Forlægger af den gamle skole – Otto B. Lindhardt ”VAR DET IKKE NEMMERE AT KØBE GYLDENDAL?”
Interesserer man sig for dansk forlagshistorie, er Otto B. Lindhardts erindrings-snapshots et absolut gode.
Citat
Efterhånden har [bog]klubberne udviklet sig til massemarkeder, hvor salgsoplaget i mindre grad lader sig forudse. Til gengæld er optryk nu mulige i lyntempo. Klubberne er allerede blevet nutidens erstatning for postordreforretninger, og de er smart erstattet af de netboghandlere, der formentlig bliver bogklubbernes død i den form, jeg lærte dem at kende, dengang it knap nok kunne skimtes i horisonten.
Hvor skal man begynde, når et langt arbejdsliv i centrum af dansk litteratur skal formidles? Det er et svært spørgsmål, som Otto B. Lindhardt da også reflekterer over i forordet til sine erindringer, der bærer den lange og lidt kluntede titel ”VAR DET IKKE NEMMERE AT KØBE GYLDENDAL?” Han citerer Ludvig Holberg og dennes definition på en selvbiografi som værende en konstruktion, der opstår, mens den skrives. Det kan der måske være noget om, det huskede bliver modelleret, og begivenheder inddrages eller udelades. Men til grund for denne konstruktion ligger erfaringer fra to årtier i toppen af den danske forlagsbranche: fra Lindhardt i 1950’erne blev headhuntet til Gyldendals direktionsgang, til han i 1970 sagde op for i stedet at opstarte sit eget forlag, Lindhardt og Ringhof.
Bogens undertitel er ’Historier fra et forlæggerliv’, hvilket er rammende nok, hvis man ved historier forstår anekdoter, der stilmæssigt lægger sig tæt op ad notatet: løse tanker blandet med minder, refererede hændelser og nutidige fortolkninger af fortiden. Som selvbiografi fremstår teksterne lidt flossede i kanterne, men som kilde til en svunden tid i dansk litteraturhistorie er de unikke.
– (…) hvad jeg husker bedst, var, at jeg, mens Ingeborg Andersen var borte, antog en usædvanlig novellesamling af en vis Villy Sørensen, som jeg havde hørt om på Wivels Forlag, hvor forlæggeren og konsulenten diskuterede, om Sørensen skulle ind i varmen. Det endte med, at de sagde nej (…)
Citatet er bare et ud af mange eksempler, som Lindhardt hiver op af hukommelsen, og som illustrerer, hvordan bøgers succes i udpræget grad er afhængig af tilfældigheder, timing og veltilrettelagt markedsføring. Faktorer man som almindelig læser sjældent gør sig nogen ide om.
På indholdssiden vokser bogen undervejs: mindre interessant er familien og forældrenes historie og den unge Ottos skoletid, mest gribende er den professionelle forlagsdirektørs arbejdsrelationer til prominente personligheder, eksempelvis John Steinbeck, Thorkild Hansen og Karen Blixen.
Bogen er skrevet i et klart, flydende sprog. Tonen afslører, at afsenderen er en mand, der er godt op i årene (Lindhardt er født i 1924), men forfatteren bliver aldrig moraliserende eller spiller gammelklog, ligesom erindringerne er renset for blær. Til gengæld er erindringerne rige på Lindhardts respekt for og fascination af de forfattere og folk, han har arbejdet sammen med gennem årene.
Der er ingen tvivl om, at Lindhardt har knoklet for at udfylde Gyldendals potentiale til det yderste. Han var frontløber for indførelsen af bogklubber i Danmark, hjernen bag billigbogsserien Tranebøgerne og den, der tog det første skridt mod det projekt, som først mange år senere resulterede i Den Store Danske Encyklopædi.
Alene for beskrivelsen af Karen Blixens turne til USA (hvor det var Lindhardts opgave at underholde Baronessen, mens hun ventede på at møde Marylin Monroe) kan bogen anbefales, men samlet set er den da også en god samling af sympatiske snapshots fra midten af sidste århundrede på Danmarks ældste forlag.
