Forklædt som voksenroman – Josefine Ottesen KRYSTALHJERTET
Josefine Ottesen har længe været den ukronede dronning af fantasy for børn og unge. Hun er utvivlsomt også blevet læst af en del voksne, som det ofte er tilfældet med denne genre. Det tager hun (og hendes forlag) nu konsekvensen af og genudgiver hendes trebindsserie HISTORIEN OM MIRA i en gennemskrevet og forvoksnet udgave under titlen KRYSTALHJERTET.
Citat
Sammenbidt så hun op og fangede dæmonens blik. Et frådende raseri blussede op i de uhyggelige øjne, og det kraftfulde væsen skreg så skingrende, at hun troede, hendes hoved skulle briste. Hun forsøgte af al magt at modstå de svidende flammer af frygt, der gennemstrømmede hende, alt imens hun fastholdt blikket. Mumlende påkaldte hun Etzarim og mærkede, hvordan han tårnede sig op bag hende, og taknemmeligt trak hun al den kraft ud af ham, som hun kunne.
Landet Dakja er befolket af to stammer: dakjanerne og truwaerne, og som navnet måske antyder føler den førstnævnte stamme en vis ret til landet Dakja. Mira, vores heltinde, er klemt mellem de to stammer, da hendes far tilhører de ringeagtede truwaer, mens moderen er af royal slægt i den anden. Konflikten optrappes mellem de to stammer, og snart marcherer dakjanerne i takt med dødsmasker over hovedet, fremtryllet af den onde troldmand og stormester Gidaric, der effektivt er i gang med at racerengøre Dakja. Truwaerne smides i minerne, der ikke lader 2. Verdenskrigs kz-lejre meget tilbage, og derfra går det hastigt ned ad bakke.
Mira har magiske evner og dermed magten til at stoppe krigen. Desværre for truwaerne tager det sin tid, for Mira tvivler igen og igen (og igen og igen) på, om hun nu også har evnerne. Historien er faktisk ganske fængende og heldigvis er der givet plads i historien til gråzoner, ikke alt er sort og hvidt. Og det er her Ottesens kvalitet ligger, nemlig i at få de menneskelige nuancer med i et fantasyunivers, der ellers sjældent giver plads til den slags. En gennemgående pointe i serien er for eksempel, at alle historier har mindst to sider, hvis ikke to tolkninger, en pointe mange voksne stadig har svært ved at forstå.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst både ungdoms- og voksenudgaven af HISTORIEN OM MIRA, men jeg har skiftet mellem de forskellige udgaver. Og selvom der er enkelte ord og formuleringer, der er forskellige i de to versioner, så er der efter min bedste overbevisning ikke tale om en gennemskrivning, der gør serien hverken mere eller mindre voksenvenlig, end den i forvejen var. Fortællertempoet kunne med fordel havde været øget, der er rigtig meget frem og tilbage med en særdeles modvillig Mira, hvilket i længden bliver anstrengende. Miras kærlighedskvaler kan koges ned til selvskabte teenageproblemer, hvilket er meget sødt, men også lidt uinteressant.
Overgangen fra ungdomsbog til voksenbog lader altså til at være af overvejende kosmetisk karakter. HISTORIEN OM MIRA udgøres nu af tre dele, i stedet for tre bind, forsiden er gjort mere enkel (ungdomsudgaverne er ellers illustreret meget flot af Emil Landgren), anmeldercitaterne på forsiden af bogen er de samme som på ungdomsudgaven, men at det er børnebogsanmelder nr. 1, Steffen Larsen, der har rost bogen fremgår ikke længere. Endelig er bogen ikke udkommet på børnebogsforlaget Høst & Søn, som det er tilfældet med ungdomsbøgerne, men er skiftet til et andet af koncernens forlag, nemlig Rosinante, hvis udgivelser er mere målrettede til voksne.
Det gør selvfølgelig ikke fortællingen dårligere, det gør bare denne genudgivelse lidt forvirrende.
