Forelskede Muld – anmeldelse af Sólgarðurin af Beinir Bergsson


LitteraturNu arbejder med at udbrede det danske kendskab til nordatlantisk litteratur. Denne anmeldelse er originalt udgivet på færøsk. Oversættelserne af uddrag er originale og af forfatteren selv.

Sólgarðurin er anden digtsamling af den færøske digter Beinir Bergsson. Det er en ung mands beretning om hans oplevelser med liderlighed, kærlighed og familiebånd. Med hjælp fra planter, muld og insekter fortæller han sin udviklingshistorie og om hans færd ind i bevidsthedens tilværelse, hvor legeme og sind samles i en højere enhed. Den lille dreng fra Bergssons første digtsamling, Tann lítli drongurin og beinagrindin (Sprotin, 2017), er nu blevet til en mand, der har bygget sig en sammenhængende krop, hvori skelettet endelig passer ind. Gennem en sammensmeltning af krop og muld, rødder og følelser, kravler den unge digters historie med naturlige metaforer, og på hver side vokser digtene op af sidernes bunde som planter. De vokser ind i læserens sind og slår rødder.

Som i første digtsamling behandler Bergsson vanskelige følelser, selvom han denne gang har fundet et større håb til livet og nu tør lade kærligheden røre sin krop. I bedstemorens have har han fundet inspiration, og dette nærområde støtter ham i at åbne sit hjerte videre for omverdenen; her på side 9: “Eg spurdi / hjálpirótina / hvat eg fekk gjørt / so hon treivst betur hjá mær / hon bað meg tosa / um pápa / um allar menn í urtagarðinum”.

„Jeg spurgte

rosenroden

hvad jeg kunne gøre

så den ville trives bedre hos mig

den bad mig tale

om far

om alle mænd i min have“

Bedstemoren byggede solgården til sig selv for at have et sted at være, når verden kom for tæt på. Handskeløs gravede hun planter ned, som barnebarnet nu graver op og undersøger nøje. Huden føler alt, der er under mulden. Hvad er selvet og hvad er tillært? Følelserne råder. Rødderne gror. Med deres hjælp finder digteren en stærkere forbindelse mellem sig selv og verden, og alt det menneskelige der ligger derimellem. I ham vokser selvindsigten i takt med at mulden føder flere planter, og modet til at tale om følelser vokser ved hans hjælp ind i den nye generation af mænd.

“Sum skilst / eru grindalokkar / drignir av blómum / liva av nektar / og vætu í luftini / eg síggi ein teirra / sita á vegginum / meðan eg ríði á tær […]”. (s. 20).

„Som jeg forstår det

er stankelben tiltrukket af blomster

lever af nektar

og væske i luften

jeg ser én af dem

på væggen

mens jeg rider på dig“

Ligesom stankelbenet på væggen bliver læserne inviteret ind i digterens allermest hellige og personlige øjeblikke, og som stankelbenet får de også lov til at drikke sig mætte af væsken og elskovsordene, som drypper ud mellem hvert liniebrud. Det seksuelle menneske er i fokus, og beskrivelserne af de kropslige oplevelser blandes med sjælgivne planter. Digterens krop er kun levende, fordi hans bedstemor og bedstefar engang var tætte, og på samme måde er solgården og dens planter kun levende, fordi hans bedstemor byggede den. Af jord er vi kommet; af bedstemødre er vi kommet.

Imod slutningen af digtsamlingen, på side 62, sammenlignes digterens krop med varden: “[…] orðleyst / leggja tit ein stein / á ein varða / so mín sólgarður / sæst betur / tá aðrir menn / villast nærindis”.

„Uden ord

lægger I en sten

på en varde

så min solgård

kommer bedre til syne

når andre mænd

farer vild i nærheden“

Selvværdet hænger sammen med de mænd, digteren finder nærhed hos. Selvom de skilles, er der stykker tilbage af begge, i begge. Så småt som han oplever sig selv og kærligheden med andre mænd, bliver digteren så selvsikker og sammenvokset med sin tilværelse, at planter nu begynder at vokse ud af ham: “[…] tú veltir á búkinum / vísir mær / epli / gularøtur / ið eru sprottin úr mær” (s. 66);

„Du graver på min mave

viser mig

kartofler

gulerødder

som er vokset ud af mig“

Han er blevet sin egen følelseskilde.

Digtene klør og kravler som kun rå sommermuld og unge, liderlige kroppe kan. Regnorme og køn slanger sig om hverandre og graver sig ind i vores tanker. Erotikken er altid lige under fingerspidserne. Det er døden også. Alt hænger sammen. Man kender sig selv igen i mindreværdsfølelserne; i bedstefarens larmende radio; i de bare tæer i den fugtige have; i de varme øjeblikke, hvor alt er vådt og godt – lige indtil det ikke er det længere. Det gør dog ikke så meget, for uden modgang er udviklingshistorien intet.

Formen på digtene er uregelmæssig, og er ikke dét, der er nyskabende i denne digtsamling. Emnerne om kærlighed, sex og familie er heller ikke banebrydende, men det, at historien er fortalt fra et mandligt perspektiv giver taletid til følelser og oplevelser, som ellers ikke ofte udtrykkes hos mænd. Det, at perspektivet ligger hos en homoseksuel mand, er i færøskt sammenhæng særligt interessant. Før i tiden er den homoseksuelle kærlighed på Færøerne blevet beskrevet som noget utiltalende; noget pinefuldt. Noget, som helst ikke skal komme familielivet for nær.

For første gang nogensinde gør en homoseksuel mand op med dette på oprindeligt færøskt. Bergsson kaster sig ud i beskrivelsen af sin kærlighed til tilværelsen, og han gør det med ømhed og ærbødighed, både for sig selv og for livet. Han beskriver kærlighed som kærlighed, og gør tydeligt at følelsen er den samme uanset seksuel identitet. Derfor er det også nemt at forestille sig, hvor provokerende en digtsamling denne er for mange mennesker i vores lille, konservative, og ofte dømmende, samfund. Af denne årsag spiller digtsamlingen en særligt vigtig rolle i Færøernes fortsatte udvikling i forhold til diskrimination og ligestilling af queer eksistenser. Bergsson viser os, at homoseksuelle mennesker er til, og at de elsker lige så smukt og dybt som heteroseksuelle. Vi er alle lige her.

Med Sólgarðurin skriver Bergsson den homoseksuelle kærlighed ind i vores litteraturhistorie, og det færøske samfund er blevet en hidtil uhørt stemme rigere.

Sólgarðurin blev printet af forlaget Eksil í 2021.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *