Forførende fransk thriller – Jean-Christophe Grangé DE DØDE SJÆLES SKOV
Imponerende akademisk wetdream gyser fra Frankrigs intellektuelle krimi-konge med Freud, Sokrates and all that jazz.
Citat
Hun lod lyskeglen bevæge sig nedad. Kønnet. Hun forestillede sig, at dette område ville være genstand for en særlig grusomhed. Hun havde ret. Morderen havde flået skambenet af. Med tænderne. Eller hænderne. Han havde skrællet huden til side, bidt i organerne, suget blodet op og spyttet det ud i blodige plamager hele vejen rundt om. Jeanne var ikke patolog, men hun gættede på, at han havde fortæret kønsorganerne fuldstændig. Skamlæber, klitoris, æggeledere, livmoder … Han havde ædt det hele. Nedsvælget disse kostbare symboler på kvindelighed i sin egen krops dyb.
Levende lys, hvid dug, sølvbestik og 8 retter – mindst. Dertil konversation, kinddans og til allersidst den heftige romantik, man har ventet på. Det lyder som en klassisk old school date a la MAD MEN, men beskriver meget godt mødet med Frankrigs pt. bedste thrillerforfatter Grangé. For man skal gennem en omfangsrig og elegant menu, hvis man sætter sig for at følge DE DØDE SJÆLES SKOVs unge heltinde Jeanne Korowa og hendes kamp for at finde det uhyre, som først kommer til syne på de sidste sider.
Korowa er en arketypisk thrillerheltinde. Ambitiøs, modig, højtuddannet undersøgelsesdommer og selvfølgelig single med rod på følelses-CV’et. Tre uhyggelige, rituelle mord i Paris, der tyder på kannibalisme, bliver startskuddet til et langvarigt og indviklet opklaringsarbejde i både den urbane jungle og den sydamerikanske urskov. Korowa bliver hurtigt sat af sagen, fordi hun gradbøjer reglerne lige lovlig kreativt, men det stopper hende naturligvis ikke. Det er intet mindre end ondskabens oprindelse, hun er på sporet af, og hvem kan modstå det?
Vi følger hendes detektivarbejde pakket med psykoanalyse, en blodbank i Nicaragua og antropologiske udredninger, krydret med lækre referencer til græske klassikere, film og politik. Grangé forstår balancen mellem vitaminrige opklaringsdetaljer og små actionpakkede spændingsmomenter, hvor nerverne sitrer og uhyrets tænder er snappende nær.
Med mere end 500 siders plads er der mange bestikkelige bad guys at forcere og forbindelser at etablere. Grangé fører pennen elegant mellem abstrakte teorier og ægte sved på panden i passager af Jørgen Lethsk finesse og ophøjethed, der nærmer sig det patetiske, når heltindens indre nirvana blotlægges:
– Men hun elskede følelsen af flugt. Hun fortabte sig. Uddestilleredes. Dematerialiserede sig i denne efterforskning. Et perfekt symbol på processen: Hendes bankkonto, der havde fået et ordentligt skud for boven med hotelregningen. Hvad enten man regnede i cordobas, dollars eller euro, var det en pebret omgang.
Det er flot tænkt, men peger også frem mod en mindre anke, der går på, at Grangés stil indimellem krydser over i et mere litterært felt, der ikke rigtig forløses og samtidig stikker en kæp i hjulet på thrillerens hurtige tempo og behov for handling. Det er både bogens force og svaghed, fordi man beundrer Grangés vid, men efter lang tids analysepetting i den grad skriger på forløsning.
På bundlinjen er DE DØDE SJÆLES SKOV dog et imponerende ridt, og er du til den dybe franske samtale og intellektuel boeuf tartare, er Grangé den perfekte krimidate.
