Forhåbentlig fiktion – Raymond Carver BEGYNDERE
For pokker hvor gør det ondt, når Raymond Carver folder sig ud. Utroskab, løgn, vold og bedrag, det er skræmmende autentisk og vanvittigt godt.
Citat
’Han gik tættere på. Hun prøvede at rejse sig. Han trådte hurtigt fremad og slog hende på siden af hovedet med en knytnæve idet hun kom op på knæ. Hun faldt bagover med et skrig. Da hun prøvede at rejse sig igen, samlede han en sten op og hamrede den ind i hendes ansigt. Han hørte faktisk hendes tænder og knogler knuses, og der kom blod ud mellem hendes læber. Han slap stenen. Hun faldt tungt til jorden, og han knælede over hende. Da hun begyndte at bevæge sig, samlede han stenen op og slog hende igen… Hendes øjne var åbne, glasagtige, og hun begyndte at dreje hovedet langsomt fra side til side, hendes tunge rullede tykt rundt i munden da hun forsøgte at spytte blod og tandsplinter ud… Han gik ned på knæ, lagde sine hænder på hendes hals, og han begyndte at kvæle hende.’
Fra novellen ’Jeg siger lige at vi smutter’
Næsten alle novellerne i denne mørke perle af en novellesamling omhandler på den ene eller anden måde mennesker, der udøver vold imod hinanden. De bedrager, slår og voldtager, og det er ikke ligefrem opmuntrende læsning. Man håber inderligt, at det er ren fiktion, for når Carver er mørkest, er det ikke blot moral, der mangler – medlidenhed og barmhjertighed er ligeledes en mangelvare, og humane er de i hvert tilfælde ikke, de tvivlsomme karakterer. Men menneskelige, måske? De fremstår på én gang normale og syge.
Man fristes til at spørge, hvordan noget så ondt samtidig kan være godt. Svaret er, at novellerne vinder ved den høje litterære kvalitet og ved den helt unikke stemning, der knytter sig til hele Carvers forfatterskab. Den mørke socialrealisme med de symbolistiske tendenser, der går igen i forfatterskabet, medvirker til en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Hertil kommer de meget interessante miljøskildringer, der som regel udfolder sig blandt hvide under- eller middelklasseamerikanere med hang til dåseøl og billig whisky.
Carver beskæftiger sig med de stille og nøjsomme eksistenser, med den uglamourøse, underbetalte, hårdtarbejdende amerikaner. Han sætter ord på det Amerika, som vi godt ved eksisterer, men som vi nogle gange glemmer. Det Amerika, som lige nu kæmper en desperat kamp imod den stigende fattigdom og stadig (!) stigende arbejdsløshed. Det er det Amerika, som de amerikanske politikere burde bruge al deres tid og energi på at repræsentere, men som så ofte synes at blive glemt.
Carver havde selv rødder i denne jord. Han var ikke boheme i New York eller kunstner i San Fransisco, han var en hårdtarbejdende slider, en familiefader med ufaglærte fuldtidsjobs. Han giftede sig som 19-årig og stod som 20-årig uden uddannelse eller midler med en kone og to børn, der skulle forsørges. De var fattige – og de sled. På et tidspunkt havde Carver intet mindre end 4 jobs på én gang.
BEGYNDERE er den oprindelige udgave af novellesamlingen, HVAD VI TALER OM NÅR VI TALER OM KÆRLIGHED, der udkom i april 1981 og begejstrede anmelderne i USA såvel som i Europa. Siden da har Carver, velfortjent, været at regne blandt de største vestlige novelleforfattere og nærmest kanoniseret gymnasielæsning herhjemme. Hvad få måske ved er, at den særlige minimalistiske skrivestil, der kendetegner Carver, er udsprunget af mødet mellem forfatteren og forlæggeren Gordon Lish, der valgte at bortredigere intet mindre end 50 % af den oprindelige tekst. Nærværende novellesamling er den oprindelige version, de 17 noveller, som de så ud, før de mødte Gordon Lish. Det er Carver præ-minimalismen, men stadig en genkendelig stemme, og stadig en forrygende forfatter. I forordet til novellesamlingen kan man læse, at Carver, der døde allerede som 50-årig, havde lovet sin kone, at han på et tidspunkt ville udgive den oprindelige version af novellerne. Dette løfte er hermed holdt, med hjælp fra de to forlagsredaktører William L. Stull og Maureen P. Carroll.
Køb den, læs den! Carver er en novelleforfatter af dimensioner, men han er ikke for sarte sjæle. Det er barsk virkelighed, han beskriver, og det er vitterlig ikke særlig glamourøst – men der er godt, og der er, gudskelov, adskillige lys i mørket. Lad os håbe, at den del af fiktionen også afspejler virkeligheden.
