Forfærdet på flere kontinenter – Mario Vargas Llosa KELTERENS DRØM
Vargas Llosa har fundet en rigtig god historie til sin nyeste roman, men selv de bedste historier skal fortælles ordentligt, hvis de skal gribe læseren.
Citat
Den 1. september 1903 fyldte Roger Casement niogtredive år. De sejlede ad Lopori-floden. Dagen før havde de ladt landsbyen Isi Isulo bag sig, der lå op ad Bongandanga-bjergets sider. Denne fødselsdag skulle stå uudsletteligt i hans erindring, som om Gud eller måske djævelen havde ønsket, at han denne dag skulle konstatere, at den menneskelige grusomhed ikke kendte grænser, og at det altid var muligt at gå et skridt længere, når det gjaldt om at opfinde måder at tilføje ens næste lidelse på.
Ireren Roger Casement skabte i begyndelsen af 1900-tallet stor opstandelse med sine afsløringer af omfattende krænkelser af lokalbefolkninger i Congo og siden i Peru. Som britisk konsul rapporterede han om rigets aktiviteter udenlands, og det var grufulde ting, rapporterne bragte for dagen: Slaveri, tortur, voldtægter og drab fandt sted helt utilsløret, ikke blot med kolonimagternes accept, men deres direkte tilskyndelse. Det var noget af en øjenåbner for mange, der hidtil havde opfattet den britiske tilstedeværelse på de fjerne kontinenter som en nådegave for de indfødte.
Casement blev slået til ridder for sin indsats i 1911, men blot fem år senere blev han halshugget som landsforræder. Under krigen samarbejdede han nemlig med tyskerne om at etablere en irsk oprørshær, der skulle kæmpe for Irlands uafhængighed, mens England var travlt optaget andetsteds. Hans rygte blev yderligere belastet af pressens offentliggørelse af de såkaldte ‘black diaries’ – Casements dagbøger, der beskrev hans homoseksuelle – og pædofile – erfaringer og fantasier. Derfor var eftertiden hurtig til at glemme Casement, og selvom han sidenhen har fået en vis anerkendelse for sin store humanitære indsats, er han stadig ukendt for de fleste.
Med Mario Vargas Llosas KELTERENS DRØM vækkes historien om Casement til live igen, om end desværre sjældent på en særlig livagtig måde. Bogen er præget af en underlig kunstighed; en besynderligt sjusket fremstilling på selv helt basale områder, og det forhindrer indlevelse.
Alt for ofte er man som læser vidne til tåkrummende billedsprog (’piske en neger, til hans krop var en krydsogtværs af sår’), telling frem for showing (’Hans ophold kom til at vare flere måneder, og med hans nye tanker og følelser for sit land blev det en stor oplevelse for ham’) og fodslæbende replikker med det slet skjulte formål at formidle kontekst til læseren (‘På den anden side hader han som polak Tyskland lige så meget som Rusland, der udslettede hans land fra landkortet for nogle hundrede år siden’).
Flere steder får man den tanke, at Vargas Llosa – du ved, nobelpristageren i litteratur i 2010 – faktisk slet ikke kan skrive. Videreformidlingen af hans researcharbejde overskygger fortællingen, scenerne er klodset sat sammen, og så får han altså bare ikke pustet nok liv i sin hovedperson, som fremstår kedelig og endimensionel. En stor del af bogen er blot Roger, der rejser rundt i verden og bliver harm over dette eller hint. Der er ingen spænding, ingen konflikt ud over den allermest åbenlyse mellem den retskafne Roger og det onde imperium.
Romanbiografien er en underlig genre, der er svær at mestre, men Vargas Llosa selv har vist vejen med den forrygende BUKKENS FEST fra år 2000. Derfor sidder man med en af de der ’tænk, at det er den samme, der har skrevet disse bøger’-oplevelser efter at have læst KELTERENS DRØM, og faktisk er et af de mest iøjefaldende træk ved Vargas Llosas forfatterskab, at det er forholdsvist ujævnt. Her er vi nede i et at hullerne, som man godt kan tillade sig at springe over.
