Fordi talent kan smitte – Christel Wiinblad 49 FORELSKELSER
Debutanten Christel Wiinblad portrætterer populærkulturelle kendisser og Villy Sørensen, idet hun kun tør gisne om det vilde og farlige.
Digt
AUDREY HEPBURN
1
dér står de stolte ankler
som var de blevet knækket
i de helt rigtige vinkler
og fødderne der fint påklædt
fremviser hendes nye ballerinaskoog dér over lænden sidder taljen
der elegant og helt rigtig
som den på en honningbi
griber om rygsøjlens linje
der nøjagtig og koket
løber i retning af nakken
betrukket med silkeblød hudog under panden sidder påsmurt
brynenes to fede snegle –
og helt i sort, helt i slankt og helt i chikt
er hun Audrey
der heller ikke i dag
vil blive afsløret i
ikke at have spist
Forfatterfotoet placeret på inderflappen af Christel Wiinblads debutbog er voldsomt overdimensioneret. Det er som om fotoet via sin størrelse råber på at blive regnet med i bogens indhold, nemlig som en dialogpartner eller et biografisk identifikationsudgangspunkt for de 49 portrætdigte (jeg har ikke talt efter), der fylder 49 FORELSKELSER.
Alle tekster er skrevet på, hvad man kunne kalde fotografiets præmisser, der kun har overfladen og udseendet at holde sig til. Således beskrives filmstjerner, rocklegender m.fl. Mere specifikt: Jørgen Leth, Marilyn Monroe, Dita von Teese og Woody Allen, for at nævne de fire bedste tekster. MEN Wiinblads portrætdigte beskriver også og samtidig det kiggende JEG. Sådan er det jo med ikoner. De bruges til at spejle sig selv i. Det er den dobbelteksponering, ikon/jeg, som Wiinblad på én gang spreder og samler sin tekst i. Digtenes demonstrative navne-titler virker lukrativt afmystificerende i forhold til kommunikativ klarhed, men samtid lukker de også digtene, og giver dem en klaustrofobisk odør af én autoriseret retning.
Efter beskrivelsen af en postsuicidal ’Jannick Wiinblad’ (han er lillebror fremgår det) gennemgår Wiinblad lystent Audrey Hepburns smækre krop for, ærgerligt nok, at lave en gevaldig anorektisk rids i neglelakken (med forkomment citat fra Jørgen Leth-film): ’Audrey/ der heller ikke i dag/ vil blive afsløret i/ ikke at have spist’. På samme måde med ’Jimi Hendrix’, hvis livsappetit i Wiinblads identifikation vipper over i totaldestruktion: ”brækker sig/ og stadig sulten/ gør det en gang til”.
Den indtagende og flere steder seksuelle dragning af overfladen får hos Wiinblad ofte et bly eftersmæk, som forhindrer teksterne i at blive rigtigt rødglødende. Jeg kan rigtig godt lide, når Wiinblad innovativt som Ursula Andkjær Olsen bruger adjektiver som substantiver (eks: ’den lokker [Monroes mund]/ skrækkeligt af uskyldig/ i al sin rød og hvid’), men jeg bliver ærgerlig over, at Wiinblad ikke holder fast her og giver helt slip på eftertanken.
Stod det til mig, skulle hun have ladt sin på mange måder fine poesi følge trop med rocklegendernes la vida loca. Det gør Wiinblad ikke, fordi det åbenbart er hende nærliggende at vride vrangen ud på ynderne og vise en grum verden umiddelbart under eller bagved postkortoverfladen. Livet er sårbart, og brutale kræfter (selvmord, anoreksi, lykkepiller, destruktion) bombarderer det ustandseligt, forstår man.
Når Wiinblads digte er bedst, nøjes de med at glo, ikke mindst på damer eller, selvfølgelig, i den store finale, på Wiinblad selv. Jørgen Leth er idealet, og i digtet ’Jørgen Leth’ hedder det på én gang underdanigt, identificerende og puha-frækt:
-ja, sådan ser han, manden
der taler som en rytter
på en cykel på en kvinde på en hest
i sengen foran kameraet, nøjagtig
som jeg ville se,
som jeg ville bevæge mig
hvis det var mig,
der var en mand
Det afsluttende ’hvis’ afslører Wiinblad, for selvom hun godt kunne tænke sig at se som idolet Leth, så tør hun ikke, ligesom hendes jeg ikke tør sige goddag til Villy Sørensen i et andet digt.
Wiinblads digte fungerer flot som præcis poetiske signalementer (Robert Smith er feks. ’opsvulmet og beskidt’; Woody Allens briller ’løfter og samler/ de ligner en flot bh’), og det ærgrer mig, at digteren ikke selv har sat fuld lid til dén kvalitet?
