En forkastelse af det normative og anstændige – Sally Rooney SAMTALER MED VENNER
Fortællingen i SAMTALER MED VENNER indeholder netop det, titlen med storslået forføriskhed antyder. Den er en troværdig hyldest til fortvivlede unge mennesker.
Citat
– Han var frygtelig, sagde jeg. Tænk, at han fortalte mig, at han elskede Yeats. Jeg var praktisk talt nødt til at bede ham lade være med at recitere ”The Lake Isle of Innisfree” på baren.
Wow, jeg har ondt af dig.
Og han var ikke god at have sex med.
Ingen, der kan lide Yeats, er i stand til at være i intime med andre mennesker.
Vi spiste uden at røre ved hinanden.
Hunden vågnede og ville ud, og jeg hjalp med at sætte tallerkenerne i opvaske-maskinen.
Omslaget på Sally Rooneys debutroman, SAMTALER MED VENNER, er nok til at kræve opmærksomheden fra den omstrejfende oser i boghandleren; den er trykt i spektralfarver med to kvinder, side om side, der stirrer udtryksløst tilbage på én, som ved de ikke, hvordan de skal forholde sig til hinanden eller verden omkring sig. Stemningen er lagt for en roman, der sætter sindet i kog.
I den lineære fortælling møder vi protagonisten, Frances, og hendes veninde, Bobbi. På de første sider betegnes de dog blot som ’vi’, da det tidligere kæreste- og nuværende venindepar, fungerer som én enhed, der optræder med spoken word poesi i Dublin, nedskrevet af den intelligente og sarkastiske Frances.
Efter en optræden møder de Melissa, en succesfuld fotograf og essayist, der annoncerer, at hun ønsker at skrive et portræt af dem. Det indvilger de i, og så påbegyndes et kompliceret bekendskab. Det er dog ikke Melissa, som Frances bliver betaget af, men hendes mand, skuespilleren Nick. Frances og Nick kaster sig ud i en affære, hvilket sætter tosomheden med Bobbi på spil – og Frances’ afmålte distance til omverden bliver sværere at kontrollere.
Et dynamisk ménage à quatre påbegynder sin knudrede sammenfletning, og som i en tennisdouble holdes en agil bold i spil frem og tilbage mellem spillerne. Kampen holder læseren på dupperne, da spillerne virker til at skifte hold, som det passer dem, og man bliver i tvivl om, hvor og hos hvem de lægger deres loyalitet. De er alle kreative individer med stærke holdninger til kapitalismen og fascismen, ”der havde gode digtere.”, samt en stor skyldfølelse over at være privilegerede hvide mennesker
Fortællingen er sat i et elitært post-finanskrise-Irland, der bugner med bogudgivelser og performancekunst, og man kan ikke andet end at blive indhalet af den vimsende kreativitet. Rooney er dygtig til at skildre denne verden med kant og humor: ”Jeg så interessant ud, der ved siden af hende, og som om jeg kedede mig. Jeg prøvede at forestille mig mit navn i en portrættekst, i serif med tykke nedstreger. Jeg besluttede mig for at anstrenge mig lidt mere for at imponere Melissa næste gang, vi mødtes.”
Dialogen er bidende og kompenserer for det non-visuelle narrativ, der til tider får læseren til at hungre efter billedsprog og beskrivelser. Men da romanen i høj grad er bygget op omkring de verbale udvekslinger, samt e-mails og Messenger-beskeder de fire hovedpersoner imellem, opholdes en dynamik, der føles livlig og nødvendig for romanens hurtigt bevægende fremgang. Det kan heller ikke være et tilfælde, at Rooney var en topførende universitetsdebattør i Europa; den vittige og skarpe dialog understøtter blindt hendes talent.
Selvom karakterne siger meget, er det egentlig det, de ikke siger, der fanger læserens opmærksomhed. Frances deler kun et fragment af, hvad hun føler og prøver – med haltende succes – at tilpasse sig den voksne verden omkring hende. Der skabes en kløft mellem det sagte og det usagte, mellem hendes krop og hendes tanker og følelser, som er skrevet med en fantastisk indlevelse og sårbarhed, som er genkendelig fra den tumultariske tid, de fleste oplever i begyndelsen af 20’erne.
Det er svært at ignorere min egen relation til romanens protagonist. Jeg er, ligesom Frances, en 21-årig universitets-studerende, hvorfor min begejstring for hendes indre og ydre kamp selvfølgelig er særligt personlig. Jeg kan dog understøtte romanens troværdighed i fremstillingen af de frustrationer og den seksuelle forvirring, der præger denne tid i livet; Rooney gør et fremragende arbejde med at gøre dem universelt relaterbare.
