Forfatterne som fans – ROSKILDE FESTIVAL 2013
Som efterhånden vanligt punkt på Roskilde Festivalens litteratur-dagsordenen, finder vi igen i år begivenheden FORFATTER/FAN. Den går ligesom i fjor ud på, at en række kendte danske forfattere inviteres til at læse to tekster op på den kugleformede Dream city-domen dedikeret til litteraturen.
Én selvskrevet tekst og én skrevet af en anden forfatter, som hun/han lader sig inspirere af. På den måde tvinges forfattererne til ikke bare at agere genstand for lytternes fandyrkelse, men også at træde ned fra Olympen og optræde som fans selv. Vi står alle sammen på skuldrene af kæmper, kunne mottoet lyde. Et på alle måder sympatisk projekt, som – selvom det ikke altid virker – skal have ros herfra.
FORFATTER/FAN løber af stabelen mellem kl 12 og 13 (i realiteten ca. 14) på samtlige af Forfatterskabets dage, og begivenheden placerer sig således i den midterste og mest crowd-pleasende time på programmet, der strækker sig fra 11-15. Line-uppet er i overenstemmelse hermed, i og med det giver plads til mere eller mindre berømmede navne, som må formodes at fungere som eventuelle trækplastre. Ugens første dage har således budt på forfattere som Mette Moestrup, Kamilla Hega Holst og Dorthe Nors. Og i går – onsdag d. 3. – var det Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, Kristian Bang Foss og Jonas Rolsted, der havde fået buddet.
Forfatterskoleeleven Cecilie Lind har på bare 21 år ikke nået at udkomme med andet end den lille (poesi)roman DUGHÆRGET PUPIL ACCELERERER I TUSMØRKE, som fik stor opmærksomhed, da den udkom i 2012, og som på mange måder lover godt for digterens fremtid. Hun vælger da også at læse op fra denne som sin selvskrevne tekst, og på trods af den unge alder, bærer oplæsningen snarere præg af rutine og scenevanthed end uprøvet nervøsitet. Hun holder en hurtig og nærmest takfast rytme, som i sin messe-agtighed virker besnærende og går godt i spænd med det associative og mytologiske univers, den er bundet op omkring. Som fantekst vælger Cecilie Lind SOMMERLYS (2013) af Christel Wiinblad, og den går – omend på mere sentimental vis –ind på samme præmisser og fungerer fint i samspil med førnævnte.
Næste forfatter på scenen er Rasmus Halling Nielsen, som vælger ikke at læse noget op af sig selv, men derimod helt at fortabe sig i Per Kirkeby. Den folkekære Kirkeby betragtes normalt mere som billedkunstner end som forfatter, men Halling fortæller kronologisk om hans litterære bagværk og læser op fra de essay-agtige tekster, kunstneren alledage har afstedkommet. Med afsæt i maleriet MORDET I FINDERUP LADE – som han mindes at have set som barn – tager han fat på 2,15, OJO, BILLEDFORKLARINGER og LÆSEBOG. Det giver anledning til livskloge og lommefilosofiske citater og betragtninger om kunsten og livet – som Rasmus Halling Nielsen imidlertid serverer temmelig rodet. Både citater og udgivelsesudredninger står mere eller mindre ukommenteret, og det bliver aldrig helt tydeligt, hvad de har med Nielsens eget forfatterskab at gøre. Men idoldyrkelse kan også være en svær ting at sætte ord på, og Nielsen vinder i sin kaotiske entusiasme og indlevelse. Som desuden komplimenteres af hans æstetiske udtryk, som – i form af briller og stumpende bukser – udstråler en verdensfjern nørdethed.
Som det nok mest populær-litterære indslag går Kristian Bang Foss derefter på scenen. Foss har med først STORMEN 99 og derefter DØDEN KØRER AUDI haft stor succes, og han appelerer til et bredere publikum, end det Forfatterskolen ofte associeres med (Både Nielsen og Foss er dimmitender herfra, og Lind er elev). Han læser først op fra Peter Seebergs EN REJSE TIL RIBE. Tekststykket handler om et stakkels plejebarn, der bliver forsaget af sine ’forældre’, og der bliver i det hele taget stillet skarpt på de stille og glemte eksistenser. Det er herefter tydeligt at se slægtskabet mellem Seeberg og Bang Foss – sidstnævnte har på samme måde en forkærlighed for oversete mennesker, for udskud og ynkværdige skæbner. Bang Foss læser højt fra det meget morsomme stykke i DØDEN KØRER AUDI, hvor Asger og den multihandicappede Valdemar er i IKEA for at købe ‘en sygt høj pude’ til sideliggere.
Når Jonas Rolsted kommer på scenen som den sidste, er al publikums opmærksomhed nærmest opbrugt. Hvilket ikke afhjælpes af digterens noget forbeholdne og indelukkede attitude, hvor han hverken kigger eller snakker med publikum. I glimt formår han dog at fange en intim stemning, navnlig første Solremse-digt fra hans debut FLEX DEATH fungerer og griber.
FORFATTER/FAN er et arrangement som andre arrangementer på Roskilde – nogle gange fungere det, andre gange gør det ikke – men uanset hvad, er det rart at se forfatteren træde ned fra piedestalen og være lige som alle os andre. Det kunne måske i det hele taget være mottoet for Roskilde Festival: Vi er alle mennesker.
