I den efterfølgende samtale virker Jensby også indstillet på at inddrage festivalkonteksten, og han drager paralleller mellem den grænsesøgende adfærd, der er omdrejningspunktet for TECHNO, og den konstante grænseforskydning og –afsøgning, der finder sted på Roskilde.
Sidste forfatter for i dag er Anders Abildgaard, der har flere værker bag sig end de to andre tilsammen, og som læser højt fra sin seneste digtsamling, IBIS, der er en genskrivning af Ovids digt fra år 11 af samme navn. Den består af en lang række forbandelser og besværgelser af et unavngivet du. Selvom det kunne virke som malurt i det ølfyldte Roskildebæger med sådan en række fornedrende eder, fører den fæcesfyldte, dødsønskende og ret så gemene poesi – nok i kraft af ophobningens effekt, forbandelsernes gentagelse – flere bølger af højlydt latter med sig.
Efter Abildgaards forbandelser lægger Plaetner for med at stille hver enkelt forfatter et spørgsmål, der går på deres værker og den reception, de har fået. Samtalen glider let og interessant af sted; forfatterne tager skiftevis mikrofonen og engagerer sig fint i det, de andre har sagt, måske fordi hverken Plaetner eller forfatterne bekymrer sig om, om de fremstår polemiske, fx når Abildgaard går imod en ellers udbredt forestilling om, at litteraturen skulle være noget særligt opbyggeligt for både læser og forfatter.
Efter tyve minutters samtale om litteraturkritik, motivationer for at skrive, humorens rolle i litteraturen, livet og tvivlen som forfatter, osv., runder Plaetner af for mandagens seance, der i hvert fald for mig står som et højdepunkt i poetisk tømmermændsbearbejdning og som et roligt, interessant og intimt afbræk.
