Forbrydelser forklædt som litteratur – Peter Øvig Knudsen BLEKINGEGADEBANDEN 1, DEN DANSKE CELLE
Det er i sandhed et spændende stykke Danmarkshistorie, forfatteren har valgt til sin dokumentariske beretning. En sag der har holdt hele 400 betjente beskæftiget, og hvis resumé alene fylder 18.000 sider. Mindst lige så vigtigt er det, at historien er fandens godt fortalt.
Citat
I KAK omtalte vi resten af venstrefløjen som ‘venstredynen’, og den var vi bestemt ikke en del af.(..) Venstrefløjen sidder bare og drikker bajere, mens vi gør noget uhyre vigtigt, som ingen i Danmark har gjort før os. Selv om vi ikke kan fortælle det til nogen, så ved vi med os selv, at vi udretter noget, der har betydning – og DU er en del af det.
Fra interviewet med et anonymt tidligere medlem af gruppen KAK, 2006
Et sæt nøgler brænder i lommen på Jan Weimann, da han køres væk af politiet den 13. april 1989. Han overvejer at lade dem smutte ned mellem sædet og ryglænet, men tør ikke. Han er sammen med fire andre sigtet for væbnet røveri af særlig farlig karakter. To af de andre har et sæt nøgler magen til på sig. Men selvom halvtreds betjente traver de københavnske opgange tynde i ugevis, finder de ikke hvad de leder efter; en dæklejlighed med de manglende beviser i sagen mod Danmarks største forbryderbande. Først den 2. maj, dagen før politiet skal foreligge nye beviser for retten, sker der noget. I en tilfældig forulykket bil, finder man parykker og pengesedler af fremmed valuta samt en telefonregning til et Pc-firma på Amager i Blekingegade 2., 1. th. Bingo! Adressen viser sig at gemme alskens teknisk udstyr, falske overskæg, våben, panserværnsraketter og to sportstasker fyldt med notater om røveriet på postkontoret i Købmagergade i 1988, hvor en ung politibetjent blev dræbt.
Peter Øvig Knudsen (PØK) sætter scenen fra start til slut i den over 400 sider lange bog, så læseren står lige ved siden af henholdsvis gerningsmand i gerningsøjeblikket og politiet i deres desperate jagt efter beviser. Genren kaldes fortællende journalistik og er særdeles velvalgt i forhold til det dramatiske materiale. Metoden kender man ifølge underviser og journalist Mikkel Hvid i FASCINERENDE FORTÆLLING ved tre p’er, som PØK også bruger: personvalg, plot og pædagogik. For det første behandler PØK sit enorme kildemateriale som levende personer. Kilderne citeres ikke, de handler i tid og rum nøjagtigt som personerne i en roman gør det. Forskellen er, at alt i bogen er researchet og gennemtjekket. For det andet er historien utroligt veldisponeret. Kronologien er brudt, og vi hopper fra den illegale celles aktiviteter i 70’erne til politiets efterforskning i 80’erne. Undervejs får vi lov til at opleve, hvad PØK har fundet under sin toårige research, og det er en del af pædagogikken. Forfatteren opsummerer ikke (kun), han lægger det komplekse materiale frem, og skriver til alle sanser. Projektet er så imponerende, fordi det samtidigt med den fortællermæssige overlegenhed rummer en faktuel detaljerigdom, der afslører forbrydelser, ingen tidligere har mistænkt banden for. Fx denne:
I 1976 modtager danskerne for første gang deres restskat på girokort. På én dag lykkes det nogle forbrydere at flænse de københavnske posthuse for 1,4. mil. kroner ved hjælp af falske girokort på beløb på 5-10.000 kr. Beløbene viser sig at være indkasseret i de samme tre personers navne, og de kan ikke spores. Politiet er rystede over, at nogen har brudt ’koden’ til det helt nye system. Hvad ingen ved er, at en systemtekniker, der løbende tjekker bl.a. statens men også politiets edb-systemer, hedder Jan Weimann og er en del af Blekingegadebanden. Voila; et 1. klasses millionkup, som aldrig er blevet opklaret. Indtil nu, hvor et tidligere medlem af gruppen fortæller sin historie til PØK.
Sådanne forbrydelser fascinerer. På en måde virker omverden både dengang og i dag lidt stolte af ’at have haft forbrydere på internationalt niveau’. Men det er ikke en Olsen Banden film for viderekomne, det er virkelighed, og det er voldsomt. Udbyttet fra de mange røverier er gået direkte til PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), og flere af de danske aktører har deltaget i træningslejre i Jordan, hvor også folk fra Rote Armee Fraktion trænede deres idealistiske ben.
Det startede ellers forholdsvis uskyldigt med demonstrationer mod Verdensbanken i 1970, et ungt kommunistisk sindelag og en stærk trang til at handle. Den cocktail satte en ældre herre med ordene i sin magt ild til. Gotfred Appel hed bandens maoistiske guru, men det kunne lige så godt være en imam, en Ruth Eversen eller den intelligente talsperson, som Ungdomshuset mangler. Er der en lære i PØK’s bog, er det, at en sekterisk organisation som KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), der formede banden, løbende løber af sporet. Hele bogen tjener derfor som påmindelse om, hvor farlig politisk aktivisme kan udvikle sig, hvis den får de rette vækstbetingelser, men også som eksempel på, hvor virkningsfuld fortællende journalistik er. Du ser forbrydelserne for dig, mens du læser, og billedet bliver stående i dit mentale galleri længe. Måske helt til efteråret, hvor PØK omsætter flere forbrydelser – denne gang fra 80’erne – til litteratur i BLEKINGEGADEBANDEN II.
