Forsnakkelser – Lars Saabye Christensen i ’fri’, gelejdet snak på LOUISIANA LITERATURE 2011
Den norske succesforfatter, Lars Saabye Christensen, gæstede de moderne omgivelser i Humlebæk på bogfestivalens sidste dag. Showet var stramt orkestreret i husets koncertsal under stringent ledelse af journalistdirigent Anette Dina Sørensen. Heldigvis holdt forfatteren sig ikke til partituret.
Søndag den 4. september var en lun sensommersolskinsdag. Og en af de eneste – og sikkert også sidste – fornemmede man på det udendørsleben, Louisianas haver lagde græs til. Alligevel havde publikum troligt ladet sig line op indendørs i koncertsalen for at finde ud af, hvad den populære, norske forfatter Lars Saabye Christensen mon kunne tilbyde af vid og værd. Salen var godt fyldt op af alvorligt ventende gæster, der – som det gerne er med gæster på Louisiana (Museum of Modern Art) – alle lod til at være velorienterede, veluddannede og PolitikenPlus-kort-indehavende. De behøvede ikke at vente længe, før giraffen var at skue.
Klokken 14.20 dukkede Saabye Christensen frem på scenen – de danske, litterære superstars Søren Ulrich Thomsen, Jørgen Leth og Nicolaj Stochholm havde end ikke fået afviklet deres gråtoppede autografkø – og klokken var ikke mere end 14.32, før showet gik i gang. Anette Dina Sørensen havde nemlig gjort sit forarbejde kompetent og allerede såvel lagt bøger frem som åbnet den obligatoriske Louisiana-kildevand-med-blid-brus-flaske. På samme måde er valsen komplet u-slingrende, når vi efterfølgende præsenteres for den disposition, samtalen efter sigende skal følge: det skal handle om forfatterens seneste roman BERNHARD HVALS FORTALELSER og først står temaet på sted, dernæst på bevægelse og talefejl og til sidst selvfølgelig på tragedien. Alt sammen spændende, men i kraft af planlægningen også en smule anspændt.
Lars Saabye Christen bliver opfordret til indledningsvist at læse op fra BERNHARD HVALS FORTALELSER. Romanen – der har høstet lovprisende anmeldelser i mangt en dansk avis – handler (kort og forsimplende fortalt) om lægen Bernhard, der har uhyrlige problemer med det, der kommer over hans tunge. Han er ikke alene situations(u)fornemmende, men også decideret upassende, idet han rabler den ene usømmelige sjofelhed af sig efter den anden. Det er lunefulde og tvingende tvangsindfald, han lider af, og det stopper ikke ved ordene; også stampen, spytteri og besynderlige bevægelser følger med. Alt hvad der hedder social omgang, er i kraft heraf ikke det letteste for manden, og da han støder på Notto Fipp – en historisk, autentisk kapgænger, der forrige århundrede gik Norden tynd på en føde af mælk og bananer – er han ikke langsom om at tage tilbuddet om at ’gå fra det hele’. BERNHARD HVALS FORTALELSER er en finurlig historie, og Saabye læser et par sider fra begyndelseskapitlet, som får både smil og latter frem hos publikum. Straks bliver showet en anelse mere løssluppent.
Anette Dina Sørensen tager hul på dispositionen, men – muligvis hylet ud af den – holder hun sig ikke til rækkefølgen, idet hun lægger ud med at spørge ind til hovedpersonens tvangsudbrud og –bevægelser. Hun citerer en håndfuld sjofelheder fra romanen – ’Pik i Pariserøjet’, ’Luderpuddergokkefisse’ og ’Fissekrater’ – og giver legende ordet til Saabye med et Jamen er du blevet sindssyg, mand? Forfatteren tager tråden op og svarer uden at afvise ideen, at han er interesseret i skæve eksistenser og menneskelige komplikationer.
Har han en diagnose? Lider han af Tourettes-syndrom? spørger Dina Sørensen videre, men får blot et afvisende svar: ’Som forfatter er jeg ikke interesseret i diagnoser, men i tilstande’. Han lader forstå, at det som sådan ikke er spændende, om hvor vidt hovedpersonen er påviseligt syg eller ej, men hvordan han ’mærker’ og ’oplever’, de begrænsninger han lider under. Det er det almenmenneskelige i sygdommen – begrænsningen og komplikationen som menneskelig præmis – mere end det er sygdommen i konkret forstand. Dina Sørensen påpeger, at det med de sproglige begrænsninger dog er et genkomment træk, som han også har med i både SAABYES CIRKUS og HALVBRODEREN. Saabye er imidlertid ikke villig til at forklare denne optagethed med mange ord. ’Sproget viser et spejlbillede af karakteren,’ fortæller han uden videre uddybning.
Samtalen går imidlertid flydende og derudaf og med indlagte oplæsninger – som faktisk er så tilpas lange, at man kan nå at få et både sprogligt og indholdsmæssigt indtryk af romanen, skulle man ikke have læst den – bevæger vi os videre i programmet. Samtaleparterne har mødt hinanden før, fornemmer man, så der opstår en venskabelig pingpong-form, der er mere underholdende end det, den stringente disposition lagde op til. Digressioner, serveret af Saabye Christen i form af velvalgte og vedkommende anekdoter, får lov at få plads i samtalen – for’snakkelser’ som det fint hedder på norsk. Ikke desto mindre får alle de forudbestemte punkter opmærksomhed. Bevægelsen ud fra det ’at gå’ som et norsk barndomstraume og stedet, som hedder Oslo – byen som er kulisse i samtlige af forfatterens romaner.
Bliver du da aldrig færdig med Oslo? spørger Anette Dina Sørensen i den 13. time. Det afviser Saabye Christensen blankt. Ifølge ham kan man aldrig blive færdig med at bearbejde et sted, idet det er i evig forandring og altid vil have et nyt udtryk næste gang, man kigger på det. Derfor bliver man heller aldrig færdig med at skrive; den ene bog føder den næste, mere end den afslutter fortællingen, fortæller han. Anette Dina Sørensen spørger herefter ind til, om hvor vidt der overhovedet er noget, man ikke kan bearbejde kunstnerisk, og her kommer vi til sidste punkt på dagsordenen. Tragedien. Saabye Christensen læser det digt op, han af den norske statsminister Jens Stoltenberg er blevet bedt om at skrive, og som han ’hverken kunne eller ville sige nej til’. Undertegnede var ikke hurtig nok med pennen til at få kradset de smukke ord ned på papir, men meningen var klart den samme, som han nedfældede i sit essay til Information:
– Vi skal generobre Utøya. Det er det, vi skal. Men det kommer ikke til at tage en uge, en måned eller et år. Det kommer til at tage hele vores fremtid.
Stemningen i den lyse koncertsal er blevet mørkere, og der anes våde øjne rundt omkring i salen såvel som hos interviewer. Når man ser tingene fra et andet perspektiv, synes det ikke længere så slemt, at det har været en dårlig sommer, eller at man sidder indendørs i solskinnet. Der er en hel fremtid at tænke på – så i stedet for at tale om vejret …
